dansk english Facebook Twitter

Succecrig lobbykampagne munder ud i ny lovgivning

MS-partnerorganisationer hylder indførelsen af en ny lovgivning mod vold i hjemmet i Zimbabwe - et vigtigt skridt for at fremme kvinders rettigheder, beskyttelse og anseelse i samfundet.

Oplysningskampagne mod vold
Oplysningskampagne mod vold
Af Claudia Juhl

26. februar 2007

Voldelige overgreb mod især kvinder og børn i hjemmet er et alvorligt og stigende problem i Zimbabwe. Et omfattende studie udført af Musasa Project viser, at mindst 1 ud af 4 kvinder i Zimbabwe bliver udsat for voldelige overgreb i hjemmet, og at 1 ud af 4 kvinder oplever at blive tvunget til sex af deres partnere.

Krav om retslig beskyttelse
Tidligere stod ofrene magtesløse overfor gerningsmændene, da hverken politi eller domstole var klædt på til at tage sig af den slags sager.  Der var ingen retningslinjer i lovgivningen, der specifikt taler om vold og kriminalitet indenfor privatsfæren.

Den nye lovgivning er en milepæl i kampen om kvinders rettigheder og ligestilling i samfundet. Siden år 2000 har lokale kvindeorganisationer arbejdet for indførelsen af en sådan lovgivning, men det var først sidste år at aktionen endelig vandt indpas blandt politikere og beslutningstagere.

Med støtte fra MS opfordrede Women’s Coalition, et lokalt netværk for forskellige kvindegrupper, alle organisationer og aktiviste til at hjælpe med at presse på for at sikre at loven indføres. Women’s Coalition organiserede blandt andet oplysnings- og debatmøder med parlamentarikere og politikere for at gøre dem opmærksomme på nødvendigheden af en specifik lov på området til beskyttelse af ofrene.

I midten af sidste år blev et lovudkast fremlagt for parlamentet og i februar i år blev den nye lov endelig indført. Women’s Coalition håber at man med den nye lov vil nå langt i kampen mod vold og undertrykkelse i hjemmet, og at andre lande og regioner i verden vil lære af successen i Zimbabwe.

Fattigdom øger vold
Tallene viser, at den økonomiske krise i Zimbabwe, som har ført millioner ud i dyb fattigdom og arbejdsløshed, er med til fremme vold og kriminalitet i samfundet. Kvindeorganisationer mener også, at der er en psykologisk forklaring på, at fattigdom og nød øger frustrationer og spændinger i de private hjem, som kan munde ud i overgreb og vold. Det er ingen undskyldning, men en yderlig dimension af fattigdommens onde cirkel.

En anden alvorlig trussel er den omfattende AIDS epidemi, som ugentlig er årsag til over 7000 dødsfald i Zimbabwe. Kvinder som tvinges til sex af deres egen partner eller voldtages af andre familiemedlemmer har større risiko for at blive smittet med HIV. Endvidere er der risiko for at de bliver gravide og føder børn, der også er smittet med HIV, uden at de mulighed for hverken at beskytte sig selv eller barnet.

Send til en ven   Print siden