Magasinet Indflydelse nr. 2/2007

Den politiske magt i Afrika er personlig

Zimbabwe: Mugabe er som en gift, der lidt efter lidt er blevet tilsat vores politiske mad, og når man mærker virkningen, er det for sent, fortæller forfatteren Chenjerai Hove fra sit eksil i Stavanger.

Tekst og foto: Kristine Haugen

05. juli 2007

Den 51-årige forfatter Chenjerai Hove fra Zimbabwe har skrevet romaner, børnebøger, digte og politiske essays og modtaget flere priser – bl.a. for romanen ”Bones”, som er oversat til dansk. Som så mange af sine landsmænd støttede han befrielsesbevægelsen, men blev siden en skarp kritiker af Mugabe-styret, og i 2001 måtte han gå i eksil – først i Frankrig, siden i den vestnorske by Stavanger, hvor jeg møder ham.

Hvorfor forlod du Zimbabwe?

”Jeg rejste, fordi det politiske system gik så hurtigt i forrådnelse. Truslerne mod mig og min familie blev så alvorlige, at jeg frygtede for vores sikkerhed. Til sidst var selv mine nærmeste venner bange for at blive set sammen med mig på gaden. I starten prøvede de at bestikke mig til at skifte side med store beløb. De tilbød mig endog en farm, men jeg er forfatter, ikke landmand.

Folk er så forskræmte, så fulde af frygt. Når min afdøde søster og svoger er registrerede som vælgere, så aner man, at noget er helt forkert. Og når valgresultatet indebærer, at 120 pct. af vælgerne skulle have stemt, så ved man, at resultatet er arrangeret. Hele samfundet er infiltreret af det hemmelige politi. Mugabe tør ikke overlade noget til tilfældighederne. Han har infiltreret alle slags organisationer – selv kirkerne, pubberne og familierne. Hele landet er styret af frygt. Du stoler ikke engang på din egen hustru. Folk er så bange, at de er villige til at ofre deres frihed for at føle sig trygge. Zimbabwe er blevet en politistat.”

”Folk er så bange, at de er villige til at ofre deres frihed for at føle sig trygge. Zimbabwe er blevet en politistat.”

Hvad er det sværeste ved at leve i eksil?

”Det sværeste er, at man må starte helt forfra og opbygge nye venskaber og netværk. Man kender ikke træernes og fuglenes navne, og man må bruge et kort for at finde tilbage til det sted, man skal sove. Når man skriver, formidler man alt, hvad man fornemmer med sine fem sanser. F.eks. duften af mango, som minder mig om min barndoms jul. Når man opholder sig i et fremmed land, er hele denne referenceramme væk. Alt er fremmed. Duftene er forskellige, og selv metaforerne ændrer sig. Den politiske atmosfære, kulturen og miljøet er anderledes.

Man går fra at være en forfatter, som staten frygter, til at være en forfatter, som ingen kender eller bryder sig om – og det kan være meget hårdt og ensomt. Konkret har eksilet gjort min måde at skrive på mere uforsonlig og direkte. Mine digte er fulde af vrede – ikke bare mod Mugabe, men mod alle diktatorer. Men jeg vil ikke lade vreden ødelægge mig. Jeg får afløb for mine følelser og tanker og søger at skabe visdom.”

Har europæiske forfattere en anden approach end afrikanske?

”Folk bliver overrasket, når jeg fortæller, at jeg er en politisk forfatter. Men for mig er alle aspekter af livet politisk – maden, bygningerne, kærligheden, træerne, medierne, pengene. Alt er politisk, fordi der er nogen, der bestemmer. Fordi alting har at gøre med fordeling af magt og med brug og misbrug af magt. Og når jeg skriver, interesserer jeg mig altid for hvem, der har magten til at bestemme. Bruger han sin magt til at berige folket og give dem værdighed – eller gør han dem til ofre?”

”For mig er alle aspekter af livet politisk – maden, bygningerne, kærligheden, træerne, medierne, pengene.”

Du støttede oprindeligt befrielsesbevægelsen?

”Jeg har aldrig støttet ZANU-PF, men jeg støttede befrielseskampen i begyndelsen. For mig var det en måde at generobre vores værdighed. Men det viste sig hurtigt, at vi var i færd med at skabe et monster, og jeg forsøgte at advare folk. Mange mente, at jeg var for hård i min kritik – at man godt kunne acceptere nogle få ændringer i grundloven hist og her. Mugabe er som en gift, der lidt efter lidt er blevet tilsat vores politiske mad, og når man mærker virkningen, er det for sent.

Jeg forstår ikke, hvordan folk overlever, for de har absolut ingenting! I 1987 levede 15 pct. af befolkningen for under én dollar om dagen. I dag gælder det for 80 pct. Det er kommet så vidt, at folk ikke længere tror, at de kan klare sig uden korruption – at det er den eneste måde at leve på. Zimbabwe er blevet korruptionens kongerige. Landet har ressourcer nok til, at hele befolkningen kunne leve godt, men efter 27 års udplyndring og misbrug er det svært at se positivt på fremtiden.”

Hvordan betragter man en politisk modstander?

”Problemet er, at den politiske magt i Afrika er personlig. Alt bliver personligt, og oppositionen bliver en fjende, der skal bekæmpes. Mugabe har sammenlignet oppositionen med én, der prøver at stjæle hans kone, men man kan ikke sammenligne et land med sin kone! Man erkender ikke, at oppositionen også er del af systemet, og at det er et privilegium, at præsidenten har fået lov til at styre landet. Mugabe er så bange, at han ikke engang har pli nok til at invitere oppositionen.

”Problemet er, at den politiske magt i Afrika er personlig. Alt bliver personligt, og oppositionen bliver en fjende, der skal bekæmpes.”

Det største problem er, at afrikanere er for religiøse. Med det mener jeg, at de forsøger at finde nogen at tilbede. For folk har jo selv været med til at skabe den type diktator, som vi har i dag i Zimbabwe. Når man bliver tilbedt i 27 år som en Gud, så tror man til sidst, at man er Gud. Det sker overalt i Afrika. De afrikanske ledere ønsker at blive tilbedt, og folk ønsker at tilbede dem. Lederne holder sig end ikke tilbage for at forvandle kirkesalmer til politiske sange, hvor Guds navn er erstattet af præsidentens. Kun Mandela har modstået det – han nægtede at være en Gud.”

Kan en lignende udvikling undgås i Uganda?

”Jeg tror, det er for sent. For præsident Museveni tror allerede, at han er Gud. Han tror, at hans mission er at redde landet og folket, og at landet ikke kan reddes uden ham. Og folk tror, at de ville få det værre uden ham. Det er en form fo frelsermentalitet.”

Hvad kan civilsamfundet gøre?

”Det vigtigste er, at grundloven efterleves som et legitimt system. Civilsamfundet spiller en central rolle som katalysator for, at menneskerettighederne overholdes, og at der findes et demokratisk råderum. Men det er vigtigt at være sig bevidst, at det lokale civilsamfund kan være lige så farligt, fordi det eksisterer i kraft af at være i opposition og bygger på de samme strukturer, som det ønsker at bekæmpe. Mit håb er, at Zimbabwe fortsætter med at kæmpe for at genoprette vores værdighed. Vi kender værdien af frihed – og nu er det på tide at vinde friheden igen”, slutter Chenjerai Hove.

Kristine Haugen studerer kultur, kommunikation og globalisering ved Aalborgs universitet.