Hvad er EU's handelsaftaler med AVS landene

De Økonomiske Partnerskabsaftaler

Forhandlingerne om de økonomiske partnerskabsaftaler (EPA: Economic Partnership Agreements) er forhandlinger om nye regionale frihandelsaftaler mellem det europæiske fællesskab og 76 u-lande i henholdsvis Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS landene). Heraf kategoriseres 39, altså over halvdelen, af FN til at være "mindst udviklede lande" (LDC). Selvom forhandlingerne skal afsluttes senest d. 31. december 2007, er der langt fra enighed om aftalernes indhold. AVS landene mener, at EU stiller for vidtgående krav hvad angår mængden af handel, som skal liberaliseres. De frygter at de nye aftaler vil underminere og modarbejde udvikling og fattigdomsbekæmpelse i landene.

Markedsadgang

AVS landene har til og med udgangen af 2007 særlig markedsadgang til EU på stort set alle varer, uden at AVS landene behøver at åbne deres egne markeder lige så meget. Men fra 2008 skal det se anderledes ud. Hvis AVS landene vil bibeholde deres særlige adgang til EU markedet, så må de altså give noget igen. EU har konsekvent presset på under forhandlingerne for en liberalisering af helt op til 90% af den fremtidige samhandel. Denne omfattende markedsåbning skal desuden implementeres over en meget kort tidsperiode på kun 10 år. Da EU i forvejen giver AVS landene særlig markedsadgang, ligger opgaven med at liberalisere altså hos AVS landene. En afvikling af stort set alle toldbarrierer mellem parterne betyder, at europæiske virksomheder vil have lettere ved at afsætte deres produkter på AVS markederne. Men tager man særligt de afrikanske landes ekstreme fattigdomssituation og svage handelskapacitet i betragtning, så risikerer EPA at få katastrofale følger for den fremtidige udvikling i verdens fattigste regioner. Afrikanske bønder og virksomheder skal i fremtiden konkurrere på egne markeder med billige og stærkt subsidierede varer fra EU.

Alternativer

Under den gældende Cotonou Partnerskabsaftale (2000), som udgør rammerne for forhandlingerne om EPA, forpligter EU sig imidlertid på at tilbyde alternativer til de lande, som ikke ønsker at indgå en EPA aftale. Disse alternativer må dog ikke stille landene dårligere end under en EPA aftale. Trods ønsker fra EU's egne medlemslande om at finde alternative løsninger til EPA, så har EU foretaget sig meget lidt på dette område. Der eksisterer i øjeblikket intet alternativ for AVS lande, som ikke er "mindst udviklede lande", hvilket bekræftes af den danske regering. De AVS lande, som er "mindst udviklede lande", er dog dækket ind under EU's særlige præference initiativ "Alt Undtage Våben" (EBA), som giver mindst udviklede lande fri markedsadgang på alle varer undtagen våben, uden at disse lande behøver at give noget igen. Det er dog et initiativ, som har været under skarp kritik, idet EU har meget skrappe "oprindelsesregler", som betyder at såsnart en vare er produceret med brug af råvarer eller halvfabrikata fra lande uden for AVS gruppen, så stiger tolden. Oprindelsesreglerne forhindrer dermed mange lande i at udnytte deres preferentielle markedsdgang fuldt ud.

Tidsfrister

Den særlige markedsadgang til EU under Cotonou aftalen diskriminerer imidlertid mellem u-lande, som tilhører AVS gruppen, og u-lande, som ikke gør, idet det kun er AVS gruppen, som er dækket ind under Cotonou aftalen. Denne diskriminering er imidlertid i strid med de gældende WTO regler, som grundlæggende bygger på et mest begunstigelsesprincip. EU har dog opnået en "waiver" (berettigelsen til midlertig regelafvigelse), som tillader denne særlige ordning indtil 2008. Men en waiver er dyr, da andre WTO medlemmer kræver noget til gengæld for at acceptere den. Derfor presser EU på for at gennemføre forhandlingerne i år. Mange AVS lande kan dog stadig ikke overskue hvilke konsekvenser EPA vil have for deres økonomier, og det på trods af, at der er mindre end et år til, at waiveren udløber, og til at EPA skal træde i kraft. Det skyldes, at mange AVS lande mangler tiden og ressourcerne til at foretage grundige bæredygtighedsanalyser. Mange AVS lande har desuden meget få forhandlingsressourcer og er ofte tvunget til at allokere dem over mange områder. Derfor har de ofte svært ved at gennemskue alle detaljer i og konsekvenser af de aftaler, der er til forhandling.