Bistand som våben i spillet om frihandel

EPA’erne – de kommende europæiske frihandelsaftaler med bl.a. en række afrikanske lande – truer de skrøbelige økonomier i syd.

Jane Nalunga fra den afrikanske handels-NGO Seatini besøgte MS’ skib under topmødet i Rostock. Foto: Nils Brøgger Jakobsen.

”Liberalisering er, når EU-kommissionen presser os til at fjerne samtlige toldsatser nu og i al fremtid. Det betyder, at Uganda som et af verdens fattigste lande skal i direkte konkurrence med klodens stærkeste økonomier.” Sådan udtalte uganderen Jane Nalunga sig under G8-topmødet i Rostock. Hun er forkvinde for den afrikanske handels-NGO Seatini og følger sammen med folk fra den ugandiske regering forhandlingerne med EU-kommissionen om de såkaldte EPA-aftaler.

EPA betyder ”Economic Partnership Agreement” og er betegnelsen for de kommende handelsaftaler mellem EU-kommissionen og de såkaldte AVS-lande – 78 tidligere kolonier i Afrika, Vestindien og Stillehavet. Formålet er, i hvert fald på papiret, at udrydde fattigdom, at skabe bæredygtig udvikling, og at integrere AVS-landene i den globale økonomi.

Det lyder bestemt fornuftigt, men bag de flotte ord truer en helt anden dagsorden. Som forhandlingerne forløber, står det klart, at EPA’erne reelt er vidtrækkende frihandelsaftaler mellem en økonomisk sværvægter i nord og skrøbelige økonomier i syd. Det er ikke udvikling, men derimod EUs egen markedsadgang, der er EUs fokus.

Afrika skakmat
Afrikas vigtigste handelspartner er EU, der aftager størstedelen af Afrikas eksportvarer. EU er samtidig Afrikas største bistandsdonor. Dette afhængighedsforhold giver EU stor magt og sætter de afrikanske regeringer skakmat i en forhandlingssituation, som i forvejen er præget af stor ubalance pga. ulige forhandlingskapacitet. Ved at bruge fordelingen af bistandsmidler som våben kan EU tvinge AVS-landene til at underskrive enhver aftale. Paradoksalt nok er bistanden ikke meget værd, når den kobles til en firkantet liberaliseringsstrategi.

”EU-kommissionen siger, at de fleste penge i den Europæiske Udviklingsfond er øremærket til de lande, som underskriver de nye aftaler. I Uganda finansieres halvdelen af vores statsbudget med donormidler, og EU er den største donor, men når bistanden kobles til ødelæggende økonomiske betingelser, så skader den mere end den gavner,” udtalte Jane Nalunga også under G8-mødet.

Ny europæisk kurs
EPA’erne tegner således en ny og meget aggressiv kurs i EU’s udviklings- og handelspolitik over for de fattigste lande. Samarbejdet mellem EU og Afrika var i mange år karakteriseret af ensidige præferenceaftaler om særlig markedsadgang for afrikanske varer til EU. De fattigste lande havde altså tidligere mulighed for at beskytte deres svage økonomier mod en urimelig konkurrence fra EU; men det skal være slut nu.

Med EPA’erne tvinges svage afrikanske lande til at fjerne tolden på importvarer fra EU, og dermed mister de en stor del af de toldindtægter, som bruges til livsnødvendige udviklingsinitiativer. I Uganda udgør toldindtægter omkring 50 pct. af de nationale indtægter og finansierer derfor en betydelig del af statsbudgettet. Det er vanskeligt at få øje på nogle alternative indtægtskilder - især når halvdelen af Ugandas statsbudget i forvejen er finansieret af bistandshjælp.

De fattigste betaler prisen
Når tolden fjernes mellem EU og Afrika, påvirkes det eksisterende økonomiske system. En sådan omstrukturering har store samfundsmæssige konsekvenser i form af midlertidig arbejdsløshed og risiko for social uro. Industrier kollapser i visse regioner, og nye virksomheder åbner i andre. Tilpasning kræver ny infrastruktur, institutionelle og juridiske reformer og omskoling og efteruddannelse af arbejdsstyrken. Det tager tid, og prisen er dyr. Men hvem betaler regningen?

EU har allerede fjernet tolden på de fleste varer fra de tidligere kolonier, og omkostningerne ved tilpasningen rammer derfor AVS-landene uforholdsmæssigt hårdt. Det er altså de fattigste, der betaler prisen.

En undersøgelse fra 2004 af konsekvenserne for Uganda underbygger denne skepsis. Undersøgelsen forudsiger, at toldindtægterne vil falde med ca. 200 mio. kr. i Uganda. Det forudsiges også, at EPA’erne vil føre til stigende arbejdsløshed i både den private og den offentlige sektor. Det er en naturlig konsekvens af faldende offentlige toldindtægter og urimelig konkurrence.

Afindustrialisering
Det er især landbrugssektoren, som vil blive udsat for et hårdt pres. Landbruget beskæftiger 80 pct. af landets arbejdsstyrke og er den vigtigste indtægtskilde for størstedelen af befolkningen. Den står for 90 pct. af landets eksportindtægter. Som i mange andre udviklingslande er landbruget den base, som Uganda skal bygge sin industri på, og landbruget bidrager i dag med størstedelen af råmaterialerne i industrien. Undersøgelsen viser ganske foruroligende, at den øgede konkurrence fra toldfri import af billige industrivarer fra EU og EU-støttede landbrugsprodukter vil føre til direkte afindustrialisering.

”EU presser os til at liberalisere, og det er den politik, der har gjort os fattigere end nogensinde,” udtalte Jane Nalunga under G8-mødet.

De fattige lande får ikke lov til at beskytte deres sårbare økonomier, mens de vokser sig stærkere, på samme måde som da vi i vesten udviklede vores økonomier og forberedte os på den fri konkurrence. Landbrugsstøtten til europæiske landmænd er et levn fra denne beskyttelse og et godt eksempel på, at Europa ikke selv følger den linje, som de prædiker over for de fattige lande under EPA-forhandlingerne. Det er dobbeltmoral, når den er værst.

Et spørgsmål om liv og død
Blandt NGO’er og AVS-landenes regeringer stiger bekymringen forståeligt nok. De fattigste lande bør ikke tvinges til at liberalisere deres markeder, før de er klar til det, lyder beskeden enstemmigt. Et land som Uganda står over for enorme udfordringer i kampen mod fattigdom og marginalisering. Og fair handel, hvor der tages hensyn til de skrøbelige økonomier, er en nødvendighed, hvis denne kamp skal vindes.

Vi har en moralsk forpligtelse til at støtte de fattige landes kamp for en bæredygtig integration i den globale økonomi. Og alligevel prioriterer de rige lande deres økonomiske egeninteresser frem for fattige mennesker i syd – det viser EPA-forhandlingerne med al tydelighed. Og hvor det i vesten er et spørgsmål om moral og økonomi, bliver det i Afrika til et spørgsmål om liv og død.

Går det efter EU's stramme tidsplan, så træder EPA’erne i kraft allerede den 1. januar 2008. Meget forhastet og uden overblik over konsekvenserne for verdens fattigste.