Når skolen ikke bliver bygget

Netværket Kocisonet – en af MS-Ugandas partnerorganisationer – arbejder med nærdemokrati og har det sidste år haft succes med at holde lokale embedsmænd og politikere ansvarlige for byggeri af skoler og veje i det nordvestlige Uganda.

Kocisonet: Grace Akandru er koordinator i netværket Kocisonet - en sammenslutning af civilsamfundsgrupper i Koboko i det nordvestlige Uganda, der arbejder for nærdemokrati og borgerindflydelse.

I månedsvis gik folk forbi byggegrunden, hvor en halvfærdig mur stod og så forladt ud. Alle vidste, at det var en skole, der skulle opføres for at skabe ordentlige rammer for at undervise børn fra 6 til 13 år. Folk vidste, at der i begyndelsen var penge til at bygge skolen, men at de formentlig nu var blevet brugt til noget helt andet. Rygterne ville vide, at de splinternye biler, som skoledirektøren og hans sekretær kørte rundt i, nok var betalt med pengene til skolen. Men ingen var sikker eller kunne bevise noget. Kun at skolen ikke var færdig, selv om den allerede figurerede i lokalplanerne som Mundrugoro Primary School.

Det er Grace Akandru fra netværket Kocisonet, der fortæller historien. Hun er koordinator for denne sammenslutning af civilsamfundsgrupper i Koboko i det nordvestlige Uganda og en af den slags kvinder, der ikke gør meget stads af sig selv. Men som energisk trækker læsset og både kan rykke hurtigt ud og stå for det lange, seje træk. Grace ryster på hovedet. Det er tydeligt, at hun finder historien fuldstændig absurd. Skolen blev først bygget færdig, da nogen begyndte at stille spørgsmål.  Og det gjorde Kocinet i 2006 sammen med et medlem i netværket, Anti Corruption Coalition Koboko.

Svindelnumre
Da fundamentet blev støbt, og de første mursten blev lagt til skolen i september 2005, var det planen, at den skulle stå færdig i løbet af et år. Men i december-januar begyndte det at gå lidt langsomt. Færre og færre arbejdere kom på byggepladsen, og i maj 2006 stoppede byggeriet helt og aldeles. Folk begyndte at beklage sig – især dem som forventede, at deres børn skulle starte i skolen.

”Forældrene kom og beklagede sig til os i Kocisonet, og sammen med Anti Curruption Coalition Koboko meldte vi sagen til en klageinstans”, fortæller Grace Akundru.

Klageinstansen var det såkaldte Inspectorate General of Government (IGG) – en kombineret efterforsknings- og anklagemyndighed, som alle ugandere i princippet kan gå til, hvis de har mistanke om svindel og korruption. Men for menigmand, der måske ikke kan læse eller skrive, kan det være noget af en udfordring at skulle fremføre sin mistanke om andres svindelnumre over for myndighederne. Derfor indberettede Kocisonet og antikorruptionskoalitionen på forældrenes vegne sagen for IGG. IGG fandt frem til, at udbetalingen til anden fase af skolen var blevet stoppet, fordi sponsorerne havde en mistanke om, at pengene blev brugt til andet end at bygge for. IGG fik så redet trådene ud mellem bygherren og sponsorerne, og i oktober 2006 begyndte byggeriet igen. Nu er det så færdigt, at to klasseværelser er taget i brug og skolen forventes at stå helt færdig her i juli.

”Det kunne helt klart betale sig at gå til IGG. Nu mangler der kun småting som vinduesrammer, før skolen er helt færdig”, siger Grace Akundru.

Gang i borgerindflydelsen
Sagen om Mundrugoro Primary School var Kocisonets første. Netværket blev dannet kort tid inden i september 2005 for at give alle civilsamfundsgrupper i Koboko en fælles platform i deres arbejde med at sikre almindelige menneskers rettigheder og indflydelse på lokale beslutningsprocesser.

Koboko er et nyt distrikt, som tidligere hørte det til det store Arua-distrikt. Men Koboko ligger i det øverste nordvestlige hjørne ved grænsen til Sudan og Congo, og mange ressourcer og investeringer nåede aldrig helt derud. Vejene var værre end andre steder, vand- og elforsyninger svigtede konstant, og klinikker og skoler var af en standard, så man tror, det er løgn.

Da Koboko blev et selvstændigt distrikt i 2005, lå det derfor lige for fra starten at prøve at skaffe borgerne indflydelse på de lokale beslutninger. Det var på den baggrund, at Kocisonet blev oprettet – for at grundlægge et nærdemokrati baseret på borgerindflydelse og i god regeringsførelse på lokalt plan.

”I begyndelsen forstod folk ikke, hvad Kocisonet kunne tilbyde. For dem havde ord som ”god regeringsførelse” og ”demokrati” noget med eliten og regeringen at gøre. De færreste vidste, at Uganda har en politik om decentralisering, som går ud på, at borgerne skal deltage i beslutningsprocesserne”, fortæller Grace.

Forandring nedefra
Derfor var den første udfordring at forklare, at Kocisonet ikke var en donororganisation, man kunne søge om penge, men derimod en platform, som organisationer og almindelige mennesker kunne bruge som afsæt for at hjælpe sig selv og hinanden med at få styr på den lokale administration i Koboko.

Distriktets befolkning omfatter 130.000 mennesker. For at nå dem alle arrangerede netværket offentlige møder for at forklare, hvad de kunne. De lavede også radiotalkshows, hvor lytterne kunne ringe ind og stille spørgsmål. Efterhånden fik de skabt en forståelse for, at Kocisonet gik ud på at løfte i samlet flok, så borgerne får mulighed for at præge beslutningerne nedefra.

”Men det holdt hårdt”, fortæller Grace. ”Folk blev ved med at spørge, hvorfor vi henvendte os til de små organisationer og almindelige mennesker og ikke til lederne, når det nu var dem, der havde magt til at ændre på tingene – og til at bruge offentlige midler til private projekter.”

Følg op på budgetlinjerne
Derfor er hun også glad for, at netværket så hurtigt har fået succeshistorien med Mundrugoro Primary School. Men fremover ønsker hun at gå mere strategisk til værk for at hjælpe borgerne til indflydelse på de lokale planer. I følge loven skal prioriteringen af de lokale budgetter starte med en høring i landsbyerne, hvor folk fremsætter deres ønsker og behov. Men i Koboko er der kun er afsat 5000 kr. til at høre alle borgere i alle landsbyer – og det er alt for lidt til, at det kan foregå som tiltænkt. Derfor er det i virkeligheden distriktets embedsmænd, som laver alle planer og budgetter ved skrivebordet.

Og derfor prøver Kocisonet nu at komme ind og få en fremtrædende plads i selve planlægnings- og budgetfasen for at sikre, at folk reelt bliver hørt, og at lokalforvaltningens dispositioner bygger på realiteter og ikke kun skrivebordsarbejde. Det betyder ikke, at netværket vil holde sig væk fra enkeltsager som byggeriet af Mundrugoro Primary School. Men de ønsker bare at være bedre rustet til at kunne følge enkeltsagerne til dørs – for som Grace Akundru siger:

”Hvis man har været med fra starten og ved, hvad der står i de enkelte budgetlinjer, så er det også lettere at kontrollere, om aktiviteterne foregår som planlagt.”

Svigt: Færre og færre arbejdere kom på byggepladsen, og i maj 2006 stoppede byggeriet helt og aldeles. Undervisningen er nu begyndt i de næsten færdige lokaler.

Skolens rektor i de halvfærdige lokaler.