En anderledes historie fra Pumwani

”Vi er født her, men vi hører ikke til her”, lød et motto fra slummen.

Daniel Maina Mwangi, foto: Peter Bischoff

Daniel Maina Mwangi skrev i sidste måned et brev med rosende ord om Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde i Pumwani, Kenya. Han fortalte i brevet, at han selv er født i slummen og opvokset i udkanten af området og således kunne genkende mange af historierne derfra. Nu bor han i København og studerer international politik på Copenhagen Business School.

Vores nysgerrighed blev vakt om Daniels egen historie – hvordan er en dreng fra Pumwani endt som studerende på Handelshøjskolen i København? Magasinet mødtes med ham for at høre hans historie:

”Livet i Pumwani er delt i to”, fortæller Daniel. ”Der er de mennesker, som er fattige, men dog har råd til at spise hver dag. Så er der dem, der er meget meget fattige, og som bare lige overlever. Børnene fra disse familier ender ofte med at overleve af småtyverier og tage stoffer. Når de er på stoffer, forsvinder de fra deres barske virkelighed, og det er meget svært at overtale dem til at lægge stofferne fra sig og se virkeligheden i øjnene”.

Daniel har selv deltaget i frivilligt arbejde i slummen og prøvet at overtale unge i Pumwani til at vælge et andet liv. Men han er meget bevidst om, at han selv har været et af de heldige børn. Dels formåede hans familie at flytte ud i udkanten af slummen, og han var samtidig et af de børn, som havde mulighed for at gå i skole og deltage i frivilligt arbejde.

Det frivillige arbejde førte bl.a. til dannelsen af en teatergruppe, hvis formål var at bevidstgøre folk om deres vilkår i slummen. Gruppens motto var: ”Vi er født her, men vi hører ikke til her”.

”Mottoet betyder, at vores forældre gav os livet, og at det startede i Pumwani. Det var så langt, vores forældre kunne bringe os, og vi sætter pris på, at vi i det mindste har et sted at være – men vi kan komme længere. Jeg ønsker ikke, at mine børn skal vokse op i det samme miljø. Jeg vil arbejde hårdt for, at de vokser op i bedre omgivelser”.

For Daniel handler livet om at ville noget mere - også selv om man er født i Pumwani: ”Vi skal tro på, at der venter et andet liv på den anden side og kæmpe for det. Folk skal vide, at de har muligheden for at gøre noget mere”.

Daniel er selv et eksempel på en solskinshistorie fra området omkring Pumwani. Når han er færdig med studierne i international politik på Handelshøjskolen, vil han tilbage til Pumwani og kæmpe for, at flere unge kan fortælle en historie som hans.