Et ukendt liv i slummen

For at lære mere om de mennesker, Christina Bonde Pedersen arbejder sammen med, boede hun to døgn hos mor, far og fem børn, der bor i et blikhus på godt 30 kvadratmeter.

Christina Bonde Pedersen er udviklingsarbejder for MS i den kenyanske slumby Pumwani.

Børn med snotnæser, åbne afløb med affald, urin og afføring, utætte jordhytter og unge, der strejfer omkring og sniffer lim.

Efter godt et år som rådgiver for en kenyansk hjælpeorganisation i slummen er dagligdagen her ikke længere fremmed for mig. Hver dag arbejder jeg sammen med mennesker, der bor her i Pumwani, og mange af dem er blevet mine venner. Nære venner, som jeg har lyst til at lære nærmere at kende. Hvad det er for en verden, de forlader, når de om morgenen kommer til St. Johns for at arbejde som frivillige. Jeg har derfor bestemt mig for at flytte ud til en af de unge, jeg kender, i to dage.
Mine kenyanske kollegaer, der stort set alle tilhører den lidt mere velhavende middelklasse, forstår mig ikke. De griner lidt og advarer mig om, at det bliver beskidt og koldt, og at jeg måske skal sove på gulvet og vaske mig i koldt vand. De indskærper, at jeg kun må færdes ude, hvis jeg følges med nogle af de beboere, vi kender bedst og stoler på.

Sikkerheden er et stort problem. Mange kvinder udsættes for overfald om natten, og af samme grund er jeg blevet forbudt at overnatte hos en ung pige, der bor alene. Hvis jeg er hos en familie med en far i huset, er det hele mere trygt.
Her står jeg så. Torsdag aften kl. 18 uden for min arbejdsplads, hjælpeorganisationen St. John’s. Mørket er faldet på, og Seline på 20 år siger »kom så« og tager mig under armen.

Turen gennem slummen til Selines familie opmuntrer mig. Mørket dækker over affaldet og fattigdommen, og duften fra de mange små bål med ristede majs og pomfritter får mig til at glemme, hvor vi er.

Her er ingen gadebelysning. Vejen oplyses udelukkende af de petroleumslamper, der står på disken i de små butikker, som stadigt har åbent. De snævre stier mellem jordhytter og bliktage er tæt befærdede af stedets beboere, og vi bliver bestandig mødt af tilråb og hilsener. Jeg overvejer, om Seline er i stand til at beskytte mig, hvis nogen opdager, jeg er hvid.

Endelig når vi frem til familiens hus, der er et af de bedre i Kitui, en af de såkaldte landsbyer i Pumwani-slummen. Sammenlignet med de fleste andre huse i området er der god plads hos familien Macharia med godt 30 kvadratmeter under bliktaget. Væggene er ikke de vanlige jordvægge, men er af blik, og familien nyder den luksus at bo på betongulv og have elektricitet.

Den relative velstand skyldes, at faderen er uddannet lærer og har en indkomst på cirka 1.600 kroner om måneden. De fleste må klare sig for mindre end 5 kroner om dagen.

Tre medlemmer af familien Macharia.

Familien består af far, Nicolas Macharia på 43 år, og mor, Pamela Macharia på 37 år – hun er lige så gammel som jeg. Men mens jeg selv har to børn på henholdsvis 5 og 2 år, har hun i løbet af 18 år født fem børn. Den ældste, Seline Akini, er 20 og aktiv i ungdomsarbejdet på St. John’s Community Center. Den yngste er Moses på 2 år. Derimellem har hun Felice Wangiru på 19, Marareth Nyambura på 18 og Tracey Alouch på 10 år.

Vi har aftalt, at familien ikke må tage særlige hensyn til mig. Dels er det meningen, at jeg skal prøve at leve præcis som dem, dels er det vigtigt, at de ikke får besvær på grund af mig. Jeg vil ikke risikere, at de sætter sig i gæld for at kunne give mig mad.

»Det bliver ulækkert«
Da vi træder ind i huset, overvældes jeg af lettelse. Her er mørkt og varmt. Det lille rum er oplyst af en enkelt petroleumslampe på sofabordet. Jeg bliver placeret i en lille sofa, og familiens store piger begynder stille og roligt at lave mad, samtidig med at de hjælper de mindste med at læse lektier. Forældrene er ingen steder at se. Klokken er 20, og jeg tænker på min søn Magnus på 5, som et par uger forinden har været med mig på arbejde en lørdag i et andet af Nairobis slumkvarterer, Kibera, der går for at være Afrikas største og er kendt fra filmen ‘The Constant Gardener’.

I Kibera blev han omringet af børn, der syntes, han var så spændende, at de måtte helt hen til ham og røre ved ham. Da vi kom hjem, var han ikke i tvivl om, hvad han syntes om oplevelsen:

»Mor, det er hårdt ved mig, når du tager mig med, jeg kan ikke lide det«, forklarede han.
Derfor var det med en vis skepsis, han modtog meldingen om, at hans mor skulle flytte til slummen i to dage: »Det tror jeg bliver ulækkert«, svarede han lakonisk og vendte rundt og gik.

Når alt kommer til alt, har han ret. Tæller man toiletter i moderne forstand, når tallet kun op på 35. Dem skal 60.000 mennesker deles om. Vand er stort set ikke indlagt, og der er kun få offentlige vandhaner at deles om. Afløb er der etableret nogle steder i form af åbne render, der bruges til både spildevand, affald og menneskelige efterladenskaber. Andre steder løber den slags i en stinkende blanding ud på den bare jord.

Derfor har jeg taget visse forbehold omkring mit ophold. For at undgå problemer med maven har jeg medbragt drikkevand og sikret mig, at jeg kan benytte et toilet på min arbejdsplads i udkanten af slumområdet.

En kold nat
Seline fortæller, at jeg skal sove øverst i en køjeseng sammen med Felice på 19. De omkringboende tanter og kusiner dropper jævnligt forbi og hilser nysgerrigt. Snakken går, og jeg hæfter mig ved sammenholdet og den måde, børnene samarbejder på for at få maden klar, til far og mor kommer hjem.

Efter en kold nat under bliktaget vågner jeg næste morgen ved dæmpede lyde fra de mange familiemedlemmer, der allerede er stået op. Det er endnu ikke blevet lyst, men for at undgå kø ved en af de få offentlige vandhaner, er det nødvendigt at være tidligt ude. Seline og Felice slæber 20-liters dunke med vand hjem på ryggen. Ni dunke plejer at række til hele familiens forbrug på en dag.

Samtidig går Pamela til det lokale grønsagsmarked. Hun leder efter kartofler til at lave pomfritter af, men hun er nødt til at være fleksibel. Hvis der kun er kommet små forsyninger til markedet den dag, stiger prisen, så hun må lede efter noget andet, for eksempel brune bønner og majs, som hun bruger til en slags stuvning, de lokale kalder ’githere’.

Klokken 8 er hun tilbage med 25 kilo kartofler på ryggen. Jeg insisterer på at hjælpe med at skrælle dem og får en stor sløv køkkenkniv, som jeg skal bruge til at skære kartoflerne til pomfritter, som familien sælger for 5 shilling (cirka 40 øre) for den mindste og 20 shilling for den største pose.

Familien Macharia sælger hjemmelavede pomfritter til forbipaserende.

Jeg er træt efter at have overnattet hos familien, og overvældet. Min første tanke er, om vi kan finde på noget at snakke om de næste fire timer. Det kan vi heldigvis. Mama Makini er helt fantastisk sød. Hun fortæller om sorgen, da hun for nylig mistede sin far, og om, hvordan hun græd meget. Vi snakker om, at det er godt at få snakket om sine følelser.
Jeg spørger lidt til opdragelsen af hendes fire piger. I slummen er unge piger særligt udsatte. Mange bliver gravide som teenagere og mister på den måde chancen for at få en uddannelse. Voldtægter er så hyppige, at de ofte bare bliver mødt med et skuldertræk af slumbeboerne. I et forsøg på at komme problemerne i forkøbet har faderen forbudt døtrene at have kærester, før de er færdige med deres studier.

Kød på bordet
Klokken er ved at være 16. Tænk, hvis det her var min hverdag. At sidde her dag ud og dag ind. Med udsigt til blik, mudder og fattigdom. Stedets alkoholikere vælter forbi. En af dem er en 17-årig pige med tre børn. Pamela smiler og spørger, hvordan det går. Bagefter fortæller hun mig om vigtigheden af et godt naboskab: »Vi har kun hinanden. Hvis jeg en dag får brug for hjælp, er det godt at vide, at vi har hinanden«.

Så skal der tændes op. Jeg rækker brænde videre og får at vide, at jeg nu er ved at lære det.

Det er svært at forklare, at mange hvide mennesker faktisk er vant til husligt arbejde. I Kenya har alle med nogenlunde orden i økonomien mindst én hushjælp ansat. Mama Makini er skeptisk, da jeg fortæller, at den slags goder er vi ikke vant til i Danmark. Endnu mere skeptisk bliver hun, da jeg forklarer, at mænd og kvinder i stedet hjælper hinanden med de huslige pligter.

Hjemme hos familien Macharia er det utænkeligt, at far Nicholas tager del i husarbejdet. Det er et job for mama og for de fire store piger. Alle børnene ved præcist, hvad de skal hjælpe til med, og går i gang fra morgenstunden uden diskussioner. 

2-årige Moses får bad i en plastikspand.

Sådan er det også i dag. Hen ad eftermiddagen begynder børnene at komme hjem fra skole. Tracey Alouch på 10 har et kogt æg og en lille pose frugt med hjem, som bliver delt ud. Bagefter må hun sørge for, at lille Moses på 2 år får sit bad.Seline vasker tøj, og da det begynder at blive aften, stiller hun det kritiske spørgsmål: »Mor, hvad skal vi have at spise?«.

Spørgsmålet udløser tydeligvis en vis panik. Selv om Mama Makini og Seline taler sammen på det lokale sprog, kiswahili, forstår jeg problemet og tilbyder at give aftensmaden. Man kan se, at det koster mama Makini anstrengelser at sige ja til gæstens tilbud. Men ikke mere, end at hun med det samme bestemmer sig for, at der så i aften som noget særligt skal kød på bordet.

Jeg følges med Seline gennem mørket til en lille slagterbod, hvor kødet hænger på kroge. Forretningen er hverken udstyret med køle- eller med frysedisk. Vi betaler 135 shillings, knap 12 kroner, for trekvart kilo kød og går hjem.

Så skal vi sortere sten fra de ris, vi skal spise. Imens læser Felice lektier med de to yngre søstre. Lille Moses på 2 skriger, og Celine må tage ham på ryggen og gå en tur med ham ude i mørket, til han falder til ro. Han er sulten.

Gråden fra en 2-årig får mig til at tænke på min egen Rebekka, som sikkert er puttet nu med mad i maven, varmt karbad, ren ble og godnathistorier. Her går man ikke op i hverken vask eller tandbørstning, og der er ikke råd til bleer. Moses får en sidste tår hos mor, inden han falder i søvn, som han er.

Endelig hjem igen
Næste morgen må jeg indrømme, at jeg er glad for at kunne tage hjem igen. Det har været rart at se en familie, som klarer sig, mod alle odds. Det er lykkedes Nicolas og Pamela at få sendt alle de fire store piger i skole og holde dem fri af både prostitution og tidlige graviditeter. I sig selv en bedrift i slummen.

Jeg er blevet knyttet mere til disse mennesker, som skaber et trygt familieliv i et område, hvor der hver uge finder væbnede bandeopgør sted, og hvor det ikke vækker den store opmærksomhed, når unge kriminelle bliver skudt ned af politiet.

Men jeg kan næsten ikke holde lugten, trængslen og monotonien ud mere. De sociale konsekvenser af fattigdommen, så der ikke er noget fornuftigt at give sig til; enten er det hårdt arbejde eller en dag med dårlige amerikanske eller thailandske tv-serier.
Jeg kan godt skamme mig over, at jeg glæder mig til at vende hjem til mit liv i rækkehuset i et af Nairobis bedre kvarterer.