Maasai kvinder tjener egne penge

Gamle danske mælketanke gør nytte i Tanzania

Det er kvindernes arbejde at malke, men de har sjældent et marked for mælken.

Eliza er en af de få unge kvinder i maasai landsbyen, der kan læse og skrive. Derfor blev hun valgt til at arbejde for fællesskabet i mælkeindsamlingen. Her er hun med til at kontrollere indvejningen og regnskabet med mælken ude fra masai kvinderne.
- Nu har vi selv penge, og vi kan købe medicin og tøj til børnene, eller kyllinger og geder, siger hun glad på kvindernes vegne.

Eliza skriver ned, hvor meget mælk, der bliver vejet ind

Hun har dog ikke egen familie endnu, men er med til at malke sin fars 200 køer.

I hendes landsby har ældsterådet besluttet, at når det er kvinderne der malker, så er det også deres indtægt, hvis de kan sælge mælken. Så heldige er kvinderne ikke i alle landsbyer endnu.

Den danske mælketank er sat i stand på Grenaa Produktionsskole og fragtet til Tanzania med hjælp fra Mellemfolkeligt Samvirke.

Hjælp fra Djursland

Problemet er at finde et marked for mælken. Køerne går langt ude i bushen, hvor der ikke er strøm og veje, og hver ko giver kun et par liter mælk – mindre i tørtiden og mere i regntiden. Nogle landsbyer ligger så tæt ved landeveje, at kvinderne kan sælge fra vejkanten, men de fleste nøjes med at malke det, familien selv drikker.
I regionen omkring Dar es Salaam har maasai'erne  lavet en organisation til at hjælpe dem til bedre indtjening på deres kvæg. Hver landsby har en gruppe, som sammen danner organisationen Naramatisho. Der er i dag otte grupper sluttet sammen under Naramatisho, der får støtte at Mellemfolkeligt Samvirke til at opbygge demokrati og kapacitet i organisationen.
En af aktiviteterne støttet fra Danmark er opsamling, nedkøling og salg af mælk. Grenaa Produktionsskole har indsamlet og istandsat gamle mælkekøletanke fra danske gårde. De er derefter sendt til Tanzania. Naramatisho har nu mælkeindsamling i fire centre med sådanne tanke.

De landsbyer, der leverer til tankene, sender to medarbejdere hver. De skal stå for indvejning, kvalitetskontrol og regnskab. Hver 10. dag afregnes der for indvejet mælk.

Mælken bliver transporteret i dunke bag på cykler ind til opsamlingsstedet hver dag.

Cyklende mælkekuske

Men maasai kvinderne kommer ikke selv ind med mælken. En mellemhandler på cykel kører rundt og henter mælken. Der kan være op til 130 liter mælk på en cykel fordelt i spande og dunke. Mælken må ikke være sur og ikke fortyndet med vand, når dem afleveres på opsamlingscentret. De to prøver kan udføres billigt og let. Fluerne kan man dog ikke lave regler for, men de kan jo sies fra inden mælken handles videre.

Derefter hældes mælken på køletanken og køles ned. Mælken sælges videre til opkøbere, der bringer mælken ind til storbyen i dunke med den offentlige transport og sælger den der. I Tanzania drikkes ikke meget frisk mælk, men alle vil gerne have varm mælk i deres te. De fleste familier har ikke køleskab, så markedet for frisk mælk er generelt lille og ustabilt og svinger med årstiderne. I tørtiden sulter køerne og giver meget lidt mælk og prisen er høj. Omvendt i regntiden.

Aftaler med mejerier

Naramatisho arbejder på at få et af de få store mejerier til at være fast aftager året rundt for at få en mere stabil indtjening.
Den første aftale kom på plads sidste år,  men kort tid efter gik mejeriet konkurs på grund af strømrationeringen i Tanzania, da de ikke havde ikke råd til generator.

Lige nu forhandles der med et andet og bedre funderet mejeri. Endnu laver ingen mejerier i Tanzania langtidsholdbar mælk, og derfor kan årstidernes svingninger ikke udlignes.
- Vi er glade for tankene fra Danmark, men de her jo ikke været gratis. Vi har skullet bygge huse til dem, lægge strøm ind og købe generator som back up. Og de skal vedligeholdes og repareres, siger Rune Jacobsen, som er dansk rådgiver ansat af Mellemfolkeligt Samvirke i organisationen.
Derfor er en af aftalerne med det nye mejeri, at de overtager vedligehold og reparation af køletankene. Mejeriet har også lånt Naramatisho penge til at købe en stor 8000 liter tank til at transportere mælken de 500 km fra deres område til Tanga Fresh, som mejeriet hedder. Naramatisho betaler så en lokal vognmand for at køre tanken med mælk til Tanga hver anden dag.

Adgang til vand og grænsning er et evigt problem for maasaier

Overskud til rådgivning

Mælkeprojektet har været en konkret opgave for Naramatisho, hvor betydningen af at arbejde sammen, er blevet tydelig. Det har gjort, at maasai’erne kan se en fordel i at være organiseret i stedet for bare at drive deres kvægflokke rundt for at finde græs.

Naramatisho står også for dip tanks, en slags badekar med medicin, som kvæget drives igennem for at komme af med utøj og sygdomme.
Begge de to aktiviteter giver et overskud til organisationen, som kan bruges til andre aktiviteter, som rådgivning om rettigheder og lobby på vegne af maasai’erne i området.

Maasai’erne driver stadig deres kvæg rundt for at finde græs overalt, og det giver konflikter. Hvis maasai landsbyerne kunne blive mere permanente med indtjening, der  hvor de er, vil det kunne fjerne landkonflikter og få børnene til at gå i skole.
Og flere kunne få oplevelser som Eliza.
Da hun startede på mælkeopsamlingsstedet, var hun stille og talte ikke til fremmede. Nu styrer hun indvejningen og regnskabet, og hun giver sin mening til kende, når der er møder i Naramantisho.