Alle stemmer er lige meget værd

Menneskerettighedsaktivister på vej for at opfordre marginaliserede grupper til at stemme ved valget, foto: Sara Isman.

Freden kan kun sikres, hvis også de etniske minoriteter og såkaldte lavkaster deltager i valget , siger menneskerettighedsorganisationen HURON. Med støtte fra MS-Nepal vil HURON lære disse grupper, at deres kryds er lige så meget værd som alle andres.

Historisk har magten i Nepal haft hovedstaden Kathmandu som centrum med de såkaldte højkaster som beslutningstagere – de etniske minoriteter og såkaldte lavkaster har ikke haft indflydelse på landets fremtid. Og ude i landsbyerne er folk i følge menneskerettighedsorganisationen HURON slet ikke bevidste om den mulighed for indflydelse, der ligger i at stemme til den grundlovsgivende forsamling til juni.

”Folk har måske hørt om valget i radio og TV, men de føler ikke, at det har noget med dem at gøre, og de ved ikke, at de med deres stemme har indflydelse på deres eget liv. Derfor er det vigtigt at informere dem om deres ret og pligt til at stemme og om, at deres stemme er lige så meget værd som de såkaldte højkasters,” siger Ganesh Regmi fra HURONs afdeling i Nepalgunj i det vestlige Nepal.

”Hvis freden skal sikres, er det vigtigt, at civilsamfundet er en del af et frit og retfærdigt valg, hvor alle deltager – ellers er der stor risiko for, at konflikten blusser op igen, fordi mange føler, at de igen ikke har haft noget at skulle have sagt,” siger han.

HURON arbejder i Banke-distriktets 48 kommuner. Lokale menneskerettighedsaktivister informerer folk om de basale menneskerettigheder, og op til valget arrangerer aktivisterne sammen med en advokat møder og debatter i alle kommuner for at informere om valget, hvad det vil sige at stemme, hvordan det foregår, og hvor vigtigt det er at afgive sin stemme.

”Vi vil uddanne folk til at tro på, at de kan være med til at forandre Nepal og deres eget liv – at det er en stor mulighed for dem. Mange i landsbyerne er vant til at blive regnet for ingenting. Vi vil lære dem, at deres stemme er vigtig og kan gøre en forskel,” fortæller Ganesh Regmi.

HURON overvåger også krænkelser af menneskerettighederne gennem deres netværk af lokale aktivister. De rapporterer til distriktskontoret i Nepalgunj, som så tager affære. Selv om fredsaftalen er underskrevet, og maoisterne har nedlagt våbnene, er der stadig en skygge af frygt ude i landsbyerne og eksempler på trusler.

”Vi skal overvåge situationen. Maoisterne lægger stadig pres på folk, og det skal vi undgå op til valget. For at sikre landets fremtid er det vigtigt, at det bliver et frit valg,” slutter Ganesh Regmi.

Radiobølger og workshops om demokrati

Med støtte fra MS-Nepal kæmper et lille mediecenter 500 km vest for Kathmandu mod tiden for at nå at informere så mange som muligt før valget til den grundlovsgivende forsamling i juni.

Historieskriverne i Nepal har haft travlt, og til juni skal nepaleserne for første gang vælge repræsentanter til en grundlovsgivende forsamling. Men nogle mener, at det er for hurtigt at gå fra enevældigt kongedømme til repræsentativt demokrati på kun ét år – at folk ikke kan følge med. En undersøgelse fra januar i 21 distrikter viser, at de måske har ret. Den konkluderer, at en tredjedel ikke har hørt om valget, og at kun hver fjerde af de resterende forstår, hvad det handler om.

Med andre ord ved mere end 80 pct. ikke, hvad de skal stemme om fire måneder før valget. Derfor har civilsamfundet, de politiske partier og de internationale organisationer overalt i landet travlt med at oplyse folk om grundlov, repræsentativt valgsystem og demokratiske rettigheder.

En af dem er MS-Nepals samarbejdspartner RMRC – et regionalt mediecenter i byen Nepalgunj, som er søsterorganisation til det nationale Nepal Press Institute, der kæmper for pressefrihed og pluralisme. RMRC tilbyder kurser i journalistik og driver en radiostation med 400.000 potentielle lyttere med støtte fra MS-Nepal. RMRC betragter radiobølgerne som en af de bedste måder at nå ud til folk – især på landet.

”Her har folk ikke råd til en avis, der koster to rupees (20 ører) – prisen på et helt kilo grøntsager. Men har du først købt en radio, har du adgang til gratis information,” fortæller programkoordinator Pitamber Kattel.

I øjeblikket sender radioen et ugentligt debatprogram om valget. Det er doneret af en NGO i Kathmandu, og gæsterne i studiet er ledende politikere og eksperter, som journalisterne herude langt fra hovedstaden ikke har samme mulighed for at få i studiet. Men mediecentret tilrettelægger også sin egen lokale programserie med udgangspunkt i de spørgsmål, som den almindelige nepaleser går rundt med: Hvad er en grundlov? Hvem kan man stemme på? Og hvorfor skal vi stemme?

Pitamber Kattel var sidste år med til arrangere oplysningsdage om valget i nærliggende landsbyer.

”Nogle gange spurgte folk om ting, der ikke umiddelbart har noget med valget at gøre – om hjælp til deres syge barn eller om kompensation for marker, der var blevet ødelagt af maoisterne. Det er noget af en udfordring at forklare dem, at en grundlov ikke hjælper dem med deres problemer her og nu, men at den måske kan være med til at sørge for, at deres børn og børnebørn ikke kommer til at sidde i den samme ulykkelige situation,” fortæller han.

Mediecentret bruger også andet end radiobølger til at nå borgerne. En ny ide går ud på at give ledende personer i lokalsamfundene den nødvendige viden i håbet om, at de vil give det videre til andre. Derfor afholder RMRC fem dybdegående workshops, hvor folk på tre dage både lærer teoretisk om grundloven og om erfaringerne fra lande, der har gennemgået en lignende proces – f.eks. Sydafrika.

”Vi inviterer lokale politiske ledere, journalister og repræsentanter for marginaliserede grupper. Desuden tilbyder vi lokale journalister et kursus i, hvordan man dækker så stor en historisk begivenhed. Det er vigtigt, at borgerne har adgang til klar, præcis og upartisk reportage fra medierne,” fortæller han.

RMRC vil afholde journalistkurser i tre særligt underudviklede dele af regionen, hvor adgangen til information er meget begrænset. ”Vi har ikke meget tid, men vi tror, at vi kan være med til at hjælpe en lang række mennesker til at forstå valgets betydning bedre, før de skal beslutte sig for deres kandidat i juni,” slutter Pitamber Kattel.

Fattige forældre smed godsejerne ud af skolebestyrelsen

Fattige forældre i landsbyen Mudfatuwa fik smidt godsejerne ud af skolebestyrelsen, foto: Malene Lærke.

Tidligere sad godsejerne i skolebestyrelsen og bestemte over de fattiges børn skolegang. Men efter støtte fra MS-Nepals partnerorganisation SSDC er det i dag forældrene, der sidder i skolebestyrelsen.

Nye tidssvarende love har svært ved at slå igennem på lokalt niveau i Nepal, hvor byens spidser ofte bestemmer uden at være demokratisk valgt. Sådan var det også i landsbyen Mudfatuwa i Kabilvastu-distriktet i det vestlige Nepal. Godsejerne og andre spidser sad i skolebestyrelsen og bestemte, mens deres egne børn gik i andre skoler langt væk.

Skolen fungerede dårligt, og forældrene prioriterede ikke at sende deres børn i skole, når de kunne arbejde for godsejerne og tjene penge til familien. Den lokale skole var ikke en del af deres verden. ”Godsejerne havde kun for øje, at hvis børnene fik en god skolegang, ville de ikke arbejde i marken. Derfor var de ikke interesserede i at give de fattiges børn de samme muligheder som andre,” fortæller Duryodhan Pasi fra foreningen af forældre og lærere.

“Skolens leder gjorde, hvad han ville. Der var altid konflikter, og ingen tænkte på at gøre skolen bedre. Borgmesteren var formand for skolebestyrelsen – og vi troede på det system. Vi var vant til, at byens spidser havde ret til at bestemme,” siger skolelærer Umesh Prasad Shukla.

I følge loven er det kun forældre med børn i skolen, der har ret til at sidde i bestyrelsen, men det vidste landsbyens beboere ikke, før udviklingsorganisationen SSDC med støtte fra MS-Nepal afholdt møder og underviste beboerne om deres rettigheder. Herefter gik det nemt med at oprette en ny skolebestyrelse uden om godsejerne – for de kunne med rette hævde, at den gamle bestyrelse var ugyldig, fordi godsejernes børn ikke gik på skolen.

Beboerne erkendte, at de var nødt til at stå sammen for at ændre deres tilværelse og holdt først et stormøde, hvor de aflagde en ed, som forpligtede dem til at holde sammen. “Vi havde lært, at de rige ikke har autoritet til at bestemme over vores børn – og det var tid for, at vi trådte i karakter og gjorde lov til handling,” fortæller skolelærer Faisalry Rehman.

I dag er landsbyen forandret. Alle i skolebestyrelsen kommer fra etniske grupper og såkaldte lavkaster. Den nye bestyrelse arbejder nu på at forandre skolen. De har startet en kampagne, hvor lærere og elever gik fra dør til dør for at få flere forældre til at sende deres døtre i skole. ”Der var 52 piger i optoget. Vi forklarede, at drenge og piger er lige, og at piger er en del af det fundament, vi skal bygge vores land på. Det har været med til at ændre traditionen med, at kun drenge går i skole,” siger Duryodhan Pasi.

Forandringen kan ses af de tørre tal. Tidligere havde skolen 400 elever, hvoraf 52 var piger. I dag har skolen 1100 elever, hvoraf 300 er piger. Det er et skridt på vejen, men stadig ikke nok, erkender den nye bestyrelse. I dag arbejder en godsejer som opsynsmand på skolen, men de andre godsejere har ikke været glade for forandringen.

”De har ikke talt til os siden, og når vi møder dem på vejen, ignorerer de os fuldstændigt,” fortæller Chandrika Pasi, der er formand for foreningen af forældre og lærere.

Skolen i Mudfatuwa, foto: Malene Lærke.