Honduras: Folkelige budgetter

Der var stor opbakning til alle borgermøder – en del blev nødt til at følge debatten fra gaden. Foto: Mariela Zegarra.

Borgmesteren i Opalaca kommune i det vestlige Honduras var ikke meget for at tage borgerne med på råd. Men det blev der lavet om på med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke.

Der blæser en ny vind i Opalaca i denne tid. Den sædvanlige vestenvind, som pisker irriterende støv i øjnene og ind i de små huse langs den grusbelagte vej, er ikke længere den eneste i byen. De 5.000 indbyggere her i den vestlige del af den mellemamerikanske stat Honduras har nemlig med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke skabt en ny forandringens vind, som blæser gennem byen og lige ind på borgmesterens kontor og flytter rundt på hans papirer og prioriteter. Vinden har et navn, som på dansk kan oversættes til ”folkelige budgetter”.

”Folkelige budgetter betyder, at vi som borgere tages med på råd om, hvad kommunens penge skal bruges til. Det er første gang, at en honduransk borgmester går med til den slags, og det er vi stolte af. Nogle få andre kommuner har tradition for, at borgmesteren informerer om, hvad der skal bruges penge på – men der findes ikke andre eksempler på, at vi som borgere reelt kan sige ja eller nej til et budget,” siger Carlos Lorenzo. Han har helt fra begyndelsen deltaget i arbejdet med de folkelige budgetter. Helt fra dengang det ikke handlede om budgetter og tal, men blot om at blive hørt.

Alle aldersgrupper var med til at finde frem til, hvad pengene skulle gå til. Her fra venstre Carlos López (23), Gerardo Gómez (62) og Juan Fabián López (74). Foto: Christian Korsgaard.

Ønskeliste fra kommunens borgere

”I begyndelsen handlede det om at give borgerne mulighed for at være med til at bestemme, hvad der er vigtigt i kommunen. Vi har tidligere forgæves prøvet at få byens borgmestre i tale, men sidste år lykkedes det så. Pludselig var der hul igennem, og borgmesteren gik med til at gennemføre et forløb, hvor 36 borgergrupper fra Opalaca og landsbyerne i oplandet rundt om skulle finde frem til de to vigtigste opgaver for kommunen”, forklarer Carlos Lorenzo.

Baggrunden for at lave denne ønskeliste var udsigten til at få en økonomisk saltvandsindsprøjtning som led i den eftergivelse af Honduras gæld, som er blevet aftalt med Verdensbanken og IMF. Honduras får skrællet toppen af sin enorme udlandsgæld på 5,3 mia. dollars – så landet fremover ”kun” skylder 2,5 mia. – mod at staten til gengæld skal investere de penge, som skulle være gået til afbetalinger, i projekter for at nedbringe fattigdommen.

Og her er det så, at Carlos Lorenzo og de øvrige indbyggere i Opalaca kommer ind – og hvor Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisation ADROH kommer ind.

”I ADROH – Organisationen til Udvikling af Honduras – fik vi i begyndelsen af 2006 en udviklingsarbejder gennem Mellemfolkeligt Samvirke. Hun skulle egentlig have arbejdet med noget lidt andet, men pludselig var muligheden der, og så greb vi den. Vi havde en udviklingsarbejder med den nødvendige viden, borgmesteren var åben for ideen, finansieringen så realistisk ud – og frem for alt var borgerne tændte på muligheden. Så det var bare at kaste sig ud i det,” husker ADROHs generalsekretær Maria Paulina Bejarano.

Fortalervirksomhed på den fede måde

Første skridt var en skriftlig aftale med borgmesteren. Den var han ikke for meget for i begyndelsen, men ADROH fik en progressiv kommunalsekretær med på ideen og skabte dermed en uofficiel kanal ind til borgmesterkontoret. Samtidig blev der afholdt flere borgermøder tæt på kontoret, og efter at have tænkt over sagerne syntes borgmesteren pludselig, at det nok alligevel var en god idé. Der var ikke noget med at presse ham op i et hjørne med ufravigelige krav, blot lidt folkeligt pres, god tid og en allieret på borgmesterkontoret – fortalervirksomhed når det er bedst.

Da aftalen var indgået, blev en række tovholdere trænet i at interviewe folk om deres behov, og så var det ellers bare ud i marken med notesblokken. Resultatet var en lang liste over borgernes behov, som deltagerne selv skulle prioritere, så hver af de 36 borgergrupper fremsatte ét behov. De mange andre blev lagt i en skuffe til senere brug.

Alle husker det store borgermøde som et vanskeligt punkt på vejen. Ikke lige så vanskeligt som at overbevise borgmesteren om at være med, husker Maria Paulina Bejarano, men alligevel temmelig svært. For hvordan ville de som mente, at broer var det vigtigste, reagere, hvis vand eller skolekøkkener blev valgt?

Fuldt hus til et borgermøde, foto: Mariela Zegarra.

Venter på svar fra staten

Men frygten viste sig at være ubegrundet. Borgmesteren fremlagde tallene, og så kunne folk godt se, at der var grænser for, hvad man kunne lave. Man blev derfor hurtigt enige om at prioritere veje og forbedret kaffeproduktion. Man ville ganske enkelt producere sig ud af fattigdommen, og uden bedre veje kunne man ikke kunne få den nye, gode kaffe ud på markedet.

I hver landsby blev man herefter enige om, hvor meget af den fællesejede jord man ville afsætte til den forbedrede kaffeproduktion, og inden længe lå der en plan klar på borgmesterens bord med borgernes ønsker om udvikling i Opalaca i de næste mange år. Herfra blev den godkendt og sendt videre til det kontor, som tager stilling til de forskellige kommuners brug af de frigivne afdrag på gælden. Og der ligger den så nu. I Opalaca venter de spændt på svar.

”Jeg ved, at pengene nu er overført til den centrale statslige konto, hvorfra de sendes videre til kommunerne, så vi regner med, at de kommer her i starten af 2007. Og så kan vi endelig komme i gang,” siger Carlos Lorenzo med glæde i stemmen. Hele processen har dog kun varet i knapt et år, men for den der venter på svar, virker tiden lang.

Folkelige budgetter og eksportmuligheder

Historien om den folkelige deltagelse i Opalaca stopper imidlertid ikke her. Borgerne fik nemlig blod på tanden og lyst til at se nærmere på borgmesterens budgetter. Og så er vi fremme ved Carlos Lorenzos ”folkelige budgetter”.

”Vi fik lyst til at fortsætte, og så gik han med til at fremlægge budgetterne for os. Bagefter gik vi ud og tjekkede, om de ting, der stod i budgettet, rent faktisk var rigtige. Flere steder oplevede vi, at de budgetterede projekter godt nok var blevet sat i gang, men aldrig afsluttet. Når budgettet var brugt, havde de registreret projektet som ”afsluttet”, men reelt stod vi med en række ufærdige projekter. Og så var det, at vi som borgere kom med ideer til at rykke rundt på posterne, så der blev frigjort penge til f.eks. at afslutte nogle næsten færdige brobyggerier,” forklarer Carlos Lorenzo.

Selv borgmesteren kunne se det positive i at praktisere et reelt demokrati og lade borgerne bidrage med ideer, og uden for kommunen begyndte der også at vise sig en vis interesse.

MS-Mellemamerikas programmedarbejder Carlos Ruíz: ”Erfaringerne fra Opalaca kan få andre til at se folkelig deltagelse som et redskab og ikke en forhindring.” Foto: Christian Korsgaard.

”Flere kommuner har interesseret sig for projektet. Jeg tror, det er utrolig vigtigt for os og demokratiet, at vi i dag har et positivt eksempel på folkelig deltagelse og folkelige budgetter at kunne vise frem. Det gør det lettere at få andre borgmestre og borgergrupper til at afprøve metoden. Allerede i år udvider vi programmet til fire nye kommuner,” forklarer Maria Paulina Bejarano, som glæder sig til at lade forandringens vind blæse i nye retninger.

Den er nemlig ikke sådan til at stoppe, når den først har fat. Det ved borgmesteren i Opalaca alt om i dag. Og han kan i dag efter sigende godt lide den nye vind.