Fair trade er handel med holdning

Verdenshandlen vokser og vokser, mens reglerne for handel er til forhandling. Men de rige lande sætter dagsordenen på bekostning af de fattige.

”Handel er en af de vigtigste katalysatorer for vækst og udvikling. Handel skaber arbejdspladser og øget produktion. Når vi handler med hinanden, åbner det muligheder for, at varer kan produceres, hvor det er mest økonomisk – og det vinder alle på. Men det kræver ligeværdige handelspartnere, og at alle kan komme af med deres varer. Sådan er situationen ikke i øjeblikket, og derfor arbejder vi med handel, forklarer MS’ politikmedarbejder,” Lars Anderskouv.

Det værste eksempel på de rige landes udnyttelse af de fattige landes svagere stilling er EU’s landbrugspolitik. Toldmure, eksportstøtte og tekniske handelshindringer koster de fattigste penge her og nu, og støtten til EU’s egne bønder undergraver samtidig den langsigtede udvikling af fødevareproduktionen, som er så vigtig for mange u-lande. OECD-landene yder bistand til landbrugsudvikling med den ene hånd og giver med den anden over 330 mia. dollars om året i landbrugsstøtte til deres egne producenter. Det er mere end fire gange så meget som Vestens samlede u-landsbistand. F.eks. får en dansk ko 15 kr. i støtte om dagen. Det er mere end hvad halvdelen af verdens befolkning lever for om dagen.

Lars Anderskouv, foto: Peter Bischoff

De rige landes hykleri

”De rige lande har en meget hyklerisk indstilling, for der ligger ikke længere en økonomisk betragtning bag landbrugsstøtten. Beregninger viser, at verdenshandlen samlet ville vokse med 400 mia. dollars om året, hvis landbrugsstøtten blev afskaffet, og at de rige lande ville få 70 pct. af denne gevinst. Støtten er derfor nærmere et social- og miljøpolitisk redskab til at bevare arbejdspladser og beskytte vores landområder”, fortæller Lars Anderskouv.

De fattigste lande har ikke på samme måde råd til at støtte deres produktion. Selv hvis de kan få en større produktion i gang, er gevinsten ved at eksportere alt for lille i forhold til den produktudvikling, der skal til for at komme ind på de rige landes markeder. Derfor havner u-landene i en ond cirkel, hvor de aldrig kan tjene nok til at forarbejde og videreudvikle deres egne råvarer og produkter. De fastholdes i rollen som leverandører af råvarer og basisfødevarer som f.eks. frugt. Samtidig kræver de rige lande fri adgang til u-landenes markeder og fratager dem muligheden for at beskytte deres produktion – sådan som de rige lande selv gjorde for at opnå deres nuværende privilegerede position. På den måde mister u-landene mange indtægter, som kunne være brugt på at forbedre deres infrastruktur og institutioner.

Fra et marked i Kenya, foto: Peter Bischoff.

Både bistand og retfærdig handel

”Bistand vil aldrig alene kunne løse u-landenes problemer, men bistand kan heller ikke undværes. Det er nødvendigt, at u-landene får mulighed for at råde over egne midler, og handel er et afgørende redskab til at opnå dette. Men fri handel er ikke et mål i sig selv. For MS giver øget handel kun mening, hvis det hjælper til at udrydde fattigdom. Derfor arbejder vi for fair trade og ikke for fri og ureguleret handel mellem meget ulige parter. Handel skal være med til at afhjælpe fattigdom – ikke bidrage til den”, slår Lars Anderskouv fast.

”For MS er fair trade ikke kun et spørgsmål om at sikre producenterne bedre indtjening. Det er også at kunne ændre de historisk og politisk bestemte rammer, som begrænser de små producenter i frit at kunne sælge deres produkter til en rimelig pris. Fair trade rummer både en markedsdimension og en politisk dimension”, understreger Lars Anderskouv.

Markedsdimensionen består i at producere bedre varer på socialt ansvarlige og bæredygtige vilkår. Den politiske dimension består i, at producenterne ved at organisere sig opnår indflydelse på de love og aftaler, som regulerer produktion og handel. På samme måde kan vi som aktive forbrugere påvirke beslutningerne om handels- og udviklingspolitik. Ved at købe fair trade produkter kan man aktivt tage afstand fra uretfærdig handel og demonstrere, at man har en holdning til den globale ulighed.

”Den politiske dimension er afgørende for at styrke udviklingslandenes egen udvikling og forbrugerpres er et middel til at opnå dette. Ved at øge kendskabet til fair trade og lægge pres på producenter og forhandlere kan vi fremme en bæredygtig udvikling”, siger Lars Anderskouv.

Støtten til fair trade produktion ændrer ikke i sig selv meget på det grundlæggende styrkeforhold mellem de rige og fattige spillere på verdensmarkedet. Men det sender et politisk budskab til politikere og producenter om, at vi ikke ønsker at købe varer, der er produceret på unfair betingelser. Og det sikrer, at producenterne er demokratisk organiseret, at den lidt højere pris går direkte til udvikling i producenternes lokalområde, at der er sikret gode arbejdsvilkår, at der ikke er brugt tvangs- og børnearbejde i produktionen – og at den er miljømæssig bæredygtig.

På den måde bliver fair trade en konkret form for udviklingsarbejde, der bekæmper fattigdom og fremmer udvikling af demokrati i verdens fattigste lande.