Ugandas demokrati i bevægelse

Der var stærke opfordringer til at fortsætte dialogen både i og udenfor Uganda, da Mellemfolkeligt Samvirke sidst i maj samlede centralt placerede ugandere til et dialogmøde i København om forsoning og demokrati.

Nogle af deltagerne forsamlet efter mødet i Vartovs gård under Grundtvigs blik.

Det var med en vis nervøsitet for, at det kunne ende i mudderkastning, at Mellemfolkeligt Samvirke sammen med Ugandas ambassade tog initiativ til et dialogmøde om forsoning og demokrati den 30. maj i København. Men sådan gik det heldigvis ikke, da højtstående ugandiske politikere og folk fra civilsamfundet, domstolene og universitetet mødtes i Vartov med herboende eksil-ugandere under overskriften ”fællesskab i diversitet”.

Baggrunden for mødet var, at det politiske klima i Uganda fortsat er præget af polarisering og konfrontation trods fremskridt for det formelle demokrati. Det har været svært at udvikle en konstruktiv dialog om de gamle skel og de nye udfordringer – og store dele af oppositionen og civilsamfundet føler, at det går den forkerte vej. Formålet med mødet var at danne rammen for en åben og fordomsfri debat, hvor alle kunne tale frit fra leveren på neutral grund.

Forsoning i nord

Mødet var delt to temaer: forsoning og demokrati. Præsident Musevenis NRM-regering var repræsenteret af minister for ”general duties” Adolf Mwesige, der i sin indledning slog fast, at Musevenis bevægelse havde overtaget en ”mislykket stat” i en tilstand af opløsning. De skabte en national samlingsregering, som en periode også rummede rebeller. Der blev skabt økonomisk fremgang, og i 2005 indførte Uganda et flerparti-system. Men de har også kæmpet i 17 år mod oprørsbevægelsen LRA i nord, og han slog fast, at LRA måtte erkende og undskylde deres forbrydelser.

Dommer James Ogoola sagde, at konflikten havde forvandlet Norduganda til et slagtehus, og at hele befolkningen brændende ønskede forsoning nu. Han beskrev fremskridt i retssystemet med adgang til information og nye procedurer for at løse sager gennem forlig. Judy Kamanyi fra MS-Ugandas rådgivende bestyrelse sagde, at folk i syd først for nylig har fået øjnene op for problemerne i nord, hvor der er en udbredt følelse af afmagt og frustration. Professor Yasin Olum talte for afvæbning og mente, at begge parter burde opgive deres ”antagonistiske positioner”, som risikerer at forlænge lidelserne. Han foreslog en sandheds- og forsoningskommission nedsat.

Mange fremhævede, at det voksende antal unge i nord har brug for støtte. De kan ikke bare dyrke jorden som deres forældre – jordspørgsmålet er en varm kartoffel efter borgerkrigen. Der er brug for uddannelse, infrastruktur og nye bosættelser for at give de unge en fremtid og indhente det øvrige Uganda.

I sin opsummering af debattens første del sagde journalist Knud Vilby, at det er en ny og vigtig udvikling, at der nu findes en bred vilje til at løse problemerne i nord. Uganda rummer forskellige virkeligheder for forskellige mennesker – ikke alle har fået del i fremskridtene. Meningerne var delte om regeringens overgreb i nord – og hvordan man skal tackle LRAs forbrydelser. Kan man skabe fred uden retfærdighed, eller risikerer retfærdigheden at blokere freden og forlænge konflikten? I denne debat om tillid og gengældelse kom dommer Ogoola med et tankevækkende indlæg om de unge mænd, der i det almindelige kaos i flygtningelejrene i nord har gjort unge kvinder gravide. Er mange års fængselsstraf den eneste mulighed, eller bør man tværtimod hjælpe dem til at blive gode fædre?

Demokrati i bevægelse – hvilken vej?

Mødets andet tema om demokratisering blev indledt af professor Ogenga Latigo, der er næstformand i oppositionspartiet FDC. Han mente, at den politiske polarisering var skabt af regimernes militære baggrund, af modstanden mod politisk opposition og af enkeltperson-ledelse. Det har skabt en politisk kultur, hvor lederne føler, at kun de har moralsk legitimitet til at regere, og at uganderne skylder dem så meget for deres ofre, at befolkningen bør opgive deres demokratiske rettigheder. Oppositionens kamp kriminaliseres. Hvis man udfordrer præsidentens magt, bliver man til folkets fjende. Han fandt det afgørende at gøre op med denne kultur og skabe betingelser for lederskift – ”for præsidenters frivillige tilbagetræden har ikke været en del af vores politiske kultur”.

Warren Nyamugasira fra Ugandas NGO-forum mente, at det demokratiske rum blev mindre trods det formelle demokrati og gav eksempler med restriktioner for NGOers arbejde, forbud mod politiske møder og selvcensur hos pressen. Han kritiserede, at nogle individer står over loven. Som eksempel herpå nævnte Erias Lukwago fra oppositionspartiet DP, at præsidenten havde bedt den uafhængige ”Bank of Uganda” om at yde lån til bestemte personer, og han kritiserede også statens fordeling af ressourcer – en fordeling der samtidig var svær at anfægte og diskutere, fordi så meget bygger på ”én mands vision”.

Det satte gang i debatten. Ministeren tilbageviste kritikken og kritiserede selv oppositionen og NGO-miljøet. Kritikerne fastholdt, at det gik den forkerte vej, og at f.eks. den nye NGO-lov gav mindre spillerum end den gamle fra 1989. Ministeren lagde her op til, at der ikke ville være brug for så restriktiv en lovgivning, hvis NGOerne i højere grad kunne regulere sig selv.

I sin opsummering konstaterede Knud Vilby, at meget handlede om ”enkeltperson-ledelse” og ”én mands visioner”. Hvor regeringen mener, at de demokratiske spilleregler bliver fulgt, føler andre, at flertallet bruger systemet til at stække oppositionen og civilsamfundet. Han fandt kritikken ganske skarp i sin sprogbrug. F.eks. mindede ordene om ”præsidenters ufrivillige tilbagetræden” ham om diskussionen om Zimbabwe. Der blev også efterlyst kriterier for at vurdere den demokratiske udvikling. Det kunne være udvikling af en politisk kultur med magtdeling, hvor oppositionen ikke automatisk ses som en fjende, at oppositionen kan holde møder og få adgang til medierne, og at ressourcerne er mere lige fordelt.

Fortsat dialog i og uden for Uganda

Trods uenighederne fremhævede ministeren mødets positive ånd og betydning i forsoningsprocessen. Der var stor tilfredshed med initiativet og enighed om, at alene det at mødes er nyttigt. Der blev talt varmt for at fortsætte dialogen både i Uganda, hvor NGO-Forum kan spille en vigtig rolle, og blandt eksilugandere i Europa, hvor et nyt dialogmøde med flere deltagere blev foreslået. MS blev opfordret til at støtte begge spor – i Uganda ved at støtte NGO-Forum, som ønsker at påtage sig opgaven og styrke civilsamfundets rolle.

MS’ generalsekretær Frans Mikael Jansen overrakte gæsterne t-shirts med ”Democracy – a way of life”, her til ministeren Mwesige.

MS’ generalsekretær Frans Mikael Jansen sluttede med at takke for mødets åbne og ligefremme tone. Han havde mærket et stærkt fælles ønske om forsoning i nord. Så langt kom dialogen om demokrati ikke, men den var startet, og folk havde lyttet til andres meninger. Og det er netop demokrati, sagde han. Demokratisk kultur handler om tolerance, om at lytte og forstå og finde løsninger, også hvor man er uenige. MS har en formulering om demokrati som en livsform – fordi det starter i familien og er mere end flertalsstyre. Det er viljen til dialog og kompromisser, sagde han og overrakte gæsterne t-shirts med ”Democracy – a way of life”.

En fælles erklæring og en rapport fra mødes kan ses her