Cashew-fabrik åbnet med MS-støtte i Tanzania
|
|
Cashew-fabrikken har 100 ansatte, flest kvinder.
|
07. maj 2007
Til lyden af trommer, sang og dans blev Michael Lund Cashew Processing Centre, der forarbejder cashewnødder, lørdag 5. maj officielt åbnet i Tanzania. Ceremonien blev ledet af landets premierminister, Edward Lowassa.
De 690 medlemmer af UVUKI, som er en sammenslutning af kooperativer, ejer fabrikken, som giver dem mulighed for at tjene flere penge på at forarbejde og sælge deres cashewnødder. Det er første cashew-fabrik i Tanzania, der ejes af de bønder, der leverer råvarer til den. UVUKI er af Mellemfolkeligt Samvirkes samarbejdspartnere.
Premierministeren ønskede bønderne tillykke med fabrikken, som giver dem adgang til betydeligt højere indtægter, end de tidligere har fået ved at sælge rå cashewnødder til forskellige opkøbere. Direktøren for UVUKI, Moshi Mnaki, forklarede, at fabrikken vil beskytte medlemmerne mod det kaotiske marked for rå cashewnødder. Den har også skabt arbejde til 100 personer, fortrinsvist kvinder, i et område med meget høj arbejdsløshed.
Moshi Mnaki kritiserede det nationale el-selskab, TANESCO, for dårligt samarbejde. Det er endnu ikke lykkedes cashew-fabrikken at blive koblet til el-nettet, selv om ledningerne passerer tæt forbi. Premierminister Lowassa lovede at undersøge problemet.
|
|
Premiereminister Lowassa afslører en bronzeplade til minde om indvielsen.
|
Mellemfolkeligt Samvirke har støttet UVUKI med penge, træning og en udviklingsarbejder, Mogens Krog, som har hjulpet med at udvikle kooperativ-sammenslutningen og fabrikken. Han fungerer nu som markedsrådgiver.
"Vores næste mål er af få cashewnødderne godkendt som Fair Trade-produkt", siger Mogens Krog.
Michael Lund Cashew Processing Centre ligger 60 km. vest for Tanzanias største by, Dar es Salaam, og er opkaldt efter en dansk udviklingsarbejder, som blev dræbt ved en trafikulykke i 2004.



