Rute 111
Genbrug er godt for miljøet – eller? Når en bus har kørt elleve gange rundt om jorden, bør den skrottes. Men ikke i Nicaragua.
|
08. august 2002
Det hele går meget hurtigt. På kortere tid end det tager en dansk buschauffør at kontrollere et buskort, tilbagelægger den store bus de 100 meter fra svinget og hen til stoppestedet. To unge billettører hænger ud af dørene, mens de skriger “Huembes… Huembes… Huembes… Huembes!” – linie 111’s endestation i Managua, hovedstaden i det mellemamerikanske land Nicaragua.
Nogle få passagerer kaster sig ud i trafikken. Bussen stopper aldrig helt, så folk må springe af og på i farten. Billettøren hjælper en ung pige ombord med et fast greb om hendes balder. Han får straks et blik.
Bussen gasser op og forsvinder i en sky af sort dieselos, der som et visitkort hænger tilbage og beviser, at linie 111 har været her. Enkelte fodgængere vifter sig om næsen for at lette osen, men de fleste lader som ingenting. Sådan er det jo, hvad kan man gøre?
11 gange jorden rundt
400.000 km svarer til at køre jorden rundt 11 gange. Når en bus har klaret den bedrift bør den skrottes, mener man i USA. I Nicaragua har man en anden opfattelse. Her kan 20 år gamle busser sagtens trille videre. Der er ikke råd til nye. Man overtager glad og gerne en aflagt bus fra USA til en favorabel pris af 20.000 kr. i stedet for 500.000 kr., som det gule dieselmonster koster som ny.
Det lyder som en god idé. Det fattige Nicaragua får bussen billigt, mens det rige USA bliver fri for at skrotte den. Billetprisen kan holdes nede. Alle er glade. Måske lige med undtagelse af miljøfolkene. Gennem dieselosen kan de skimte et ret stort problem, ikke bare for Nicaragua, men også for USA og Europa.
100 cigaretter om dagen
“Forureningen er stor i Managua, og det giver problemer med luftveje, hals og øjne. På længere sigt påvirker den konstante kontakt med de skadelige stoffer i diesel og benzin også nervesystemet og fører til hjerneskader,” siger miljøeksperten Kamilo Lara.
Problemet er størst for de børn som arbejder i storbyens lyskryds. Her sælger de vand, slik eller pudser forruder på biler, der holder for rødt.
“Børnene tilbringer ofte 14 timer om dagen i dieselosen. Det kan sammenlignes med at ryge en fem-seks pakker cigaretter om dagen. På længere sigt er kræft næsten uundgåeligt,” siger Kamilo.
Syreregn i jorden
Forureningen påvirker ikke kun folk i trafikken. Kamilo forklarer: “Når det regner omdannes den svovlholdige luft til syreregn, som brænder træernes blade af og bindes i jorden. Marker og skove tager også skade.”
Han mener, at rige lande i Nord ikke har tænkt sig nok om, når de eksporterer brugte busser og biler til fattige lande i Syd: “Man skal se tingene i helheder. De rige lande vil så gerne beskytte vores skove og købe kvoter af ren luft og CO2, men de gamle busser og biler ødelægger skovene. I vil have ren luft, men jeres gamle busser forurener den,” siger han.
|
Verdens losseplads
Roger Blandón ejer fire stærkt forurenende busser i Managua: “Vi køber de billigste busser, billig olie og reparerer kun det mest nødvendige, fordi konkurrencen er stor og passagererne ikke har råd til billetten. Vi ved, at busserne forurener, men hvis vi skal gøre noget ved det, så koster det. Og alt hvad der koster er uinteressant for os. I Nicaragua er vi så vant til katastrofer, krige og ulykker, at vi ikke ser ret langt frem. Vi tager livet i etaper”.
Selvom Roger tænker meget på sin pengepung ved han, at situationen er alvorlig. Nicaragua er ved at blive endestation og losseplads for det, resten af verden ikke kan bruge.
“Hvis du har penge til at give et fattigt barn et par nye sko, hvorfor skal det så kun have et par gamle?” spørger han frustreret.
Luftforurening i Nicaragua er et nyere problem. Da borgerkrigen stoppede for 12 år siden begyndte folk at importere brugte biler og busser fra bl.a. USA. Siden er antallet tredoblet fra 75.000 motorkøretøjer til 270.000. Tre ud af fire biler kører i hovedstaden Managua, og over halvdelen af alle biler er i meget dårlig stand. Mange busser er ganske enkelt ligkister på hjul. De ældste kan man ikke længere få reservedele til, så de holdes sammen med ståltråd og snore.
Faktabox: Linie sex
Latinamerikanere er kendt for sensuelle hoftevrid på dansegulvet. Men de mandlige hofter vrides også tit i tætpakkede busser, når en ung pige klemmer sig forbi. Få kvinder finder det særlig spændende at få en fremmed mands underliv presset hårdt mod numsen, men det er svært at stoppe. Mange latinamerikanske mænd opfører sig macho-agtige som om, at de ejer kvinderne. Det kaldes også machismo.
Voxpop
Holmann Medrano, billettør, 19 år:
“Jeg har arbejdet som billettør her i den samme bus siden jeg var 11 år. Vi kan klare fire ture på en dag og jeg får 15 córdobas (cirka 9 kr.) for hver tur. Det bedste ved jobbet er kontakten til andre mennesker. En gang imellem tager jeg pigerne om livet når de skal op i bussen. Nogle kan lide det, andre kan ikke.”
José Miguel Marín, buschauffør, 22 år:
“I dag er min første dag som chauffør, men jeg har arbejdet fire år som billettør. Det var ikke så svært at få kørekortet, selvom jeg aldrig har haft til almindelig bil, for jeg fik det sort. Normalt koster det 700 córdobas (cirka 420 kr.), men jeg betalte det dobbelte for at undgå at gå til prøve. Nu fik jeg kortet på en dag og så må vi se hvordan det kommer til at gå mig i trafikken.”
Miguel Angel Blanco, billettør, 21 år:
“Udover lønnen får jeg også frokost. Vi spiser ris, bønner, æg og kød. Det er godt nok, det er det vi er vant til. Det værste ved jobbet er faren for at blive kørt over når vi skal krydse gaden for at stemple tidskortet. Osen fra busserne generer mig ikke. Passagererne klager heller ikke. Bussen reparerer vi når det er nødvendigt, men ellers er det mest småting hen ad vejen.”
Oswaldo González, billettør, 16 år:
“Jeg har arbejdet her i tre måneder og kan godt lide det. Jeg bor sammen med min bror, som tjener 700 córdobas (cirka 420 kr.) om ugen som håndværker. Jeg arbejder fra klokken seks om morgenen til klokken 22, og så går jeg direkte i seng, så jeg er frisk til dagen efter. Jeg ved ikke hvor længe jeg vil arbejde her, men jeg håber, at jeg måske om fem år kan blive chauffør.”