Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Karavanen – Radikalisering af muslimsk ungdom

Hvad fører til radikalisering af muslimsk ungdom i Mellemøsten? Hvad er tendenserne, og hvordan kan man forebygge og modvirke radikalisering af religiøs identitet blandt ungdomsgenerationen? Det var disse svære spørgsmål, som Khalid Al-Subeihi, formand for foreningerne Fædregruppen og Nørrebronx, gav sit bud på torsdag den 28. juni.

02. juli 2007

Arabiske tæpper og farvestrålende stoffer blandet med duften af røgelse og lyden af arabisk musik var det der mødte de godt 30 mennesker, som lagde deres vej forbi Mellemfolkeligt Samvirke denne torsdag. Traktementet stod på diverse arabiske kager med frugt og myntete som et forfriskende supplement.

Den mere alvorlige del af arrangementet var Khalid Al-Subeihis foredrag, der især byggede på de observationer og efterfølgende tanker, som Khalid har gjort sig i forbindelse med en studietur i Jordan, Syrien og Libanon. Her mødte han et udsnit af de drenge, som har valgt at melde sig ind i nogle af de grupper, som pt. er på FNs terrorliste. Han spurgte dem bl.a. om, hvorfor de har valgt netop denne levevej.

Nogle af de vigtigste årsager til de unges indmeldelse i terrorgrupperne er, ifølge Khalid Al-Subeihis erfaringer, de mange konflikter i Mellemøsten og ikke mindst krigen mod terrorisme ledet af USA. De unge er tilsyneladende af den opfattelse, at USA og Vesten hader muslimer, og at de til enhver tid vil alliere sig med muslimernes modpart.

Andre vigtige årsager til at de unge lader sig hverve, er fattigdom og arbejdsløshed blandt de unge – som ofte skyldes nepotisme og korruption – uvidenhed og analfabetisme, manglende socialt sikkerhedsnet og egentlig hjernevask af de unge.

En sidste vigtig årsag er den undertrykkelse, som de unge er underlagt i form af forbud mod at udtrykke deres egne holdninger til bl.a. tro og politik. Denne undertrykkelse gør, at de unge brænder inde med en masse energi, der så udvikler sig til en vrede som de forskellige terrorgrupper blot skal skubbe lidt til for at opnå de unges sympati.

Det er Khalid Al-Subeihis opfattelse, at grupperne misbruger islam til deres egen fordel. De fordrejer islams budskab, som ”bygger på kærlighed og respekt for andre” siger Khalid og påpeger, at det er nemt at manipulere med de uvidende unge. Samtidig er det nærmest umuligt for de unges familier at forhindre, at deres drenge bliver revet med af terrorgruppernes løgne. For det første fordi grupperne ofte opererer på gadeplan og kan tilbyde drengene noget at tage sig til i en ellers indholdsløs hverdag, og for det andet fordi familierne ikke selv har ressourcerne og redskaberne til at overbevise drengene om, hvad der er den rette vej for dem.

Khalid Al-Subeihi konkluderer, at løsningen på hvordan de unge kan hjælpes ud af terrorgrupperne, er at bekæmpe den fattigdom, som holder dem i en tilstand af undertrykte, uoplyste og vrede unge mennesker. Drengene skal have et rigtigt job, hvilket samtidig giver dem muligheden for at etablere deres egen familie. Det vil give dem et indhold i livet og noget positivt at tænke på. De skal leve i et demokratisk samfund, hvor de frit kan ytre sig om politiske holdninger, og hvor de kan vælge deres egen trosretning. De skal leve i et land, hvor menneskerettighederne overholdes, og hvor der er adgang til uddannelse for alle, og hvor de sociale og sundhedsmæssige forhold er til at leve med.

Er du interesseret i at fortsætte Karavanens arbejde med at udbrede viden om Mellemøstlige forhold, er du velkommen til at kontakte Gerd Elmark på e-mail: ge@ms.dk.
Læs mere

Læs mere om karavanen her.