Verdenshandel i følge Zambia

Umulige lånevilkår, ikke-eksisterende infrastruktur og benhård konkurrence fra regionens økonomiske mastodont Sydafrika. Det er vilkårene for de mindre producenter og erhvervsdrivende i Zambia. Og hvis en ny handelsaftale med EU falder på plads, kan det betyde dødsstødet for de mest skrøbelige af Zambias egne virksomheder.

Som i de fleste andre afrikanske hovedstæder kan du få alt i Lusaka, Zambia – hvis du har råd. Siden starten af halvfemserne, hvor Zambia åbnede sit marked for udenlandske investeringer, er især sydafrikanske supermarkedskæder og dagligvarebutikker skudt frem overalt i byen. Gunstige skatteregler for udenlandske investorer har givet de sydafrikanske kæder gode kort på hånden, så her sælges alt fra vaskemaskiner til dåsetomater. Importeret fra Sydafrika.

Efter apartheids-styrets fald er Sydafrika blevet den helt store økonomiske aktør i landene i den sydlige del af Afrika – de såkaldte SADC-lande, Southern African Development Community. I dag er Sydafrikas bruttonationalprodukt omkring tre gange større end de øvrige 13 SADC-landes tilsammen, og alene i Zambia står der ”Sydafrika” på næsten halvdelen af de varer og produkter, der importeres.

Selv om zambiere selv dyrker f.eks. tomater i tonsvis, er det sydafrikanske dåsetomater, der står på supermarkedshylderne. Det er nemlig produkter af en vis standard, som indkøberne samtidig kan regne med bliver leveret til tiden.

Små zambiske producenter har svære vilkår i konkurrencen, fortæller Jennipher Sakala-Uwishaka fra en zambisk handels-NGO.

Dårlig standard og infrastruktur
Det er især den konkurrence, der spænder ben for Zambias egne små og mellemstore producenter og virksomheder.

”Standarden på produkterne er ofte ikke god nok her i Zambia. Mange småproducenter mangler udstyr og information om kvalitetskrav for at kunne klare konkurrencen, især på regionalt niveau,” fortæller Jennipher Sakala-Uwishaka, der er national koordinator i ”The Civil Society Trade Network of Zambia”. En netværksorganisation der arbejder for fairtrade, fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling. Hun peger på de vilkår, som en lille zambisk mælkeproducent med et par køer arbejder under:

”Han sidder udenfor og malker i hånden. Han har ikke en chance for at levere et produkt, der er rent nok til at passere de store mejerivirksomheders bakteriekontrol og blive solgt som frisk mælk.”

Derudover er den elendige infrastruktur i landet et enormt problem, ikke mindst for de 60 pct. af Zambias befolkning, der arbejder i landbruget.

”Småbønder transporterer ofte deres afgrøder 50-60 km på cykel eller til fods til nærmeste afsætningssted. I regntiden er det ikke ualmindeligt, at bønderne brænder inde med afgrøder, fordi vejene ikke er farbare. En udbygning af infrastrukturen i Zambia er altafgørende, hvis småproducenter og lokale erhvervsdrivende skal have en chance”, siger hun.

Privatiseringsbølgen i 90´erne
Efter pres fra den Internationale Valutafond og Verdensbanken blev en omfattende privatiseringsbølge skubbet i gang i det gældsplagede Zambia i starten af halvfemserne, ligesom i så mange andre u-lande. Zambias pengemaskine – de nationalt ejede kobberminer – blev solgt fra, den offentlige service blev beskåret, og der blev lavet gunstige skatteregler for udenlandske firmaer, der ville etablere sig i Zambia.

”Zambia blev et meget investeringsvenligt land, i hvert fald over for store udenlandske investorer. F.eks. i forhold til kobberminerne, hvor udenlandske ejere nu skummer fløden”, siger Jennipher Sakala-Uwishaka.

”Men regeringen løber fra sit ansvar over for mindre virksomheder. Der er for svært og for dyrt for små lokale virksomheder at etablere sig helt formelt”, siger hun.

Umulige lånevilkår
Den meste handel i Zambia foregår langs vejsiderne og fra improviserede boder. Herfra sælges der f.eks. stabelvis af europæisk ”genbrugs”-tøj. En handel, der sammen med billigt importeret tøj fra bl.a. Kina, støt og roligt har været med til at tage livet af Zambias egen tekstilindustri og gjort zambiere i tusindvis arbejdsløse. Desværre er der ikke meget, der tyder på fremgang for zambisk-ejede virksomheder:

”Det er stort set umuligt for almindelige zambiere at få adgang til lån. Bankerne stiller skyhøje krav, og renterne ligger lige nu mellem 20 og 30 pct. Argumentet for de strenge krav har indtil for et par år siden været den voldsomme inflation, men de seneste år har kwachaen, Zambias valuta, ligget stabilt”, forklarer Jennipher og uddyber:

”Så hvad nytter det, at en nystartet virksomhed kan klare sig i den skrappe konkurrence, hvis den ikke kan investere, fordi bankerne ikke finder den kreditværdig? Det er en ”hønen eller ægget” situation”.

Handel inden for regionen
Det er tydeligt, at det er de store, nu udenlandsk ejede virksomheder som f.eks. de kinesisk ejede kobberminer, der tegner sig for størstedelen af Zambias eksport. En tredjedel af landets eksport går til EU, men det drejer sig næsten udelukkende om kobber. Omvendt importerer Zambia ikke meget fra unionen. I april måned var kun 17 pct. af importerede produkter og varer fra EU.

Langt det meste handel foregår imellem SADC-landene og inden for COMESA-samarbejdet, Common Market for Eastern and Southern Africa.

Truslen fra EU
Den situation ville ændre sig dramatisk, hvis Zambia vælger at skrive under på den såkaldte EPA-aftale, Economic Partnership Agreement, som EU og en lang række udviklingslande forhandler om i øjeblikket:

”Hvis vi skriver under på EPA-aftalen, vil det bl.a. betyde, at Zambia må fjerne alle toldmure over for europæiske producenter”, siger Jennipher og fortsætter:

”Så vil Zambia ligge åben for import fra EU-landene, og så vil europæiske produkter ligge side om side med de sydafrikanske på supermarkedshylderne”.

Jennipher Sakala-Uwishaka frygter især, at en EPA-aftale vil tage livet af udviklingslandenes landbrugs- og mejerisektorer, bl.a. fordi europæiske landmænd får landbrugsstøtte i modsætning til f.eks. de zambiske. Selv om EPA-aftalen lægger op til at fjerne europæiske toldmure over for udviklingslandenes produkter, så tror Jennipher ikke, at det ville betyde synderligt for et land som Zambia.

”Vi kæmper en sej kamp i forvejen for bare at komme ind på vores eget marked. Vi får svært ved at leve op til europæiske kvalitets- og dokumentationskrav, så vi kan komme ind på det europæiske marked”, siger hun.