Den lange, seje vej mod demokrati

Det er smartere, at skolelæreren er med til at bestemme, hvad der skal ske på hendes skole, end at alle beslutninger træffes centralt i Undervisningsministeriet. Derfor har alle zambianske distrikter i dag egne skolebestyrelser, der i teorien skal forvalte områdets skoler. Men en ting er teori - en anden er virkeligheden.

Næsten alle børn i Zambia går i skole indtil 7. klasse. Desværre er det ikke ualmindeligt med op til 110 børn i en klasse.

Kasper Thorlak er oprindeligt uddannet folkeskolelærer, men studerer nu offentlig administration på Roskilde Universitets Center. Han har brugt det meste af februar på at rejse rundt i Zambia for at indsamle materiale til sit speciale om decentraliseringen af den zambianske uddannelses-sektor:
- Det er jo en del af demokrati-tankegangen. At flytte beslutningerne væk fra regeringsbygningerne – ud til borgerne, siger Kasper Thorlak og fortsætter:
- Den tankegang er klar og logisk for de fleste mennesker: Det er smartere, at skolelæreren er med til at beslutte nogle ting, der skal ske på hendes skole, end at det skal besluttes helt centralt – inde i ministeriet i et eller andet departement.

Den tunge forvaltning
Den offentlige forvaltning i Zambia har en lang hierarkisk tradition bag sig. Derfor var det banebrydende, da den zambianske regering midt i 90érne besluttede sig for at forsøge at decentralisere administrationen i uddannelsessektoren.

En beslutning der uden tvivl også hang sammen med et tiltagende pres fra Zambias mange donorer og NGOér om at sprede magten.

Tidligere har der siddet en repræsentant fra Undervisningsministeriet i hver eneste af Zambias 72 distrikter.

Det betød, at alle beslutninger vedrørende de enkelte skoler blev truffet på ministeriets kontorer i landets hovedstad Lusaka.

Ministeriets folk
I 1995 blev den første distrikts-skolebestyrelse lavet. I 2002 havde hver eneste distrikt sin egen bestyrelse, med repræsentanter fra civilsamfundet, lærernes, skoleinspektørers og forældrenes foreninger. Hver bestyrelse, der består af 15 personer, er ledet af en sekretær.
Men sekretæren er udpeget af Undervisningsministeriet, og det er sekretærens opgave at udpege repræsentanterne fra civilsamfundet – så de er altså ikke valgt af lokalsamfundet.

Og så er det man med rette kan stille spørgsmålstegn ved, hvor demokratiske distrikternes skolebestyrelser reelt er, mener Kasper Thorlak:

- I teorien skal sekretæren involvere bestyrelsen i alle beslutninger. Men i mange distrikter bliver bestyrelsen ikke reelt involveret, siger Kasper Thorlak, der har rejst rundt i Zambia og talt med bestyrelsesrepræsentanter og Undervisningsministeriets embedsmænd:

- Det jeg hører er, at når sekretærerne får besked fra ministeriet om at et eller andet skal gøres – så gør de det. Ligegyldigt, hvad bestyrelsen siger.

Forskellige distrikter
Problemet er også at alle beslutninger, der vedrører lærernes lønninger og nye ansættelser stadig ligger helt oppe på de øverste niveauer i regeringens administration.

Fx er det reelt præsidentens kontor, der tager stilling til, hvor mange ansatte der skal være i det offentlige system og dermed, hvor mange lærere et distrikt må ansætte, fortæller Kasper Thorlak.
Endelig er det et stort problem at Zambias distrikter er meget forskellige.

- Nogle distrikter er på næsten 400.000 mennesker – andre distrikter er på 15.000. Og alligevel er bestyrelserne ens, siger Kasper Thorlak og forklarer:

- Så får man det problem at nogle bestyrelser skal administrere 20 skoler, og andre skal administrere 400.