Magasinet nr. 4/2006

Urimelig kritik af fattigdomsturisme

Global Contacts frivillige skaber forandring og håb, siger partnerorganisationer i syd.

Redigeret af Lisbeth Jensen, Helle Vincentz, Aleksander Wind-Friis, Julie Lindholm og Peter Bischoff

Danske unge, der rejser ud med humanitære organisationer, er blevet kritiseret for ”fattigdomsturisme” og for at gøre mere skade end gavn. Men kritikken er unfair, mener Mellemfolkeligt Samvirke, der sender mange unge danskere ud på ophold mellem tre og seks måneder i u-lande.

”De unge får øjnene op for, hvad det vil sige at leve i fattigdom, og i stedet for at kritisere de unge bør vi værdsætte, at vi har en ungdomsgeneration, der interesserer sig for omverdenen. Når de vælger at deltage aktivt – og ikke blot rejser rundt som turist og tilskuer – oplever mange folk i u-landene en respekt og ægte interesse for deres liv. Det giver selvværd og tro på, at deres situation kan ændre sig, fordi folk i den rige verden bekymrer sig om ulighed og fattigdom og gør en indsats,” siger Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær Frans Mikael Jansen.

Organisationerne er også blevet kritiseret for ikke at forberede de unge godt nok. Det afviser han:

”Vi får faktisk megen ros for, hvor velforberedte unge, vi sender ud. Desuden arbejder de igennem lokale partnerorganisationer, som kender de lokale forhold og hjælper de unge med at klare arbejdet i hverdagen.”

Han understreger, at Mellemfolkeligt Samvirke også udsender mange professionelle udviklingsarbejdere, men at det ikke skal udelukke, at unge græsrødder kan engagere sig direkte i u-landsproblemerne. Han understreger også, at der ikke – som nævnt i dele af pressen – er tale om ”nødhjælpsophold”.

”Vi ville aldrig sende unge frivillige ud til nødsituationer, og vi er meget opmærksomme på de sammenhænge, de unge indgår i. De kortere rejsers primære formål er at sikre et møde imellem folk fra forskellige verdener og på den måde skabe gensidig interesse og solidaritet,” siger Frans Mikael Jansen.

Vi bringer her reaktioner fra vore partnere i syd og unge frivillige.

De frivillige er med til at skabe forandring

”De frivillige gør folk bevidste og kan fungere som et redskab for forandring. De er f.eks. med til at nedbryde stereotyper. Vi har opdaget, at børn får færre tæv i skolerne de steder, hvor der har været frivillige. På børnehjem introducerer de nye metoder. Vi har et system med en fast strøm af frivillige til to børnehjem, hvor de arbejder i så korte perioder, at de ikke erstatter det faste personale og bliver mødre for børnene.

De frivilliges styrke er, at de arbejder tæt sammen med lokalbefolkningen, hvor andre udsendte ofte arbejder på kontorer. De frivillige kommer med en sympati og en menneskelighed og skaber lige venskaber. De ofrer meget for at yde meget og får selv noget ud af det. De tager tilbage som bedre borgere.”

Innocent Manda, formand for Uganda Pioneers Associations

Frivillige gør en forskel ved at give os håb

22-årige Stine Hofman Eilers arbejder som frivillig i Uganda gennem Uganda Pioneers Association. De første måneder arbejdede hun på et børnehjem og som lærer på to forskellige skoler. Sidst i august begyndte hun at arbejde for den lokale udviklingsorganisation RISE i Mayuge i det østlige Uganda. Andrew Banda, der er projektkoordinator i RISE, er fuld af ros:

”Stine har været et eksempel til efterfølgelse. Hun har givet os et nyt syn på lokalsamfundet og vores problemer og skabt en balance mellem forskellige synspunkter. Hun har lært os at undgå forudindtagede og fordomsfulde holdninger og systematisk at tage andre synspunkter i betragtning. Hun har givet folk mulighed for at udtrykke deres bekymringer og givet ordet ”frivillig” en ny betydning. Professionelle eller ikke-professionelle så gør frivillige en forskel ved at give os håb”.

Stine, der har undervist i alt fra computer over miljø til familieplanlægning og menneskerettigheder for en gruppe lokale politibetjente, skriver selv:

”Jeg kan mærke, at især de yngre piger ser op til mig som rollemodel. Det er en stor ære, men samtidig utrolig skræmmende. Pludselig har man som forbillede et kæmpe ansvar. Jeg er vokset op i Københavns Nordvestkvarter, og hverken mit sprog eller mine manerer er særlig forbilledlige. Og ja, jeg fejler, men det er OK, for jeg gør stadig en forskel for kvinderne og pigerne, og de gør en forskel for mig. De lærer mig langt mere, end jeg kan lære dem. De ved godt nok noget om livet, om de små og store glæder, men i høj grad også om sorg og død. Uganda har lært mig meget om mine begrænsninger og især om mine styrker, og det vil komme mig til stor gavn i fremtiden”.

Send os 10 mere af den slags!

21-årige Ane Mathilde Pedersen arbejder som frivillig i Tanzania for organisationen Myoda, der arbejder med unges livsvilkår og oplysning om aids. Organisationen holder til i den lille landsby Kwa Mataias 40 km fra Dar es Salaam, hvor hun er den eneste hvide.

Ane har studentereksamen og erfaring som sportstræner for børn. Om formiddagen arbejder hun i en børnehave, hvor hun synger engelske sange og spiller bold. Så underviser hun nogle ældre i engelsk, og om eftermiddagen træner hun ungdomsgrupper i håndværk. Desuden hjælper hun til på kontoret.

”Vi har haft stor gavn af Anes arbejde her, og vi vil savne hende, når hun rejser. Vi har lært meget, og det tror jeg også, at hun har,” siger Myodas formand, Obedy Kugunu. Han er glad for, at der i januar kommer to efterfølgere, og han ville gerne have 10 frivillige af gangen.

”Jeg synes bestemt, jeg har gjort nytte, og for mig selv har det været alle pengene værd. Jeg er glad for at have været i en landsby, hvor man kommer så tæt på folk,” siger Ane. Når hun er engang er blevet uddannet som læge, håber hun at vende tilbage til Tanzania og bruge sin uddannelse.

Er det fattigdomsturisme at hjælpe andre?

”Det er rigtigt, at et enkelt menneske ikke egenhændigt kan redde verden. Men at gøre en forskel for et par forældreløse børn, en aidsramt familie i Afrika eller skoleelever i Indien er ikke uden betydning. Selv uden uddannelse og erfaring kan den frivillige blot ved sin tilstedeværelse, indsats og kærlighed gøre en forskel.

Projekterne er langvarige og bygger på lokale organisationers samarbejde. Det betyder, at et forældreløst barn ikke oplever en enkelt frivillig for derefter at blive forladt. Udover støtten til værtslandet tager den frivillige en helt ny bevidsthed med sig hjem. Ungdommens horisont og menneskelige kvalifikationer er mindst ligeså vigtige som vores uddannelsesmæssige baggrund.

Arbejdet som frivillig er blevet kaldt for fattigdomsturisme – altså en selvoptaget form for rejse, hvor fattigdom udstilles for penge. Er det fattigdomsturisme at hjælpe andre? Er det fattigdomsturisme, når den gæstfrie indiske familie inviterer dig indenfor til en snak på tværs af sprogbarrierer og traditioner? Eller når en skoleklasse overstadigt løber dig i møde, ivrige efter at lære? Er det udnyttelse af fattige mennesker at lære dem at kende?

Frivilligt arbejde er ikke fattigdomsturisme for selvoptagede, naive danskere. Derimod får unge mulighed for at være en del af udviklingen i værtslandene, og de er med til at udvikle en generation, der forhåbentlig kan se længere end deres egen næsetip.”

Sarah von der Maase, tidligere frivillig, uddrag af læserbrev i Politiken