Vil Nairobi blive nyliberalismens kirkegård?

Kommentar op til World Social Forum af Patrick Ochieng fra den kenyanske organisationskomite.

Patrick Ochieng fra den kenyanske organisationskomite.

Nu sker det om få uger efter en periode kendetegnet af håb, fortvivlelse og beslutsomhed om at kæmpe for en bedre verden i kølvandet på den nyliberalistiske globalisering, der vokser som ukrudt. En periode hvor ulige handel har dømt den tredje verden til evig fattigdom, og hvor militarisme og de gamle mænds verdensherredømme i USA fortsat truer nationers suverænitet.

World Social Forum ankommer til Afrika på et tidspunkt, hvor kontinentet er fanget mellem fattigdom og et kludetæppe af modstridende kræfter. Den folkelige modstand mod det nyliberalistiske verdensherredømme har nået febergrader i Latinamerika, og for de asiatiske folk bringer den økonomiske udvikling løfter om et bedre liv, men Afrika lider fortsat under udmarvende gæld, mange års væbnede konflikter, utaknemmelige handelsvilkår og dårlig økonomisk ledelse. Afrikas befolkninger er rastløse og nede på knæene, fanget i den firmastyrede globaliserings glubske favntag. Denne rastløshed ønsker World Social Forum i Nairobi at forme til en levedygtig politisk kraft med en radikal dagsorden om social forandring.

World Social Forum i Nairobi den 20.-25. januar 2007 finder sted på baggrund af genfødslen af de sociale bevægelser i Latinamerika. Den 22. januar 2006 blev en indfødt fagforeningsleder valgt som præsident i Bolivia, i Venezuela bryder Hugo Chavez med landets fåmandsvælde og bruger olierigdommen til glæde for befolkningen, Chile valgte sin første kvindelige præsident – og Latinamerikas græsrødder er i fuld gang med en foryngelseskur. Alt dette præger det sjette World Social Forum, som bygger videre på erfaringerne fra starten i Brasilien og den videre udvikling i Mumbai, Caracas, Bamako, Karachi og andre steder.

Bevægelsen ankommer til Afrika på et tidspunkt, hvor afrikanske regeringer har forsvaret deres uafhængige udenrigspolitik, som det for nylig viste sig i FN og Menneskerettighedskommissionen, hvor afrikanske stater nægtede at give efter for USA’s pres om yderligere at isolere Cuba, og da de sammen med andre lande modstod G8-landenes diktater i WTO. Afrika er ved et vendepunkt. Ligesom Zambia har modsat sig at blive tvangsfodret med genmodificerede afgrøder, vil World Social Forum forstærke modstanden og konfrontere nyliberalismen.

De afrikanske bevægelser vil demonstrere, hvordan slumbeboere besætter jord, hvordan etniske, religiøse og kulturelle mindretal forsvarer deres jord og sprog og religiøse og kulturelle rettigheder, hvordan arbejdere gør modstand mod arbejderfjendtlige tendenser, hvordan kvinder går forrest i kampen mod voldtægt og vold mod kvinder, hvordan kontinentets unge bliver mere militante, og hvordan de brede demokratiske kræfter indvarsler mere reformvenlige regimer for at virkeliggøre drømmen om demokrati.

Kenyas Nobelprismodtager professor Wangari Maathai vil slå et slag for social retfærdighed og beskyttelse af miljøet, og mange vil følge hende. Under forberedelserne har arrangørerne haft mange udfordringer. Indtil nu har forummet ikke fundet tilstrækkelig vej til almindelige afrikaneres hjerter – fordi der ikke er blevet reklameret nok for det. Det skyldes mangel på ressourcer og på en holdbar kontakt mellem Nairobi og de sociale bevægelser. Den kenyanske regering er ikke blevet  mobiliseret tilstrækkeligt til at støtte processen. Som tidspunktet nærmer sig, bliver det interessant at se, hvordan bevægelsens allierede kan være med til at gøre Nairobi 2007 til den flotteste udgave, når forummet ankommer til Afrika – menneskehedens vugge.

Patrick Ochieng er med i organisationskomiteen og formand for Ujamaa Community Centre