dansk english Facebook Twitter
Magasinet Indflydelse nr. 2/2007

Zimbabwe: Fokus på fair trade

MS-Zimbabwe sætter fokus på fair trade som et element i sin nye strategi for samarbejdet med lokale partnerorganisationer.

Af Mary K. Kobia, informationsmedarbejder MS-Zimbabwe, email: msdw@mweb.co.zw

05. juli 2007

Støtte til fair trade er et af elementerne i den nye strategi, som MS-Zimbabwe er ved at udvikle med fokus på folkelig deltagelse i det lokale demokrati og indflydelse til de fattige og marginaliserede. Fair trade delen fokuserer på små producenters ret til at organisere sig og eksportere produkter til regionale og internationale markeder. For at diskutere de små producenters udfordringer afholdt MS-Zimbabwe en workshop med deltagelse af lokale partnere, udviklingsarbejdere og repræsentanter fra organisationer i civilsamfundet. Beauty Mugijima fra Zimbabwes LO fortæller:

Aktion ramte små producenter og handlende
”Det største problem i Zimbabwe er, at små producenter ingen rettigheder har. De tilhører den uformelle sektor, som blev lagt i ruiner under regeringens landsomfattende oprydningsaktion den 23. maj 2006 – den såkaldte ”Operation Restore Order”. Konsekvenserne af aktionen var, at flere hundrede tusinde mennesker blev hjemløse og fik frataget muligheden for at tjene penge via uformel forretningsvirksomhed som f.eks. gadesalg og loppemarkeder.  Ifølge regeringen var aktionen nødvendig for at bekæmpe handel med smuglervarer og illegal valutahandel. Nu vil man i stedet oprette strukturerede markedspladser, hvor sælgere skal søge om tilladelse til at handle med godkendte varer.

Nedlæggelsen af markederne ødelagde livsgrundlaget for op mod 1-2 millioner zimbabweanere, der levede som sælgere på gadehjørnet, på markeder eller i kiosker. Effekterne mærkes endnu tydeligt i dag – mere end et år efter regeringens brutale handlinger. Det er reelt kun en meget lille procentdel af de handlende, som har fået myndighedernes tilladelse til at handle igen, efter at de mistede deres job og hjem fra den ene dag til den anden.

Fair trade vejen frem
”Operation Restore Order” spøger stadigvæk i alles bevidsthed. Mange frygter en gentagelse. Blandt workshopdeltagerne var der enighed om, at de små producenter er nødt til at organisere sig i en formel sektor. MS-Zimbabwe støtter denne udvikling ved at indgå partnerskaber med lokale fair trade organisationer og skabe nationale og regionale netværk for små producenter.

”Fattigdommen presser små producenter til at sælge under uorganiserede forhold og ikke altid til den bedste pris. For mange handler det om at skaffe brød på bordet. Derfor er der et behov for, at de små producenter organiserer sig, og vi støtter dem i denne proces. Jo flere man er, jo større er chancen for at blive hørt og få indflydelse”, siger Augustine Tawanda fra Zimbabwe Cross Border Traders Association – en af MS-Zimbabwes fair trade partnere.

Zimbabwes eskalerende økonomiske krise har tvunget flertallet af befolkningen ud i dyb fattigdom. Fair trade løser ikke alle problemer, men det giver folk indflydelse på deres egen økonomiske og sociale udvikling. Det sætter dem i stand til at forbedre forholdene for deres familier og i lokalsamfundet.

Fair trade blev første gang bredere kendt gennem Max Havelaar-mærket i 1988. I dag er mange fair trade producenter samlet i FLO, Fair Trade Labelling Organizations International, som i 2002 lancerede det første internationale fair trade certifikat. FLO udformer standarderne og støtter og certificerer producenterne. I 2006 fik 1,5 mio. producenter direkte gavn af ordningen, og yderligere 5 mio. fik gavn af forbedret infrastruktur og lokale udviklingsprojekter.

MS’ nye fair trade hættetrøjer og t-shirts sælges på sommerens festivaler og på nettet www.ms.dk. Foto: Peter Bischoff.
MS’ nye fair trade hættetrøjer og t-shirts sælges på sommerens festivaler og på nettet www.ms.dk. Foto: Peter Bischoff.
Send til en ven   Print siden  
Indflydelse nr. 2/2007
<a href="sw76971.asp" target=_top>Retur til oversigten</a>
Se også kampagnen