Drømme er et fantastisk afsæt for handling
|
Sådan siger forfatteren, tv-tilrettelæggeren og globetrotteren Troels Kløvedal i denne samtale i anledning af hans støtte til Mellemfolkeligt Samvirkes landsindsamling.
Tekst og foto: Peter BischoffTroels Kløvedal behøver ingen nærmere introduktion. Han er i dag 63, og gennem årene er det blevet til flere jordomsejlinger og en lang stribe bøger, film og tv-udsendelser, siden han i kollektivet Maos Lyst tog navnet Kløvedal. Nu er han ved at lægge sidste hånd på seks store udsendelser om Indonesien. Magasinet møder ham, da han afbryder klippearbejdet med et kort besøg i København.
Du deltager i ”kendis-stafetten” til støtte for vores landsindsamling. Hvorfor?
”Fordi det går til et godt formål, og fordi de indsamlende organisationer i en vis forstand er under pres. Jeg bor ude på landet, og mine naboer siger: Hvad nytter det med Afrika? Så er det vigtigt at fortælle, at det faktisk nytter at hjælpe.”
Du har sagt, at hvis fattige får indflydelse og adgang til ressourcer, sætter det gang i en positiv spiral...
”Hver gang vi åbner munden i vores del af verden, så snakker vi om frihandel og liberalisme. Men vi siger ét og gør noget andet. Det er katastrofalt, at vi stadig understøtter vores landbrug, som vi gør. De fattige lande får aldrig en chance. Vi holder dem fanget i fattigdom, fordi vi ikke handler ordentligt med dem. Derfor er det vigtigt, hvad der sker i WTO – og det er som regel ikke særlig opmuntrende.”
”Min nye film er i en vis forstand meget politisk. Jeg starter med at gå tilbage til, da jeg for 30 år siden sejlede ind i det indonesiske ø-rige og så alle de store phinisi- og prahu-skonnerter. Tænk hvis de var sejlet den anden vej – til Holland og Danmark og var sejlet ind i Lillebælt og Limfjorden og havde siddet her i 350 år! Hvis man tænker sig kolonialismen omvendt, bliver den fuldstændig absurd. Under Ming-dynastiet i Kina havde man skibe, der var så store, at der kunne have stået fire af Columbus og Magellans skibe på dækket.”
”Historien er altid blevet skrevet af dem, der sidder på magten. Men jo mere folk bliver uddannede, jo mere vil de have fortalt deres historie. Når vi får magt, begynder vi at skrive historien om. Og jeg tror, man vil se, at kolonihistorien bliver skrevet på en anden måde – fordi vægtskålen begynder at stå anderledes.”
Hvilke krav bør man stille til god bistand?
”Den skal drives af en vis form for idealisme – det er brændstoffet. Jeg klipper på den sidste udsendelse med en historie om den danske malariaekspert Claus Bøgh i Indonesien. Han har arbejdet fire år i Afrika, han synes Danmark er et godt sted at blive uddannet, og han vil godt give noget af det tilbage – han er noget så gammeldags som en idealist. I et område af øen Sumba har han på ét år fået malaria ned på 70 pct. uden gifte, udelukkende ved hjælp af et dansk opfundet myggenet. Vi følger ham ude i landsbyerne og viser den sumbanske kultur. Han er en rigtig ildsjæl, og det er virkelig noget, der hjælper.”
Mellemfolkeligt Samvirke sender mange ud på udvekslingsophold. Hvad opnår man ved at rejse ud?
”Jeg har sejlet med næsten 900 mennesker gennem årene. For mange var det et fuldstændig afgørende trin ind gennem glasvæggen. Nogen bliver ved med at være på ferie, andre lærer sproget, spiser maden, tager djellabah’en på og træder ind i den verden, de er i. Det er meget forskelligt. Nogen gør det hurtigt, andre er væk i halve år, før de gør det.”
”Vi lytter til en anden tromme”
”Det nytter i hvert fald ikke noget at blive hjemme. Hvis man ser på rejsen historisk, så gik guldaldermalerne bogstaveligt talt i deres støvler til Rom. Rejsen er at komme over på den anden side af floden eller bjerget og se, at hjulet er opfundet på en anden måde, eller at man lytter til en anden sang. Jeg kan huske, da vi selv lavede en stamme – Kløvedal. Det var jo næsten kriminelt at bo i kollektiv, og betjentene stod udenfor. ”Vi lytter til en anden tromme”, sagde vi til dem. Når man rejser ud og lærer at lytte til en anden tromme, så bliver man klogere – ingen tvivl om det!”
”Jeg har så valgt at gøre det til søs, og det kunne jeg godt unde mange unge, som træder ud af en flyvemaskine med en rygsæk. Det gode ved et skib er, at du kommer sejlende med et stykke af din egen kultur. Du er meget synlig. De kan se, hvad vi spiser, og hvordan vi lever.”
Er der grund til optimisme?
”Ja, jeg tror faktisk, at man kan afskaffe fattigdom i verden. Der er f.eks. mad nok. FN’s menneskerettighedserklæring fascinerer mig. At man kan nedfælde de få grundlæggende ting, der skal til for, at det lykkelige liv på jorden kan leves af alle på jorden, hvad enten du er balineser eller fra Sibirien. F.eks. retten til en bolig, retten til hjælp, når du er syg, retten til forsørgelse i alderdommen, til uddannelse, til et pas for at rejse frit, til et arbejde, til et socialt netværk. Hvis de få ting er opfyldt, så lever menneskene det gode liv, ligegyldig hvor de er i verden. Så ens er vi, selv om vi er vidt forskellige.”
”Så ens er vi, selv om vi er vidt forskellige.”
”Og en gang imellem stiller jeg spørgsmål ved vores eget lykkebegreb. Ikke at man skal være fattig, men hvis man f.eks. havde en almindelig indkomst på Bali. Jeg kan godt få en følelse af, at deres indre liv er mere værdifuldt, at de smager på maden på en anden måde og nyder tilværelsen og har fat i noget, som jeg har tabt på gulvet. Noget dybt værdifuldt, som gør deres liv mere meningsfyldt end det vestlige menneskes.”
Risikerer det ikke at være en romantisk drøm?
”Det tager jeg faktisk hul på. I programmet besøger jeg forfatteren Jan Bredsdorff, som har boet på Bali i tyve år. Jeg fortæller, at jeg nok lidt har en romantisk drøm om Bali. Han svarer, at der findes lige så mange slyngler, og at det på en måde er at umenneskeliggøre dem, når man gør dem så perfekte. Og det er det selvfølgelig også. Så jeg tager selv fat på min egen naivitet i det interview.”
Du er blevet citeret for at have sagt, at drømme er livets krydderi...
”Drømme er et fantastisk afsæt for handling. Når verden ser ud, som den gør, er det jo ikke hokus-pokus-filihankat. Det er menneskene på kloden, som har skabt den. Vi skaber vores samfund, og derfor er alt politik. Alt hvad jeg tænker og gør, foregår i en sammenhæng. En fornøjelse ved at blive ældre er, at man får et fantastisk overblik. Bergman har sagt, at det er som at gå op af et bjerg: Man bliver lidt forpustet, men overblikket er betydeligt bedre.”
”F.eks. forekommer den nye værdidebat mig helt latterlig. Hvis jeg udefra så på europæisk historie, ville jeg løbe skrigende bort. Som dreng så jeg tilfældigt et billede fra en koncentrationslejr, og jeg husker stadig de nøgne kvinder på vej ind i gaskammeret. Verdenskrigene var civilisationssammenbrud. Så værdier – hallo! Som om vi har lavet den perfekte verden. Eller tag det, som Fogh og Bush laver i Irak. Man kan ikke indføre demokrati ved tvang. Det er noget, der kommer nedefra,” slutter Troels Kløvedal.
Hvis brikkerne falder på plads, går hans næste tur til Sydpolen. Derudover glæder han sig til at få en dansk sommer herhjemme.
