Mozambique: Juridisk støtte til kvinder i slummen

I Mozambique er det udbredt praksis, at mandens familie frarøver enker deres hjem og ejendele, selv om det strider mod loven. Enkerne ender ofte med deres bøn på gaden i yderste fattigdom. Med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke yder en forening af kvindelige jurister gratis bistand til de udsatte kvinder.

”Dine børn er sultne, de mangler tøj og de har ikke noget sted at bo, så du må hellere få betalt!”. Den dæmpede samtale i det lille mødelokale bliver pludselig højrøstet, da en myndig kvinderøst skærer igennem. Ingen i de nærliggende lokaler er i tvivl om, hvad diskussionen handler om. Endnu en sag om børnebidrag, som AMMCJ – Foreningen af kvindelige jurister i Mozambique – har påtaget sig i Nampula i det nordlige Mozambique.

Hvis ”kvindelige jurister” fremkalder indre billeder af Ally McBeal, kommer man hurtigt på andre tanker i foreningens lavloftede bygning, hvor eternittaget er mørnet, væggene overvokset med sort skimmelsvamp og cementgulvet revnet.

Kvinderne er en af de mest udsatte grupper i Mozambique. De er fattigere og dårligere uddannede end mændene og ofte ikke opmærksomme på deres rettigheder. Derfor giver en gruppe kvindelige jurister og jurastuderende gratis retshjælp til nødstedte kvinder. I to dage følger jeg arbejdet på kontoret og får et lille indblik i de sager og menneskeskæbner, som juristerne dagligt møder.

Enke med seks børn

En af dem er Muhanzinho Machembe, der er 39 år og mor til seks børn. Hun sidder i den varme ventesal uden at fortrække en mine og venter på at præsentere sin sag. Over for hende sidder de mænd, der vil stjæle hendes hus. Hendes mand døde for nylig, og derfor har hun opsøgt AMMCJ. Sammen ejede de et hus, og desuden havde manden et lille værksted, hvor han fremstillede blikspande og gryder. Da han døde, krævede svigerfamilien i strid med lovgivningen, at både hus og værksted tilfaldt dem.

Muhanzinho Machembe, 39 år, er lige blevet enke, og nu vil mandens familie tage hendes ejendom.

Når manden dør, er det nemlig en udbredt praksis i makua-kulturen i det nordlige Mozambique, at mandens familie frarøver enke og børn alt af værdi. Ejendelene tilhører ifølge traditionen mandens familie, mens børnene er kvindens. Og traditionen holdes ofte i hævd, selv om bedsteforældrene hermed tvinger deres børnebørn til at leve på gaden og svigerdatteren til prostitution for at overleve. Alene i oktober modtog AMMCJ tre nye sager af denne type.

Muhanzinho fortæller, at hun har haft svært ved at forsørge sine børn efter mandens død: ”Jeg køber en sæk trækul og sælger den i små portioner. På en måned tjener jeg 400-600 meticais (90-130 kr.). Men det er ingenting. Vi har ikke råd til noget som helst.” Hvis svigerfamilien tager huset, kan hun ikke starte forfra. Men efter en times samtale med juristen ser hendes tilværelse en smule lysere ud.

De har fundet en løsning, hvor Muhanzinho beholder huset og ejendele, mens mandens brødre får lov til at drive virksomheden med blikspandene videre mod at give svigerinden og hendes børn del i overskuddet. Hvis de ikke betaler, bliver de vist bort fra værkstedet, så Muhanzinho kan sælge det. Uden den juridiske hjælp var hun sandsynligvis endt på gaden. Men ikke alle er lige heldige.

Smidt ud efter 22 års ægteskab

”Jeg har intet hjem længere. Min mand kom en dag hjem fra arbejde og sagde, at vores ægteskab var ophørt, og at jeg skulle forsvinde. Jeg ville ikke rejse, men han tvang mig. Jeg fik ikke engang mit tøj med,” fortæller Amcha de Olivera, en midaldrende kvinde og mor til seks.

Amcha de Olivera blev smidt ud af sit hjem efter 22 års ægteskab.

De var gift i 22 år og havde sammen bygget fem huse, men nu nægter manden hende at bo i nogen af dem. Efter næsten to måneder uden for sit hjem søgte Amcha hjælp hos AMMCJ. De søger nu at få manden til at overdrage et hus og forskellige ejendele til hende – ellers ender sagen for retten. 

”Han er min mand, men han har ingen respekt for mig. I Mozambique respekterer mændene ikke kvinderne,” siger Amcha.

Jurastuderende rådgiver

En af AMMCJ’s 42 juridiske rådgivere i Nampula er Lorena Matias. Hun er 23 år og studerer jura.

”Jeg kan godt lide at arbejde her, for sagerne giver mig indsigt i alle de praktiske sider af juraen. Vi har fået 37 nye sager de sidste to måneder,” forklarer hun.

Lorena Matias er 23 år, studerer jura og arbejder som frivillig for AMMCJ.

De fleste sager handler om børnebidrag, faderskabssager, bodeling ved skilsmisse og ret til arv i tilfælde af dødsfald, forklarer Lorena. Mange fædre har ikke lønarbejde, men arbejder som bønder. Derfor afregnes børnebidraget ofte i form af fødevarer fra deres marker.

Det er ikke tilfældigt, at faderskabssager og børnebidrag fylder godt op i sagsmapperne, for familierelationerne er mildest talt indviklede i Nampulas bairros, som slumkvartererne kaldes lokalt. De snørklede forbindelser mellem papfædre, plasticmødre og børn på gule plader i Danmark er det rene vand sammenlignet med den familiemæssige forvirring, der ofte hersker her.

En ikke atypisk sag handler f.eks. om Delfina på 35 år, som har syv børn med tre forskellige mænd, og som er bedstemor til to børn. Hun har lagt sag an mod sin første mand Celestino, som hun forlod for seks år siden, for at få forældreretten over deres børn. Nu ønsker hun, at han skal give hende og børnene et hus.

”Ofte må vi lægge juraen til side i disse sager. Vi ser på de lokale skikke og folks konkrete livsvilkår. Vi får parterne til at mødes og forsøger at nå en løsning i mindelighed. Ofte ønsker folk at undgå en konfrontation i retten, så de fleste sager løses faktisk her på kontoret,” forklarer Lorena.

Med hjælp fra AMMCJ fik 23-årige Lurdes Francisco Mutochere sin eksmand til at betale børnebidrag.

Lurdes Francisco Mutochere er 23 år og et eksempel på, at den diplomatiske strategi virker. Hun har et spædbarn på ni måneder, men barnets far er gift med en anden og nægter at betale børnebidrag. De sociale myndigheder henviste Lurdes til juristerne, som nu har indkaldt barnets far til en samtale. Og Lurdes er klar til at gå i retten. Men efter en lille time i selskab med en kvindelig jurist har manden ændret mening.

”Han vil gerne betale nu”, fortæller Lurdes, inden hun begiver sig hjemad med sit barn på ryggen.

Dagen er ved at være slut, og det tynder ud på kontoret. Men allerede i morgen tidlig sidder en ny række kvinder fra Nampulas slum og venter på at få støtte fra de kvindelige jurister til at sikre deres rettigheder.

Mozambiques træge retsvæsen

”Da min mand døde for fire år siden, tog min svigerfamilie vores hus og satte mig på gaden med mine fem børn. Jeg fik ikke så meget som en bluse eller børnenes tøj med,” fortæller Luisa Areno, der arbejder i AMMCJ som  sekretær. Selv ikke foreningens egne ansatte kan altså vide sig sikre for svigerfamiliernes ran. Luisa kendte dog sine rettigheder i modsætning til mange andre kvinder.

”Men jeg ville undgå voldsomme konfrontationer, så jeg lod dem beholde alt og flyttede hjem til mine forældre. I stedet gik jeg rettens vej. Min svigerfamilie har siden hen tryglet mig om, at vi kunne ordne privat. Men de har solgt mine ting, og jeg ønsker erstatning. I næste uge falder der afgørelse i sagen,” forklarer hun.

Luisas langtrukne sag viser vanskelighederne i de kvindelige juristers arbejde. Mozambiques retsvæsen er berygtet for sin langsommelige sagsbehandling, og der er ikke mange, der kan vente fire år på at få deres hjem igen. Derfor satser AMMCJ mere på at finde løsninger, som folk kan leve med, end på at følge paragrafferne slavisk. Men når det er det nødvendigt, trækker AMMCJ folk i retten og kører det juridiske skyts i stilling.

Mozambiques nye familielov

En stor del af AMMCJs rådgivning tager udgangspunkt i Mozambiques nye familielov, som blev vedtaget i august 2004 efter langvarigt lobbyarbejde af bl.a. Forum Mulher – en anden af MS-Mozambiques partnerorganisationer. Den gamle familielov stammede fra kolonitiden. Den diskriminerede kvinder og harmonerede ikke med virkeligheden.

Den nye lov tager mere hensyn til kvinderne og de forskellige religioner og traditioner. F.eks. anerkender loven ikke kun religiøse og borgerlige vielser, men også traditionelle vielser foretaget af lokale ledere. Den anerkender også papirløse ”de facto ægteskaber”, hvis parterne har boet sammen i mere end et år. Ved skilsmisse kan begge parter gøre krav på deres indbo. Uformelle ægteskaber er meget almindelige, så derfor sikrer den nye lov kvinderne bedre end før.

Minimumsalderen for ægteskab er hævet til 18 år for at sikre, at flere piger får færdiggjort deres skolegang. I den gamle familielov var manden familiens overhoved. I den nye lov deler manden og kvinden denne status. Kvinder har desuden fået ret til at søge skilsmisse ved utroskab eller vold i hjemmet, og enker har fået krav på at arve land og ejendom.