Masai-landsbyer får papir på jorden

Foto: Thorkil Green Nielsen.

Med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke hjælper organisationen CORDS masaier i Tanzania med at hævde retten til deres jord.

Nasielen og Kitimanga sidder tålmodigt og venter på CORDS kontor i Arusha. Deres landsby Laalala har sendt dem ind for at få beviser for de planer om landsbyens jord, som landsbyens ledere nægter eksisterer.

”Vi håber, de får dårlig samvittighed, når vi kommer hjem med kortet og referatet fra det møde, hvor det blev aftalt, hvordan jorden skal bruges. Vi bliver hele tiden snydt, fordi vi er dårligere uddannet og ofte ikke har gået i skole. Lederne gemmer referater og andre oplysninger, så vi ikke kan bevise noget,” siger Nasielen og Kitimanga hovedrystende.

Nasielen og Kitimanga får støtte fra CORDS, foto: Thorkil Green Nielsen.

Opmåling af jord

De er glade for, at organisationen CORDS – Community Research & Development Services – eksisterer og gemmer kopier af den slags aftaler. CORDS arbejder med støtte fra MS-Tanzania bl.a. med jordrettigheder i Kiteto-distriktet.

Tanzania har en udmærke lovgivning om jordrettigheder, men den bliver ikke efterlevet i praksis, og domstolene er ikke begyndt at dømme efter den. Distriktsmyndighederne har ikke udstyr og mandskab til at opmåle jorden eller uddanne landsbyerne til at have den øverste myndighed over jorden. Den rolle prøver CORDS at udfylde i Kiteto-distriktet.

Foreløbig har otte landsbyer fået skøde på deres kollektive jord. Landsbyrådet, som består af alle voksne, beslutter herefter, hvordan jorden skal fordeles til græsning, dyrkning, boliger, skov, vandområder mm. Staten ejer jorden, men har overdraget administrationen af den til landsbyen, som kan udstede beviser på brugsret både til enkeltindivider og grupper. De fleste jordkonflikter handler om lokale ledere, der går uden om landsbyfællesskabet.

De store økonomiske interesser

Til at klare mindre konflikter inden for landsbyen er der nedsat lokale jordkommissioner, der er blevet uddannet i lovgivningen. De kan faktisk bilægge de fleste stridigheder, f.eks. grænsedragning mellem arealer til græsning og landbrug eller definition af hævdvunden ret til et stykke jord. Men jordkommissionerne kan ikke tackle de store økonomiske interesser.

Store majsfarmere er i flere tilfælde kommet udefra til Kiteto, hvor de har bestukket sig til jord, som var udlagt til græsning for masaiernes kvæg.

Det er svært at løse denne slags konflikter, når folkevalgte masai-ledere tager imod bestikkelse i stedet for at varetage beboernes interesser. Samtidig har loven en stor svaghed, hvad angår befolkningens retssikkerhed: som administrator af al jord har landets præsident store beføjelser til at tilsidesætte landsbyens beslutninger ”i national interesse” – f.eks. hvis en stor kommerciel majsfarm eller turistfaciliteter skønnes vigtige for udviklingen. Landsbyens beboere skal i følge loven så have kompensation, men det kan kræve flere års kamp.

Fastboende

CORDS håber, at jordrettighedsprojektet vil gøre masaierne mere bofaste. Hvis de har vand og græs til kvæget, vil de ikke vandre så langt, og så kan børnene komme i skole, og kvinderne kan forbedre kosten og skabe sig en indtægt ved at dyrke jorden. Derfor tilbyder CORDS også landbrugsrådgivning om kvæg, sygdomme, vanding og afsætning af biprodukter som huder og mælk.

Desuden har CORDS et kvindeprogram, hvor kvinderne opfordres til at have en mening og tage del i familiens udvikling. De undervises i ledelse og rettigheder – og om sundhed, ernæring og landbrug.

”Vi er nu nået så langt, at mændene erkender, at kvinder kan få et hjem til at fungere uden en mand, men at mænd ikke kan få et hjem til at fungere uden en kvinde,” griner Martha Ntoipo og Paulina Kiria, der leder kvindeprogrammet.

Da masaikvinderne gjorde oprør

Kvinderne forsamlet til et møde sammen med mændene foto: Thorkil Green Nielsen.

600 masaikvinder marcherede til Dodoma for selv at løse problemer med jord og bestikkelse.

For et år siden tabte masaikvinderne i fire landsbyer tålmodigheden med deres ledere og gjorde oprør – noget ganske uhørt for masaikvinder.

”I er ikke mere mænd, I varetager ikke vort folks interesser, nu tager vi over,” rejste de sig og sagde på et møde.

Store majsfarmere udefra havde fået tildelt jord, som landsbyerne havde udlagt til græsning. Farmerne havde bestukket alle landsbyledere og videre op til distriktskommissæren.

Da de 600 kvinder ikke kunne få ordentlig besked hos distriktsledelsen, marcherede de i samlet flok til regeringen i Tanzanias hovedstad Dodoma. Her fik de foretræde for både parlamentarikere, ministre og premierministeren, som selv er masai.

Han lovede at nedsætte en kommission til at se på sagen, og at politiet ville beskytte dem mod repressalier. Der skete ikke kvinderne noget, men til gengæld blev der fremsat trusler mod medlemmer af CORDS, der havde undervist masaierne om deres rettigheder:

”De gik personligt efter mig og andre ansatte. Vi turde ikke gå ud, vi frygtede for vores liv,” fortæller CORDS’ koordinator Elard Mawala.

Resultatet af kommissionens arbejde blev aldrig offentliggjort, men det har haft sin effekt, for i efteråret begyndte der at ske ændringer: distriktskommissæren blev skiftet ud, og farmerne blev bedt om at forlade stedet.

”Jeg vil dog se regntiden an, før jeg tør tro på, at de ikke kommer tilbage for at dyrke jorden,” siger Mawala.

Også små fattigbønder flytter til masaisletten for at dyrke majs. Ofte rydder de bare et stykke jord og går i gang uden at tale med landsbylederne, så der opstår nye bosættelser udenom områdets traditionelle strukturer. Konflikten om jord går således både mellem små og store landbrug og mellem kvæghyrder og agerbrugere.

Kvinderne er en vigtig brik i at få løst disse konflikter. Mødre fra begge grupper ønsker skolegang til børnene, vand, bedre kost og sundhedsfaciliteter. Og kvinderne er ifølge loven repræsenteret i jordkommissionerne og har stemmeret til landsbyrådene. Med den rette uddannelse kan de komme langt.