Bragt i Politiken den 17. september 2007:

Etnisk uro og politisk tøven de største trusler mod Nepals kommende valg

Nepals overgangsregering har annonceret valg til den grundlovsgivende forsamling den 22. november. Men den politiske situation i landet er tvetydig: Det går fremad for demokratiet på mange fronter, men en mildt sagt ustabil sikkerhedssituation, der fornyligt manifesterede sig i tre bombesprængninger i hovedstaden Kathmandu og politikere, der enten ikke kan eller ikke vil stabilisere processen endsige stille med et reelt valgprogram modarbejder udsigterne til afgørende demokratiske fremskridt i det lille asiatiske bjergrige.

Af Anne Mette Nordfalk

18. september 2007

Søndag eftermiddag den 2. september eksploderede tre bomber på offentlige steder i Kathmandu. To kvinder blev dræbt på stedet og en tredje døde senere af sine kvæstelser mens mere end 25 andre uskyldige forbipasserende blev sårede. To mindre fraktioner af etniske protestorganisationer har påtaget sig ansvaret. Bomberne er et klart udtryk for den ustabile situation i Nepal netop nu. Og selvom regeringen i disse dage gang på gang understreger, at bomber ikke vil påvirke valgprocessen eller datoen, så får begivenheden angiveligt mange til at frygte tilbagevenden til de urolige tider før fredsprocessen startede for halvandet år siden. 

Det nepalesiske folk kan ellers se tilbage på et år fyldt med historiske fremskridt på vejen mod reelt demokrati. Først trådte kongen tilbage, og maoisterne og de etablerede partier indgik en fredsaftale. Herefter forvandledes de maoistiske guerillaer til et politisk parti og kom med i den midlertidige regering, der for nyligt annoncerede den længe ventede valgdato.

Mange nepalesere så også før søndagens bombesprængninger på valget med en vis skepsis og historien giver dem god grund til at tvivle. Allerede i 1951 lovede den daværende konge et valg til den grundlovsgivende forsamling, men kongen forhalede processen og da politikerne ikke pressede ham, blev valget aldrig gennemført. Civilsamfundssaktivist gennem 20 år dr. Devendra Raj Panday sagde i februar til Mellemfolkeligt Samvirkes blad 'Indflydelse', at kongen har formået at forpurre alle optakter til reelt demokrati siden 1951: ”og vores stupide politikere giver ham hele tiden anledninger til at stå i vejen for demokratiet”, tilføjede dr. Panday, hvilket han mener skyldes, at de nepalesiske partier, ligesom resten af samfundet stadig er dybt forankret i feudale strukturer, bestående af en snæver elite af ældre højkaste mænd centralt placeret i hovedstaden Kathmandu.

Lynn Bennett, som er chefantropolog for verdensbanken og har arbejdet i Nepal gennem mere end 30 år, er enig, hun mener Nepals største problemer er monarkiet, de feudale strukturer og kastesystemet: ”Det centraliserede hierarki betyder, at der i magtens centrum simpelthen ikke er tilskyndelse nok til at presse på for forandringer”, siger hun.

Også chefredaktør Kunda Dixit, der fornyligt besøgte Danmark, ser de centraliserede magtstrukturer som et grundlæggende problem, og gik i sidste uge så langt som til at anklage både maoister og premierministerens kongresparti for reelt ikke at ønske et valg.

Maoisterne har ellers haft valget som deres mærkesag siden fredslutningen og har med mellemrum truet med igen at gribe til våben, hvis valget forsinkes. En fremgangsmåde, der sandsynligvis har haft en positiv indvirkning på processen. På partiets nyligt overståede plenummøde, blev denne retorik kraftigt intensiveret. Partiformand Prachandra truede med at forlade regeringen, hvis ikke den valgprocedure partiet allerede har godkendt bliver forbedret og hvis ikke Nepal udråbes til føderal stat inden valget. Samtidig sagde Prachandra, at partiet vil gennemføre en folkelig revolte, hvis valget udskydes. Ved mødets slutning endte partiet dog på formandens opfordring med at blive i regeringen og iagtagere ser derfor manøvren som en del af et internt opgør. Ude i landet sidder omkring 30000 tidligere maoistiske gurillaer i lejre og venter på at starte en ny tilværelse og her er der efter sigende tvivl om det demokratiske projekt herunder ledelsens evner og tilskyndelse til at opnå resultater af fredelige vej, noget hardlinere i partiet, ifølge bl.a. Kunda Dixit, ikke er sene til at udnytte. Denne gang fik formand Prachandra talt fraktionerne til enighed, men episoden indikerer, at forandringer er nødvendige, hvis den demokratiske linie skal bevares.

Volden fortsætter

En anden alvorlig trussel mod valget og hele den demokratiske proces er den fortsatte vold og truslen om, at den vil eskalere frem mod valget. Til trod for maoisternes deltagelse i regeringen og den FN-overvågede afvæbning af de tidligere oprørere, rapporteres der stadig dagligt om maoister indblandet i angreb på lokale embedsmænd samt intimidering af medier og fagbevægelse både centralt og ude i landet. Og hvor maoisterne før var alene på den lokale magtscene mange steder, møder de nu modstand både fra lokale og fra forskellige etniske fraktioner, hvoraf flere er udbrydere fra maoisternes egne rækker, der i tiden efter fredsaftalen ser flere muligheder for indflydelse i at spille det etniske kort.

Særligt den nydannede kommunistiske ungdomsliga YCL er kommet i mediernes søgelys for deres hårdhændede og udemokratiske metoder. ”Uundgåeligt her i begyndelsen”, siger højtstående maoister som informationsminister og ledende talsmand for det maoistiske parti Krishna Mahara, mens andre mener, maoisterne har fået tid nok og  premierminister Koirala offentligt har kaldt maoisternes ungdomsorganisation Den Kommunistiske Ungdomsliga for kriminelle.  

Problemerne med den kommunistiske ungdomsliga indgår i et komplicerede spil. Som eksempel fangede ungdomsligaen for nogen tid siden en højststående forretningsmand anklaget for millionsvindel og overgav ham til politiet, en mand, som politiet tilsyneladende intet har gjort for at bringe for retten, selvom hans forhold var velkendte. Maoisterne opretholder altså delvist et parallelt magtsystem, som ved given lejlighed afspejler de eksisterende strukturers manglende evne til håndhæve gældende lovgivning, men også egen manglende forståelse for eller accept af demokratisk/parlamentariske spilleregler.

Etnisk inddragelse

Etniske grupper er ligesom lokale maoistiske organisationer en kilde til udbredt utryghed, særligt i Nepals sydlige lavland, men efter weekendens bomber også i Kathmandu. De sidste mange måneder har forskellige større og mindre grupper på skift lammet Nepal helt eller delvist ved hjælp af blokader, afbrænding af dæk i gaderne, smadrede biler og bank til de, der skulle formastet sig til at trodse dagens strejke for at passe deres arbejde.”Det er  en ond cirkel”, siger Michelle Parveilet, konfliktrådgiver for Danida i Nepal: ”De etniske grupper bliver ikke hørt, før de går på gaden, så det gør de i stigende grad”. For maoisterne ses strejker blandt andet som en måde at opretholde et pres på den regering de selv er med i, for at sikre at demokratiprocessen går den vej, de ønsker.

Nu er overgangsregeringen så endelig begyndt at vise villighed til at inddrage alle grupper i forbindelse med valget: ”hvis etnisk deltagelse gør demokratiet stærkere, så lad os forhandle og få det til at ske”, udtalte premierminister Koirala for nyligt og siden er der bl.a. vedtaget en ny valglov der specificerer antallet af pladser til etniske mindretal. Og i forlængelse heraf er en aftale om øget etnisk indflydelse i processen kommet i stand mellem regeringen og sammenslutningen af oprindelige folk NEFIN. Også lavlandets madhesier har været i forhandlinger med regeringen og en af madhesiernes hovedorganisationer opnåede for nyligt en 22 punkts aftale med regeringen, en aftale der efterfølgende blev undsagt af organisationens næstformand inden nogen rigtig nåede at glæde sig over fremskridtet. Da madhesierne udgør op mod halvdelen af Nepals befolkning og i det sidste halve år har stået for mange voldelige blokader og demonstrationer for at gøre opmærksom på deres manglende indflydelse, er det dystre toner, at intern uenighed forhindrer de varige aftaler med regeringen, som mange anser som nødvendige for afholdelse af valg.

Federation eller monarki

Kongens stilling i det nye Nepal er yderst kontroversiel. Den ældre generation i premierminister Koiralas kongresparti forsøger at argumentere for et ceremonielt monarki, mens maoisterne og partier som det kommunistiske UML forlanger, at monarkiet afskaffes fuldstændigt til fordel for en republik. Folkets holdning lader ligeledes til at være delt. På den ene side har mange almindelige nepalesere tabt tilliden til kong Gyanendra, men alligevel ønsker mange at opretholde monarkiet. ”Kongen ses som det nationale samlingspunkt og som demokratiets fader”, forklarer dr. Panday, og optrapningen af etnisk vold og krav om separate etniske delstater er givetvis med til at cementere denne følelse, til trods for at monarkiet intet har gjort for at skabe udvikling for almindelige nepalesere. Samtidig er særligt Indien, men også USA blevet beskyldt for at have interesser i at opretholde Nepal som monarki og hindustat med maoisterne permanent parkeret som guerillahær i lavlandets jungle og der går derfor rygter om, at disse to stormagter puster til de etniske konflikter fra kulissen.

Men også omkring kongen, kommer der langsomt men sikkert større afklaring: I disse dage fratages han mange af sine besiddelser og få dage før valgdatoen blev annonceret, blev det indskrevet i den midlertidige grundlov, at kongen kan afsættes, hvis han på nogen måde forsøger at forhindre eller konspirere imod valget. Siden slutningen af april har kongen forholdt sig tavs.  

Partier uden klart program

Udover mere eller mindre klar stillingtagen til monarkiets skæbne er de 8 partier først i de sidste dage begyndt at organisere et reelt valgprogram. Der er stor politisk tilslutning til decentralisering af magten gennem skabelsen af en føderation, men hvordan den skal se ud, er der ingen klare bud på. Nogle taler for etniske delstater, mens andre argumenterer for, at sådanne stater er en umulighed og desuden ikke løser Nepals  store problemer omkring marginalisering af kvinder og såkaldt kasteløse (dalitter). At befolkningen ude på landet stort set er uvidende om valget og hvilken rolle de selv kan spille i et demokratisk Nepal gør absolut ikke partiernes tilskyndelse til at fremvise en klar profil større.  

Fremtiden er altså stadig uvis for Nepal. Vil det lykkes folket at presse politikerne til at være lydhøre og ansvarlige? Kan politikerne skabe ro og sikkerhed nok til, at valget kan foregå frit og retfærdigt? Og vil maoisterne acceptere et valgresultat, der ikke giver dem et tilfredsstillende mandat? Det annoncerede valg vil under alle omstændigheder give en indikation på Nepals fremtid, hvad enten det bliver afholdt eller udskydes endnu engang.