Ugandiske bloggeres ”Happy Hour”

Er blogging en luksus i et afrikansk land, der slås med fattigdom og eftervirkningerne af en blodig borgerkrig? Eller er det et alternativt medie, hvor nye grupper kan skabe dialog med hinanden og verden udenfor og udvide det demokratiske rum?

Foto: Pernille Bærendtsen.

Dagbøger på nettet – de såkaldte weblogs – er stadig et ret nyt fænomen i Afrika, hvor bloggerne mest har været aktive i Sydafrika. Men også i Uganda vinder de frem i takt med den tekniske udvikling. Antallet af mobiltelefoner steg fra 12.000 i 1998 til over 700.000 fem år senere, og adgangen til internettet steg fra 0,1 pct. i 2000 til 1,7 pct. i 2006 – stadig langt under Danmark, men dog en voldsom vækst.

Den ugandiske blogosfære består både af indbyggere i landet og af eksilugandere i udlandet. De fleste bor i hovedstaden eller distriktsbyerne, men de lokale internetcaféer og de billige mobile modemmer har efterhånden bragt internettet ud til de fjerneste områder i nord.

Det benytter præsten Willy Akena sig af. Han arbejder for MS’ partnerorganisation Diocese of Northern Uganda i byen Gulu, hvor han har blogget siden november 2006. Han havde brug for et vindue til verden, da han deltog i fredsforhandlingerne med rebellerne i nord. Der står respekt om Willys førstehåndsberetninger, der adskiller sig fra journalisternes filtrerede historier. Willy har selv været bortført af rebellerne og ved, hvad han taler om. Hver uge skildrer han i øjenhøjde de mange udfordringer. Bloggen er blevet hans mulighed for at skabe opmærksomhed om Ugandas sorte samvittighed – de internt fordrevne, de tidligere børnesoldater og rebellerne der vender hjem for at blive forsonet med lokalbefolkningen.

Optagelse: Fire danske piger har lavet en film om ugandiske bloggere, der her mødes til ”Happy Hour” på Mateo’s Café i Kampala. Foto: Pernille Bærendtsen.

Men det er bloggerne med base i Kampala, der udgør flertallet og sætter deres præg på miljøet. Deres fællesskab er blevet styrket af, at alle bloggere kan mødes den sidste torsdag i hver måned til en fælles Ugandan Bloggers Happy Hour. Bloggerne har navne som “The One”, “S.A.G.E.” (Saving A Generation Endangered), “27th Comrade”, ”Undo”, ”Deg” og ”Inky” – og en street-jargon, der ikke lader amerikanske storbyer meget tilbage.

Den enkelte blogren – et udtryk skabt i Kampala – er meget forskellig. Folk skriver som terapi, fordi de udtrykker sig bedre sådan, for at få en online identitet og slippe den almindelige verdens begrænsninger – eller for at møde folk og skabe netværk og kontakter – for at få en offentlighed og gøre oprør og gøre en forskel. Blogito ergo sum. Men fælles for dem er, at de er mennesker med meninger.

I et land med medier af svingende kvalitet er bloggerne gode til at føre dialogen om avisoverskrifterne ud til almindelige mennesker. De tager typisk udgangspunkt i en aktuel begivenhed, giver deres holdning til kende og tilføjer måske en personlig oplevelse. De er ofte åbenlyst kritiske overfor regeringen, og tit står også selve præsidenten for tur. De seneste måneder har de især skrevet om politiets brug af tåregas og stokke mod demonstranter. Men de skriver også om kontroversielle emner som homoseksualitet og utroskab.

Det skaber en nuanceret debat med mange personlige holdninger, hvor folk kan læse, hvad ”almindelige” ugandere tænker. Landets to største aviser har flere gange ladet sig inspirere og bedt bloggere om at skrive i avisen. På den måde er blogging blevet en alternativ informationskilde, hvor folk selv skaber indholdet og kontakterne. Blogging giver taletid til folk, der ellers ikke bliver hørt, og det styrker debat og stillingtagen som et vigtigt led i den demokratiske udvikling.

Pernille Bærendtsen blogger selv på http://pernille.typepad.com/uganda