”Mozambique er mit andet fædreland”

Efter seks år som landechef stopper Rie Holmes sit arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke i Mozambique. Det bliver også et farvel til selve Mozambique, hvor hun har boet i 18 år. Rie Holmes har fulgt udviklingen i landet fra borgerkrig til fred, fra marxistisk et-parti stat til demokratiske valg, og fra status som verdens fattigste nation til øget velstand.

Rie Holmes interviewes af mozambiquiske medier under MS Mozambiques årsmøde i 2006. Foto: Per Bergholdt Jensen.

”Jeg startede min karriere her i Mozambique som frivillig for Mellemfolkeligt Samvirke i Pemba tilbage i 1987. Og jeg har stort set været her uafbrudt siden,” fortæller Rie Holmes.

”Efter at have boet her i næsten 20 år er Mozambique faktisk blevet mit andet fædreland. Men nu skal jeg altså vænne mig til, at jeg ikke skal være her mere. Det er også et brud med Mellemfolkeligt Samvirke, som jeg har været ansat for i flere perioder. Første gang som frivillig i Tanzania i 1970erne, og senest som landechef her i Mozambique siden år 2000.”

Borgerkrig og fredslutning

Rie Holmes boede i Mozambique i en lang periode under den meget blodige borgerkrig, der varede fra 1976 til 1992. Den højreorienterede guerillagruppe, Renamo, bekæmpede den marxistiske Frelimo regering med støtte fra apartheid-styret i Sydafrika.  

Under borgerkrigen døde omkring en million mozambiquere, mens flere millioner blev internt fordrevne i landet eller eksterne flygtninge i nabolandene. Sundhedsklinikker, skoler, industri, broer og veje blev ødelagt af Renamo. Krigen efterlod Mozambique som verdens fattigste land.

- Hvad er de største ændringer du har set i din tid her i landet?

”Den helt afgørende ændring var selvfølgelig at freden kom med fredsunderskrivelsen den 4. oktober 1992. Jeg har været på begge sider af den skæringsdato, og det er svært at forestille sig forskellen, når man ikke har oplevet den.”

”Man gik fra et land, der var fuldstændig smadret med hensyn til infrastruktur, og hvis befolkning havde lidt enormt meget.”

”Men freden kom virkelig. Krigen stoppede fra den ene dag til den anden, og så kunne man pludselig bevæge sig rundt. Hjulene begyndte at snurre igen, hvor man under hele den lange konflikt havde et land på nødblus, som kun blev holdt i gang ved massiv hjælp ude fra, ” fortæller Rie Holmes.

”Alt stod stille i de 16 år under borgerkrigen. Det var ikke muligt at producere noget, og man kunne kun arbejde, når man sad sikkert inde i provinshovedstaderne.”

”Men efter krigen kom der massiv økonomisk opbakning. Der kom endnu flere nye organisationer til landet, og man gik fra en nødhjælpsindsats til at lave udviklingsarbejde.”     

Borgerkrigen i Mozambique sluttede i 1992, men selv i dag finder man tydelige spor af de massive ødelæggelser fra de 16 års konflikt. Foto: Per Bergholdt Jensen.

Krigens alvorlige indsigt

I løbet af de 18 år i Mozambique er det navnlig erfaringerne fra krigsperioden, der har sat sit præg på Rie Holmes. 

”At være her under krigen gav en indsigt og en erfaring, som jeg aldrig tidligere havde været udsat for. Det var ganske intenst, for det var alvorlige ting der foregik. Det berørte mig dels fagligt, fordi jeg arbejdede som fysioterapeut på Pemba hospital og fik sårede ind, dels personligt via mozambiquiske venner og kolleger. Alle havde familiemedlemmer, der blev dræbt i krigen, såret eller kidnappet.”

”Der var en stor velvillighed over for os udenlandske kooperanter, og det gav os en enestående fornemmelse af at høre til. De kæmpe økonomiske forskelle, der eksisterer i dag mellem udviklingsarbejdere og mozambiquere, fandtes ikke på samme måde den gang.”

”Den gang var det ligegyldigt om man havde penge, for der var ingen varer at købe. På den led var man mere lige og det gav socialt set bedre sammenhæng, synes jeg. Den oplevelse er jeg meget glad for at have haft.”

”Efter 1992 blev tingene mere normale om man så må sige. Mozambiquerne fik mere travlt med arbejde. Mange havde flere jobs på en gang, og der var ikke så meget tid til samvær med udlændinge.”

Mere fokuseret program

- Hvilke resultater er du mest tilfreds, at Mellemfolkeligt Samvirke har opnået i din tid som landeleder her i Mozambique?

”Jeg synes, at programmet har taget et stort spring fremad. Det er blevet mere professionelt og fokuseret, selvom vi godt kan fokusere endnu mere. Det kommer MS Mozambique jo også til med det nye demokrati fokus.”

”Vores staff på landekontoret er blevet mere professionelle end tidligere. Jeg synes også, at det er godt, at vi har en blandet gruppe af DWere fra nord og syd, i det her tilfælde mestendels fra Brasilien. Det har givet et indspark til programmet, idet man ser en større variation af meninger.”

- Hvordan ser du fremtiden for MS Mozambique?

”Jeg ser fremtiden for MS Mozambique et andet sted i landet end i de nordlige provinser, Nampula og Cabo Delgado. Jeg ser, at Mellemfolkeligt Samvirke vil flytte sit geografiske fokus ned sydpå. Det er den rigtige beslutning, for MS Mozambique programmet har behov for at leve op til de mål og politiker, der findes i MS i Syd programmet. Og det kan vi kun gøre gennem vores partnere.”

”Vi har behov for strategiske partnere, som har strategiplaner og er klare i deres målsætning. Dem finder man hovedsageligt i Mozambiques hovedstad, Maputo. I løbet af de fire år vi har haft landekontor i Nampula, har vi ikke været i stand til at identificere strategiske partnere i den nordlige del af landet.”  

”Men jeg tror, at Mellemfolkeligt Samvirke stadig vil bibeholde nogle partnerskaber i den nordlige del af Mozambique.”

Egen fremtid i Sydafrika

Selvom Rie Holmes forlader Mozambique, er Afrika langt fra et overstået kapitel.

”Jeg skal arbejde som Program Officer for FNs frivilligprogram i Sydafrika de næste to år. Jeg har besøgt Sydafrika mange gange som turist, men jeg glæder til at bo og arbejde der. Jeg har nogle aktive år tilbage, inden jeg trækker mig tilbage,” siger Rie Holmes.

”Når jeg vender hjem til Danmark en gang, vil jeg være en aktiv pensionist som stadig beskæftiger sig med udviklingsspørgsmål. Det tror jeg aldrig, jeg vil kunne lægge fra mig.”