Religion uden konflikt-gener

Civilisationssammenstød opstår, fordi fundamentalister forarmer religion til ideologi, mens omvendt sekularister ophøjer det verdslige samfund til religion.

Af Adan Wario Kabelo og Kristian Sloth, hhv. programmedarbejder og Advocacy medarbejder for MS-Kenya

Fjendebilleder. Tilskynder kristendom ekstremister til at bombe abortklinikker i USA? Tilskynder islam muslimer i Palæstina til at myrde israelere og sig selv i selvmordsangreb?

Selvfølgelig ikke, vil de fleste kenyanere og danskere, muslimer som kristne, svare: her har vi at gøre med tilfælde af misforstået religion.

Første gang vi sammen tog til møde med et udsnit af MS-Kenyas 20 partnerorganisationer som led i vores løbende udviklingssamarbejde, var der både muslimer og kristne til stede. Møderne blev indledt med bøn, hvilket er normal praksis i kenyansk mødekultur. Det er også almindelig praksis, at bønnerne bedes af muslimer og kristne på skift. Forlod vi møderne henholdsvis mindre muslimsk og kristen? Nej. Lagde vi kimen til religiøs konflikt? Vi tror det ikke. Tværtimod håber og tror vi, at møder som disse styrker vores gensidige forståelse og respekt som mennesker og som troende.

Om en religion medvirker til fred eller konflikt, afgøres af måden, hvorpå den omtales og fortolkes i den offentlige samtale. Religioner indeholder ikke indbyggede “konflikt-gener”.

Det kan være fristende at konkludere, at den aktuelle udvikling er i færd med at give liv til Huntingtons angstprovokerende spådom om et fremtidigt sammenstød mellem de såkaldte civilisationer (læs: religioner). Forholdet mellem religion og konflikt synes totalt afmystificeret blandt dagens dominerende politiske eliter: religion omtales og behandles som årsagen til terror og anden konflikt. For os fremstår virkeligheden en anelse mere kompliceret.

Vestlige politiske eliter portrætterer selve religionen islam som årsag til terror. Den tilgang er farlig, fordi den dæmoniserer medlemmer af en specifik religion, hvorved den risikerer at producere en endeløs kæde af moddæmoniseringer, der tilsammen kan resultere i et sikkerhedsdilemma, som det vi oplevede under den kolde krig, hvor hvert skridt fra den ene part opfattes som en trussel af den anden, der derfor må svare igen.

Vil man bedømme en religions forhold til konflikt, kommer man selvsagt ikke uden om at undersøge, hvad dens kilder siger om emnet. Af Koranen fremgår det klart, at islam ikke kan legitimere terror, f.eks.: “Allah forkynder retfærdighed, gode gerninger og gavmildhed. Og han forbyder uanstændighed, slette handlinger og tyranni” (Koranen, 16:90, vores oversættelse). Terrorismen er ond og nådesløs. Der er ikke plads til den i islam. Det samme budskab har kristendom. Ikke mange kristne er uenige i, at en af essenserne i det Nye Testamente er budskabet om fred og om tro, håb og kærlighed.

Når sekularister prædiker pluralisme og adskillelse af religion og stat, opfatter fundamentalister det som angreb på deres tro. Når tørklæder forbydes og når mennesker, der ønsker at rejse ind i USA, skal have taget fingeraftryk og næsten nøgenfotos, bare fordi de har muslimske navne eller kommer fra muslimske lande, forstærker det opfattelsen. Muslimske fundamentalister reagerer på, hvad de opfatter som sekulære trusler mod deres tro og samfundsordener. Nøjagtig som kristne fundamentalister i USA opfatter retten til abort og ligestilling mellem mænd og kvinder som angreb på deres tro.

Sekularisterne opfatter på den anden side religiøs fundamentalisme som en eksistentiel trussel mod deres samfund og livsstil. De anser (næsten) det sekulære samfund for helligt. Religiøse argumenter tæller ikke. Evnen til at kommunikere med religiøse samfund krakelerer. 

Der er behov for at gen-mystificere religion og dens forhold til konflikt. For det første må det indses, at det ikke er religioner som sådan, men specifikke fundamentalistiske konstruktioner af dem, der skaber konflikt. For det andet har religiøs fundamentalisme selv en tendens til at afmystificere religion og omdanne den til ideologi. Det er i virkeligheden et angreb på religionen selv, og skaden kan kun gøres god gennem gen-mystificering. Endelig er der behov for at mystificere den ekstreme sekularisme for at gøre den i stand til at kommunikere med det store flertal af verdens befolkning, der mener, at religion har en plads i det offentlige rum. Uden den kommunikation vil konfliktspiralen fortsætte.

Spørgsmålet til det store flertal af verdens befolkning, for hvem religion basalt set er en kilde til sjælefred og til etisk inspiration og moralske værdier som fred og respekt for mennesker af alle slags, er: Hvor længe vil vi lade de få religiøse fundamentalister og ekstreme sekularister sætte den aktuelle dagsorden, som ikke bare producerer konflikt, men også forarmer vore religioner – islam såvel som kristendom? Vi har argumenteret for, at religiøse konflikter er produkter af misopfattelser i vores individuelle og kollektive hoveder. Lad os ikke skabe endnu en kold krig baseret på dem!