dansk english Facebook Twitter

Mellemfolkeligt Samvirke kort fortalt

Børn i Nampula, Mozambique, foto: pb

Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde er bundet sammen af en klar vision om en verden i fred med bedre vilkår for de fattige og marginaliserede. En verden, hvor mennesker arbejder sammen for at opnå global retfærdighed.

Sammen med 200 partnerorganisationer i Afrika, Mellemamerika, Asien, Mellemøsten og på Balkan støtter vi verdens fattigste i kampen for et bedre liv. Vore partnere spænder fra store nationale organisationer til små landsbybaserede foreninger, der arbejder med uddannelse, udvikling af lokalsamfundet, miljø, hiv/aids, menneskerettigheder og meget mere.

Hvor andre kommer med medicin, veje eller penge, satser vi på træning, uddannelse, selvorganisering og erfaringsudveksling – på investering i mennesker, fordi mennesket er den vigtigste ressource i udviklingsprocessen. Folkestyret udvikling baseret på støtte til lokale partnere er hjælp til selvhjælp – og grundlaget for at sikre den udvikling, som fattige mennesker selv ønsker.

”Fortaler-virksomhed” både på lokalt og globalt plan giver fattige stemme til at tale deres egen sag, og udviklingsarbejdet i syd får sammenhæng med beslutningerne i nord – med en mere solidarisk u-landspolitik.

Vi støtter bl.a. vore partnere ved at udsende udviklingsarbejdere. Har du lyst til at yde en indsats for verdens fattigste, så hold øje med vores stillingsopslag eller tilmeld dig vores jobmail.

Send til en ven   Print siden  
Historien kort
I 1944 stiftede en gruppe danskere Fredsvenners Hjælpearbejde for at gøre en indsats for freden og fremtiden. I 1946 skiftede organisationen navn til Mellemfolkeligt Samvirke, og i 1974 blev MS omdannet til en åben medlemsforening. I dag har MS over 8000 personlige medlemmer og ca. 65 organisationer som medlemmer.