Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

En dårlig deal at blive født som kvinde i Mozambique

Kvinderne har udsigt til et liv med hårdt arbejde, dårlig uddannelse, diskriminering og undertrykkelse. Derfor var kønsaspektet hovedtema på MS Mozambiques nyligt afholdte årsmøde, der fik et stort presseopbud.

Per Bergholdt Jensen, informationsmedarbejder

01. marts 2006

 

<p>MS Mozambiques partner, miljøorganisationen AMA, vandt Miljøministeriets MiljøMatch Pris på 50.000 kr. Præmien blev overrakt af repræsentanter fra Mellemfolkelgt Samvirke i Danmark på årsmødet i Pemba. Foto: Per Bergholdt Jensen. </p>

MS Mozambiques partner, miljøorganisationen AMA, vandt Miljøministeriets MiljøMatch Pris på 50.000 kr. Præmien blev overrakt af repræsentanter fra Mellemfolkelgt Samvirke i Danmark på årsmødet i Pemba. Foto: Per Bergholdt Jensen.

Uligheden er til at tage og føle på i Mozambique. Den ene halvdel af mozambiquerne er markant ringere stillet end resten af befolkningen. Men i denne kontekst handler det ikke om det kolossale skel mellem rige og fattige. Det handler om forskellen mellem mænd og kvinder.  

Mozambiquiske kvinder har dårligere adgang til uddannelse end mændene. Kvinderne har generelt de fleste og hårdeste arbejdsopgaver i hjemmet. Langt færre kvinder end mænd får topposter i samfundet. Kvinder udgør den fattigste del af befolkning. Det er ikke ualmindeligt, at piger bliver giftet bort i 11-12 års alderen. Og flere kvinder end mænd er smittede med hiv/aids.

Disse forhold var årsagen til at Mellemfolkeligt Samvirke i Mozambique havde valgt at have kønsaspektet som hovedtema på sit årsmøde i Pemba den 17. og 18. februar. På et årsmøde inviteres samarbejdspartnere, MS personale og spændende gæster til at diskutere strategier og udveksle erfaringer.

Flere af MS Mozambiques partnere arbejder med kvinders rettigheder, og repræsentanter fra disse NGO’er holdt oplæg på årsmødet om kvindernes situation i det afrikanske land. 

Derudover bød årsmødet på en præmieoverrækkelse dækket af TV Mozambique, besøg fra MS repræsentanter fra Danmark, Zambia og Zimbabwe, samt diskussioner om Mellemfolkeligt Samvirkes fokus på demokrati.

<p>Kønsaspektet&nbsp;var hovedtemaet på MS Mozambiques årsmøde, der blev afholdt den 16. og 17. februar i Pemba. Foto: Per Bergholdt Jensen.</p>

Kønsaspektet var hovedtemaet på MS Mozambiques årsmøde, der blev afholdt den 16. og 17. februar i Pemba. Foto: Per Bergholdt Jensen.

Bevidsthed om rettigheder

Et af problemerne vedrørende kvindeundertrykkelse består i, at kvinderne ofte ikke er opmærksomme på deres egne rettigheder. Ydermere udviser domstole og andre myndigheder manglende evner til at implementere de eksisterende love, som beskytter kvinder mod eksempelvis overgreb i hjemmet.

MS partneren Forum Mulher i Maputo har i årevis arbejdet for at forbedre kvindernes situation. Organisationen havde en afgørende indflydelse på den nye familielov fra sidste år, som sikrer de mozambiquiske kvinders rettigheder på en lang række punkter.

En anden MS partner er AMMCJ, en sammenslutning af kvindelig mozambiquiske jurister, der arbejder for kvinders rettigheder og yder retshjælp til kvinder, som har været udsat for mishandling eller anden form for undertrykkelse.

Begge organisationerne forsøger at give de mozambiquiske kvinder et bedre kendskab til deres rettigheder for derigennem at modvirke diskriminering og undertrykkelse.

Besøg fra Danmark

MS Mozambique havde inviteret Nils Brøgger Jakobsen, næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke, og administrationschef Iain Smith til årsmødet.

De to danske gæster bidrog med oplæg vedrørende de strukturændringer, der har fundet sted inden for Mellemfolkeligt Samvirke de seneste måneder, samt om det nye fokus på demokrati for fattige mennesker.  

Deltagerne på årsmødet deltog efterfølgende i diskussioner vedrørende Mellemfolkeligt Samvirkes fokus på demokrati. Der kom en mængde bud på hvad demokrati indebærer i en mozambiquisk kontekst, både på nationalt, regionalt og lokalt plan.

Presseopbud til overrækkelse af pris til MS partner

Tilløbsstykket på MS Mozambiques årsmøde blev en præmieoverrækkelse, der tiltrak TV Mozambique, den landsdækkende Radio Mozambique og landets største avis, Noticias, samt lokale medier fra Pemba.

Miljøorganisationen AMA, som er en af MS Mozambiques partnere, vandt i december måned det danske miljøministeriums Miljø Match Pris på 50.000 kr. Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark modtog prisen i Danmark på AMA’s vegne.

Den 17. februar blev penge så overrakt til AMA’s bestyrelsesformand, Assane da Silva, af Mellemfolkeligt Samvirkes næstformand Nils Brøgger Jakobsen og administrationschef Iain Smith. De to danske gæster kunne også overbringe AMA lykønskningshilsner fra miljøminister Connie Hedegaard.