Mødre med macheter

Stilheden omslutter køkkenet på kaffeplantagen i Nicaragua. Marina skyller moppen op i håndvasken og fortsætter med at vaske det flisebelagte gulv, sådan som hun har gjort det det meste af sit liv. I otte måneder har hun ikke fået løn og næsten heller ikke spist. Haciendaen La Conchona er forladt.

Tekst: Peter Lowe

24. oktober 2001

Der er ikke længere nogen hær af travle arbejdere i det tætte tæppe af kaffebuske, som dækker de grønne sider af dalen her i de tågede bjerge i det nordlige Nicaragua. Der er heller ingen penge til at betale Marina eller de 140 andre arbejdere. Heller ingen mad, og næsten ingen mennesker. Kun denne spøgelsesagtige stilhed og en stille trippen fra haciendaens to magre hunde, Kili og Suissa, som følger Marina mens hun vasker gulvet:

”Hundene er sultne. De tilhører haciendaens ejer, men det er flere måneder siden vi sidst har set ham, så hundene har ikke noget at spise. De dør sikkert af sult”, siger hun.

Marina overlever selv på kogte madbananer. Har hun lidt salt, kommer det ned i gryden. Som tusinder af andre kaffearbejdere i Nicaragua lever hun nu med sulten og arbejdsløsheden. Øget international konkurrence og et fald i blandt andet det europæiske kaffeforbrug, sendte tidligere på året den nicaraguanske kaffesektor ud i en større krise. De hårdest ramte er de kvindelige kaffearbejdere. Specielt de enlige mødre, som allerede inden krisen havde svært ved at kombinere det hårde, fysiske arbejde med macheten i marken, med det at skulle klare en familie på egen hånd. Det har Marina Pastrana gjort i mange år.

Et liv i køkkenet

Marina blev født i en kaffearbejderhytte på en farm i Jinotega. Hun kom til La Conchona med sin mor da hun var 13 år gammel, og siden har hun arbejdet dels her, dels på nærliggemde gårde. Tidligere sled hun i det med macheten i markerne, men de sidste 24 år har hun haft haciendaens køkken som sin faste arbejdsplads.

”Det er et hårdt arbejde, for der er mange arbejdere at bespise. I høsten serverer vi mad for 140 mennesker tre gange dagligt. Vi er kun to kokke her på stedet, og vi skal selv lave det hele”, forklarer hun.

Marina er 46 år gammel og arbejder fra klokken 2 om morgenen til 7 om aftenen, hver dag året rundt, også juleaften. Hver dag laver hun og haciendaens anden kok 420 tortillas (majspandekager), ris, stegte bønner og kaffe. ”Men nu har vi ikke noget mad. Ingen arbejder længere her på gården”, siger hun.

Jeg fisker en krøllet Lipton tepose frem fra bunden af min taske og beder Marina om at koge lidt vand. En mager killing, som har fundet et varmt sted på komfuret denne kolde morgen, skubbes væk. Så propper hun en brændeknude ind i de glødende kul. Fra vasken tager hun en skåret porcelænskop og et plastickrus. Hun ser på mig mens jeg hæver og sænker teposen i det kogende vand.

Gården forfalder

Hun ville foretrække en kop kaffe, men der er ikke noget, selvom vi befinder os i en af de mest produktive kafferegioner i Nicaragua. Og hun har ikke den halvanden córdoba (knap én krone) som en pose koster hos købmanden. ”Jeg har ikke fået en kop kaffe i flere måneder”, siger hun mens hun rynker på næsen af sit livs første te.

På metalskelettet af en stol under et åbent vindue ligger Marinas yngste datters dukke. Uden hår og uden ben. Elsket til en las. Marina har opdraget tre børn på egen hånd. ”De er nu ude at finde mad”, forklarer hun. ”Min yngste datter lider af blodmangel, men jeg har ikke penge til vitaminer til hende. Her har ingen fået løn siden sidste høst. Der var engang jeg var tyk, men nu er jeg tynd. Mit tøj passer mig ikke længere.”

Marina arbejdede uden løn i otte måneder efter sidste høst. Hun håbede, at banken ville låne ejeren penge så han kunne dække sin gæld. Så kunne han betale hende og de 36 andre familier, som bor i de små hytter nær haciendaen, uden adgang til egen jord. Men i flere måneder har ingen set ejeren.

Ukrudtet står allerede højt mellem de rustne plovskær og kravler langsomt op af satellittallerken foran gården. I den vilde have er statuen af Jomfru María, haciendaens beskytter, nu væk. Det lille skrin på toppen af pyramiden af sten og cement er tomt. Det er de fleste af arbejderhytter også. Kun nogle få er blevet tilbage, fordi de ikke har andre steder at tage hen.

Fra blyant til machete

Rosalina Morales bliver. Hun bor her med sin søn Delmer i et hytte med to værelser på bakken nær haciendaens have. Hytten er af træ, har ikke rindende vand og ikke noget toilet. Ligesom de andre arbejdere bader Rosalina sig i floden, hvor hun også vasker sit tøj. På vej hjem fra floden, med en kam til at holde det våde hår på plads, hænger hun vasketøjet på tørresnoren, et rustent stykke ståltråd. Delmer ser til fra dørtrinnet.

Rosalinas far havde en tankstation i Matagalpa, og hendes mor lavede tortillas. De tjente nok til at kunne sende hende i skole, i det mindste indtil grundskolens femte klasse blev afsluttet. Hun kom til kaffeplantagen La Conchona med sin fyr, lige da hun blev færdig med skolen. Efter mange tårer og vabler lærte hun at arbejde med macheten i kaffemarkerne.

”Jeg var vant til bøger og blyanter, indtil jeg mødte en fyr som jeg løb bort sammen med. Jeg stolede på ham, men han tog mig her til haciendaen, hvor jeg led. Jeg var ikke vant til at arbejde i marken med macheten hele dagen, så det var hårdt i begyndelsen. Mine hænder var dækket af vabler og jeg græd mens jeg arbejdede”, husker hun.

Da hun var to måneder henne, forlod kæresten hende til fordel for en anden. Hun skulle nu klare sig selv, så hun fortsatte med at arbejde med macheten i marken indtil fem dage før fødslen. ”Somme tider måtte jeg sætte mig ned. Så spurgte ejeren altid formanden, hvad der var galt med mig. Jeg måtte op igen og tilbage til arbejdet. Min søn Delmer blev født her i hytten med min søsters hjælp. 41 dage efter fødslen begyndte jeg igen at arbejde, for at kunne få penge og mad.”

Barnet med i marken

Mens Delmer var en baby, kiggede naboen efter drengen, når Rosalinas arbejdede i markerne. Men da han fyldte to begyndte han at gå med hende på arbejde hver dag, fra 6 om morgenen til 2 om eftermiddagen.

”Jeg arbejdede hårdt og han fulgte mig overalt. Når det regnede dækkede jeg ham med plastic og en hue, og så fortsatte jeg med at arbejde. Jeg fik 15 córdobas (godt 9,50 kroner) om dagen, samt mad. Mændene tjente 20 córdobas for stort set det samme arbejde. Den eneste forskel var, at når vi tog hjem om eftermiddagen, skulle mændende bære brændet.”

”Nu har ejeren ikke penge til at betale os. Jeg har ikke arbejdet i otte måneder, og det eneste jeg har at spise, er grønne madbananer og salt. Jeg forlod haciendaen for at slå mig ned i vejsiden med andre arbejdere, fordi jeg håbede på, at nogen ville sende nødhjælp. Men min søn blev syg, så nu er jeg vendt tilbage til hytten her med ham.”

”Jeg håber, at ejeren vil få fat i nogle penge, give os arbejde og løn som han gjorde tidligere. Hvis ikke, så bliver jeg nødt til at rejse herfra og søge arbejde hvorsomhelst jeg kan finde det. Lige nu føler jeg at jeg blot venter her – venter på ingenting.”

”Det er hårdt at skulle tænke på at rejse. Jeg har ikke noget hjem, men her har jeg i det mindste denne hytte, takket være ejeren. Hvis jeg rejser herfra og ikke finder noget nyt arbejde, bliver jeg hjemløs”, konkluderer Rosalina Morales.

Edderkop uden hul

På vej hjem til mit hotelværelse spekulerer jeg over hvad jeg selv ville gøre. Min bil kører ad den mudrede vej fra La Conchona til landevejen, hvor en gruppe kaffearbejdere står, mens de venter på hjælp. Hele vejen ind til Matagalpa er der grupper som denne, som bare står og venter på hjælp, en hjælp som ikke kommer. En lille pige i en laset festkjole af satin kommer hen til bilens siderude. Hun har en bøn om hjælp sat fast med en sikkerhedsnål på brystet. Uden et ord holder hun en dåse frem for at bede om penge.

”Jeg føler mig som en edderkop uden et hul at kravle ned i”, spøger Lucilla Matamoros, en 59 år gammel bedstemor, som sammen med 120 andre arbejdsløse kaffearbejdere bor i en flygtningelejr nær Matagalpa. Hun tilbringer natten på et stykke gennemblødt pap. Når det regner vågner hun og kryber tættere sammen med de andre otte, som sover under det samme stykke plastic. Trætte af de primitive vilkår er flere nu begyndt at marchere mod hovedstaden Managua, hvor de vil forlange et svar fra regeringen.

Det regnede da Estela Martínez, enlig mor på 29 år, forlod den offentlige park i Matagalpa og sammen med sine børn gik ud ad landevejen. Hun var overbevist om, at det nu var på høje tid at rykke ud – men usikker på hvor gruppen af kaffearbejdere egentlig var på vej hen.

Den aften slog de lejr under åben himmel langs den interamerikanske landevej, uden mad, uden tag og uden beskyttelse mod de sværme af moskitoer som natten lang holdt Estela vågen. Nu er hun træt. Stemmen er hæs og hun holder ofte pauser, mens hun leder efter ordene.

Vejen til Abeparken

Hun er født og opvokset på haciendaen Santa Luz, hvor hun har arbejdet med macheten i marken hele sit liv. Selvom det har været hårdt, så har hun altid kunnet lide arbejdet, “sikkert fordi jeg blev født til det”.

Hun blev gift da hun var 14 år gammel. Siden da har hun fået fem børn. Hendes ældste søn passede de andre børn, mens hun og hendes mand arbejde i marken, indtil manden døde ved en ulykke for 15 måneder siden. Så mistede hun sit arbejde.

“Jeg havde ikke nogen mand, intet arbejde og ikke noget mad til mine børn. Så jeg forlod haciendaen for seks måneder siden”, forklarer hun. “Jeg gik med mine børn i tre dage, fra klokken fire om morgenen til klokken syv om aftenen. Om natten sov vi i grøftekanten. Så kom vi til Matagalpa og de sidste to måneder har vi boet i Parque de los Monos (Abeparken), uden så meget som et tæppe at tage over os. Blot med et stykke plastic til at ligge på. Mange nætter kunne jeg ikke sove, og så sad jeg bare hele natten ved siden af mine børn.”

”Nogle gange fik vi ikke noget at spise i to eller tre dage. Kun vand. Andre dage kom folk med lidt mad til os. Når det regnede blev vi våde, fordi vi ikke havde noget at dække os med. Mine børn har feber. Jeg er også syg – og bange. Det er første gang jeg har været væk fra haciendaen. Men jeg vil ikke tilbage.” Hun holder igen en pause. ”Jeg ved bare ikke hvor jeg skal gå hen.”

”I bliver nødt til at vente”

Lastbiler læsset med mad og forbrugsgoder suser forbi den lille gruppe af arbejdsløse kaffearbejdere i vejsiden. De er på vej mod Managua, hvor velhavende nicaraguanere handler i moderne supermarkeder og indkøbscentre. Kontrasterne er tydelige i Nicaragua.

Selvom det har været hårdt, så er hacienda-kokken Marina Pastrana stolt af at hun har overlevet og på egen hånd formået at skabe en familie under Somozas diktatur, krig og revolution, samt et uroligt årti med demokrati, tørke og andre naturkatastrofer som orkanen Mitch. På samme måde som Rosalina Morales, Estela Martínez og mange andre unge mødre med macheter gør det i de nicaraguanske kaffemarker i dag.

Marina læner moppen mod væggen og ser beundrende på genskæret fra de blanke fliser. Hundene kommer ind fra haven og går over gulvet mod hende, mens de efterlader mudrede spor på de rene fliser. Marina klapper hundene. ”I bliver nødt til at vente”, siger hun.