Dogmeregler for G8!
Det var Lars Von Trier og dogmereglerne, der tømte gaderne i 90’erne og sendte i tusindvis af mennesker i biograferne. Mellemfolkeligt Samvirke har lavet sine egne dogmeregler i bestræbelserne på at tegne et alternativt billede af demonstrationerne under G8.
04. juni 2007Mellemfolkeligt Samvirke opfatter G8-topmødet i Rostock som en chance for, at civilsamfundet kan vise en ny måde at tilkendegive sine holdninger og organisere sin modstand på. Vi har således valgt at forfølge tre dogmeregler i vores aktivisme 1) det skal være sjovt og humoristisk, 2) det skal være folkeligt og let forståeligt og 3) det skal være fredeligt.
"Jeg har valgt at rejse med Mellemfolkeligt Samvirke til G8-topmødet i Tyskland for at gøre en forskel. Jeg vil gerne vise, at en anden verden er mulig og kan skabes med alternative redskaber. Vores humoristiske kampagne har været en god måde at komme i dialog med folk på og formidle et positivt budskab," udtaler Lykke Feld Andersen, der aktivist for Mellemfolkeligt Samvirke.
Tyskere kalder os "toll-gemacht"
En anden aktivist fra Mellemfolkeligt Samvirke, Katrine Schmidt, supplerer sin veninde fra skonnerten Opal, som er hovedkvarter for de mange events og aktiviteter, som Mellemfolkeligt Samvirkes har planlagt i løbet af ugen: "Det har været fedt at blive mødt med smil og thumbs up, når vi har været på gaden i Rostock. Mange lokale nordtyskere har råbt "toll gemacht" efter os, som en positiv reaktion på vores alternative kampagne. Det har samtidig gjort de øvrige demonstranter lidt misundelige på os som dem, der er sjovest, bedst udklædte og mest gennemførte. Det er super cool at være rollemodeller og vise de andre, at der er flere måder at demonstrere på", lyder det fra Katrine Schmidt.
Mellemfolkeligt Samvirke vil de kommende dage fortsætte forsøget på at bryde lydmuren og komme igennem med et positivt budskab under demonstrationerne, som forventes at kulminere på onsdag med sammenstød mellem politi og autonome. Hvor mange vil forsøge at forhindre de officielle regeringsrepræsentanter i at nå frem til mødelokaler og diskutere de mange brudte løfter, som vil præge den politiske dagsorden.
G8 er rent genbrug
"De kommende dages diskussioner mellem regeringslederne bliver en tur i genbrugsbutikken, hvor de skal diskutere, hvorledes de gamle slidte løfter fra møderne i Gleneagles og Sankt Petersborg endelig kan indfries. Der hviler således et kæmpe ansvar på Merkels skuldre, hvis hun skal sikre en løsning på de globale udfordringer, som desværre plejer at ende nederst i skrivebordsskuffen," udtaler Nils Brøgger Jakobsen, næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke.
På samme måde som demonstranterne skal efterleve deres dogmeregler, kunne man foreslå, at de otte regeringsledere i G8 formulerede deres egne regler, som skulle omhandle 1) at man forpligter sig på at indfri sine løfter, 2) at man inkluderer verdens fattigste og 3) at man tager de globale udfordringer seriøst.
For uddybning og alternative historier om livet og oplevelserne som fredelig aktivist i under G8 topmødet i Rostock kontakt:
Mellemfolkeligt Samvirkes næstformand Nils Brøgger Jacobsen: 6110 0304
Mellemfolkeligt Samvirkes pressemedarbejder Jens Jonatan Steen: 2944 6023 / jjs@ms.dk



