Fattige bønder organiserer sig til et bedre liv

Daisy Granado har fået et bedre liv gennem ”bonde til bonde”-bevægelsen. Foto: Rikke Zeuner og Cristina García Cachon

I dag lever vi for at leve – ikke for at overleve, siger Daisy Granado fra Nicaragua. Hun deltager i ”bonde-til-bonde” bevægelsen, der støttes af Mellemfolkeligt Samvirke.

Tak skæbnen for vinduesviskere og firehjulstrækkere! Regnen står ned i torve, og vi har lige drejet af fra den bumlede hovedvej, der har ført os herud fra hovedbyen Matagalpa i Nicaraguas centrale højland. Vi er på vej til landbrugskooperativet Ramon Garcia Vanegas, hvor vi skal besøge en familie, der er med i ”bonde-til-bonde” bevægelsen, der støttes af Mellemfolkeligt Samvirke. Landskabet minder om en scene i en Indiana Jones-film. Alt er et grønt virvar af træer, buske og lianer, og den smalle grusvej har huller så store som vulkankratere. Min kollega Cristina og jeg tager en dyb indånding, før jeg sætter bilen i gear – man skal være mere end almindelig hårdfør for at bo herude.

Adgang til jord

”Her er mit hus”, siger Daisy Granado pludselig fra bagsædet og peger smilende ind mellem træerne. Daisy er vores værtinde. Hun 38 år og frivillig iværksætter i bondebevægelsen. Sammen med sin mand Julio Hernández og børnene Edwin, Betsabe og Xochilt har hun boet i Ramon Garcia Vanegas de sidste 15 år. Regnen er stilnet af, så det kun er støvregn, der prikker varmt på kinderne, mens vi hjælper Daisy med at få sine indkøb ud af bagagerummet.

Julio Hernández med sin nabo. Foto: Rikke Zeuner og Cristina García Cachon

”Vi har været med fra starten – vi var blandt de 63 familier, der grundlagde kooperativet  i 1990. Jorden tilhørte sandinist-regeringen, men de ville gerne overdrage den til os jordløse bønder på betingelse af, at vi organiserede os i kooperativer og arbejdede kollektivt”, fortæller Daisy, da vi har sat os til rette i plastikstolene uden for hendes lille hus.

”Det var let at finde familier, der ville være med til at skabe et kooperativ, men det var rigtig svært at arbejde sammen om at dyrke jorden”, smiler Julio, der har sluttet sig til vores selskab.

”I starten var der mange landarbejdere med. De var ikke bønder som os. De var vant til at arbejde som daglejere på de store gårde og havde hverken erfaring eller lyst til at dyrke deres egen jord. De ville enten have deres egen jord for at sælge den videre eller kun arbejde for penge”, fortsætter Daisy.

”Men noget godt kom der ud af vores forskelligheder. Takket være presset fra landarbejderne om at eje deres eget stykke jord fik vi i 1998 papirer på ca. 4,2 hektar pr. familie – og det kan vi leve af i dag.”

Startede med ingenting

”Da vi kom, var her ingenting. Vi boede i hytter lavet af plastikposer og sultede. Vi havde hverken vand eller toiletter og måtte bruge floden til både det ene og det andet”, fortæller Julio.

”Jorden var tidligere blevet brugt til kvægavl, så der var ikke så meget som et træ eller en busk. Alt hvad I ser af frugttræer, majsmarker og skov er noget, vi har sået i fællesskab”, siger Daisy stolt.

”Kvæget havde stampet jorden så hård, at det næsten var umuligt at få noget til at gro. Jeg havde hørt om ”bonde-til-bonde” bevægelsen og tog sammen med fire andre kontakt til UNAG – Sammenslutningen af bønder og kvægavlere i Nicaragua – for at få hjælp,” fortæller Julio.

”Som led i deres ”bonde-til-bonde” program startede vi forskellige små projekter. De lærte os at holde husdyr og dyrke andre afgrøder end majs og bønner. Vi lærte økologiske dyrkningsmetoder, som ikke udpiner jorden. De har ikke givet os penge, men undervist os i, hvordan vi bedre kan dyrke jorden og forbedre vores liv med de få midler, vi har til rådighed i det daglige. Nu er vi ikke længere afhængige af en eller to afgrøder, og derfor sulter vi ikke længere," forklarer Julio.

Daisy Granado i majsmarken med sin nabo. Foto: Rikke Zeuner og Cristina García Cachon

Hjælp til selvhjælp

”Bonde-til-bonde” bevægelsen opstod blandt småbønder i Guatemala i 70’erne. Målet var at overleve ved systematisk at udveksle viden om dyrkningsmetoder, der både tog hensyn til naturen og til bøndernes sundhed. Pga. borgerkrigen flygtede mange bønder fra Guatemala til Mexico, hvor de gav deres erfaringer videre til de lokale bønder. Denne udveksling af viden mellem ligestillede bønder blev hurtigt en succes, og mange begyndte at arbejde med disse metoder som iværksættere.

I 1987 etablerede UNAG et samarbejde mellem mexicanske iværksættere og nicaraguanske bønder, og det blev starten på deres ”bonde-til-bonde” program, der i dag er landsdækkende.

”Bondeprogrammet omfatter nu 15.000 familier på landsplan lige fra små subsistenslandbrug til mellemstore bønder. Vores tekniske team på seks mand udgør den professionelle kerne, men det er de 2000 frivillige iværksættere, der driver værket. Vi arbejder med hjælp til selvhjælp, og det er iværksætternes daglige arbejde med at undervise venner og naboer, som virkelig gør en forskel”, fortæller Manuel Morales, der koordinerer UNAG’s ”bonde-til-bonde” program.

MS-Mellemamerika har siden 1993 støttet programmet økonomisk og med udviklingsarbejdere.

”Vi har haft stor gavn af jeres støtte. Specielt har vores lange samarbejde med udviklingsarbejdere været en stor hjælp. Den viden, de kommer med, kan ikke købes for penge”, understreger Manuel Morales.

Julio Hernández viser sine kaniner. Foto: Rikke Zeuner og Cristina García Cachon

Organisering det vigtigste

”Bonde-til-bonde” programmets vision er at fremme nye former for landbrug, hvor både mænd og kvinder med deres egne ressourcer og viden skaber sig en fremtid og et grundlag for en bæredygtig udvikling. Organiseringen af bønderne er en meget vigtig del af denne proces.

”Der er sket radikale ændringer i vores liv, mens vi har deltaget i bondebevægelsen. Det vigtigste har været, at de har hjulpet os med at organisere os som familie og landsby. Tidligere stod mændene for markarbejdet, i dag hjælper både kvinder og mænd og børn og voksne hinanden. At vi deles om opgaverne har fået vores mænd til at respektere og værdsætte kvindernes arbejde. Sådan var det ikke tidligere,” påpeger Daisy.

Organiseringen har også forandret landsbyens infrastruktur. 

”At stå sammen har givet os mod til at stille krav til byrådet. Vi kæmpede i 14 år for at få en skole her i kooperativet, og vi fik den i 2003. Det var ikke sket, hvis vi ikke sammen havde lagt pres på borgmesteren,” siger Daisy stolt.

”Vi bor i dag i gode huse af mursten, og det skyldes udelukkende, at vi som kooperativ kunne søge et fælles banklån, som kunne finansiere byggeriet. På samme måde har vi fået elektricitet i alle vores huse,” siger Julio og fortsætter:

”Bondebevægelsen har vist os, hvordan vi kan organisere os og få politikerne i tale. Derfor har vi i dag papir på vores jord og en sikker fremtid. Vi kan give vores børn tre måltider mad om dagen, de går alle i skole og kan komme til lægen, hvis de er syge. Og de kan selv vælge mellem en uddannelse eller at blive bønder.”

”I dag lever vi med værdighed. Vi lever for at leve – ikke for at overleve,” siger Daisy til slut.