Tanzanias nye præsident har foreløbigt skuffet

Tanzanias præsident Kikwete, der denne uge besøgte Danmark, har ikke levet op til løfterne om en ny stil. Der er brug for et folkeligt pres for at holde kursen i reformpolitikken.

Af Frans Mikael Jansen, generalsekretær, og Lisbeth Jensen, informationsmedarbejder i Tanzania, Mellemfolkeligt Samvirke

05. marts 2007

TANZANIA: Løfter om en ny stil fik for et år siden fire ud af fem tanzanianerne til at sætte deres kryds ved Jakaya Kikwete, som dermed blev Tanzanias præsident.  

Det var en populær mand, der satte sig i præsident-stolen. Han viste åbenhed, svarede på spørgsmål, lyttede til folket og huskede, hvad han havde hørt af klager på valgmøder. Han talte dunder til sine nye ministre og deres embedsmænd foran journalisterne. Journalisterne skulle have svar og informationer, så de kunne hjælpe med landets udvikling.

Det var dengang.

For mange borgere i Tanzania syner skåltalerne nu tomme, og der er brug for et folkeligt pres for at holde regeringen fast på løfterne om forandring.

Detailstyring og censur af ngo’er

Ét af de uindfriede løfter, er tilsagnet om at give regionerne i landet mere magt. Den påbegyndte demokratiske decentralisering med overførsel af ressourcer til distriktsråd bliver konstant undermineret af en præsident og en premierminister, der rejser rundt i landet og afgiver ordrer om alt fra bygning af skoler til priserne på landbrugsvarer.

Vidtstrakt censur er et andet problem, hvilket en af de dygtigste ngo’er i landet, HakiElimu, mærkede i september 2005 før valget. HakiElimu, der kæmper for en bedre undervisningssektor, havde gennemgået regeringens planer og årsrapporter på området, men deres spots på TV og radio blev censureret, og de fik besked på ikke at henvende sig til uddannelsessektoren på nogen niveauer.

HakiElimu fik imidlertid stor støtte af deres netværk i civilsamfundet og pressen, og da Kikwete udpegede den tidligere formand for lærernes fagforening til undervisningsminister, var alle enige om, at nu ville censuren blive hævet. Det tog imidlertid endnu et år før HakiElimu igen fik lov at arbejde med uddannelse og stadig med visse restriktioner.

Streng presselov

Også pressen står for skud. En ny lov lægger op til at stramme adgang til information og bremse ytringsfriheden stik imod grundlovens paragraffer om ret til information og til at videregive information. Journalister skal ifølge loven have en licens og en vis uddannelse for at måtte videregive informationer. Et system, alle frygter, skal bruges til at true journalister og aviser til at tie stille, ligesom manglen på uddannede journalister vil mindske informationsstrømmen. Loven bliver efter planen fremlagt i Parlamentet i april.

Korruption på højt plan

Som mange andre u-lande slås Tanzania med korruption, hvor en lille magtelite bruger de penge, der kunne bekæmpe fattigdommen, til private formål. For eksempel fik firmaet Richmond, som havde tanzanianske ejere, under energikrisen sidste år en stor ordre på at opstille nødgeneratorer, men samtidig blev det sløret, hvordan og af hvem, kontrakten var forhandlet og indgået. Pressen afslørede, at firmaet var meget lille, aldrig havde haft den type opgaver før samt, at prisen var en halv milliard over listeprisen. Efter måneders forsinkelse solgte Richmond kontrakten til et nyt firma, der nu kæmper med at få stumperne til at virke.

Her kunne Kikwete have vist en ny stil ved at fyre energiministeren. Det skete ikke. Og som premierminister Lowassa har påpeget, behøver man ikke længere snakke og skrive om Richmond, for nu er regnen kommet, og Tanzania har strøm nok igen.

Konsekvent dansk pres 

Og hvor står Danmark så i denne sag? I forbindelse med Danmarks store støtte til Tanzanias statsbudget var det aftalt, at Tanzania i foråret 2006 skulle fremlægge en ny anti-korruptionslov i Parlamentet. Denne lov er imidlertid stadig ikke fremlagt, og Danmark tog derfor ved årets slutning konsekvensen og tilbageholdt en del af budgetstøtten. Nu lover den tanzanianske regering, at loven vil blive fremlagt dette forår.

Tanzania står i en situation hvor spørgsmålet om fortsat økonomisk vækst og yderligere demokratisering, bekæmpelse af korruption og bekæmpelse af fattigdom i høj graf afhænger af landets politiske linje. Udviklingen viser imidlertid, at der er brug for betydeligt folkeligt pres og pres fra landets donorer, hvis en reel fattigdomsorienteret strategi skal fastholdes. En karismatisk Kikwete gør det ikke alene.