En rollemodel der ikke slås

22-årige Charlie Sønder Buchardt har arbejdet tre måneder som frivillig i Kenyas ørken. Her har han bl.a. været rollemodel for en gruppe forældreløse børn.

Fire unge danskere har været placeret hos organisationen ”Pepo La Tumaini”, der kan oversættes til “Håbets vind i ørkenen.”

Det er en noget forslidt talemåde. Men netop her kan man godt bruge den: 22-årige Charlie Sønder Buchardt har fået Afrika ind under huden. Det har han rent bogstaveligt og mere end godt er. Et stik fra en malariamyg har nemlig tvunget ham en tur ind til Kenyas hovedstad, Nairobi, for at blive tilset af en læge. I skrivende stund er han i bedring og på vej tilbage til Isiolo, en lille by i Kenyas nordlige ørken, hvor han siden marts har arbejdet som frivillig udsendt gennem MS’ rejseprogram Global Contact.

Inden turen går tilbage fem timer med bus, er der tid til at lade sig interviewe. Og Charlie Sønder Buchardt har ikke så lidt at fortælle. De seneste måneder har været blandt de mest begivenhedsrige i hans liv. Som frivillig hos en lokal hjælpeorganisation har han både ageret bogholder, frøavler og rollemodel for forældreløse børn.

“Det har været meget interessant at arbejde sammen med mennesker fra en helt anden kultur. Især arbejdet med børnene har været en oplevelse,” fortæller han. Inden han rejste til Kenya, arbejdede han på et lager i Silkeborg.

Blandt nomader

Sammen med fire andre unge danskere har Charlie Sønder Buchardt været placeret hos organisationen ”Pepo La Tumaini”, der kan oversættes til “Håbets vind i ørkenen.” Organisationen driver en række hjælpeprogrammer til gavn for den lokale befolkning. Området i Kenyas ørken omkring Isiolo er fra gammel tid beboet af overvejende muslimske hyrdefolk, der flytter omkring med kameler og geder. I dag er det en af Kenyas fattigste og mest forsømte regioner.

Pepo La Tumaini forsøger at gøre gavn på flere fronter, bl.a. ved at drive et center for forældreløse børn og ved at uddele medicin og nødhjælpspakker. Som noget nyt forsøger man også at avle frø til små landsbykøkkenhaver, der kan sikre befolkningen en mere alsidig kost, end husdyrene kan levere i form af mælk og kød.

For Charlie Sønder Buchardt har det frivillige arbejde været afvekslende og meget anderledes end de job, han har haft derhjemme. De største oplevelser har han fået i Pepo La Tumainis lejr for forældreløse børn, hvor han har hjulpet til i ledige stunder. Børnene bor i lejren og går i skole. Typisk er deres forældre døde af aids, eller de er blevet dræbt i en af de mange krige, som fra tid til anden blusser op mellem rivaliserende stammer i regionen. For Charlie Sønder Buchardt og de øvrige unge danske frivillige på stedet handler det mest om bare at være sammen med børnene; spille fodbold, vaske tøj sammen, holde i hånden, lave bål og riste snobrød, eller bare snakke.

Gavmilde børn

Mødet med børnene har både været rørende og skræmmende, fortæller Charlie Sønder Buchardt. I et samfund, hvor der er mangel på stort set alt, bliver mange børn forhærdede og vænner sig til at kæmpe for de få goder, der er til rådighed. Men samtidig er det kutyme at dele ud af det lidt man har til sine nærmeste, for at alle kan overleve. Begge dele har de danske frivillige oplevet på nærmeste hold:

“En af de lokale skikke, som har gjort indtryk på mig, er, at det er uhøfligt at takke nej, når man blive budt på mad. De børn, der er på centret, bliver undervist i hygiejne af en canadisk hjælpeorganisation. De lærer, hvordan man vasker sig, børster tænder og holder sig ren. Efter hvert kursus får de to pakker a fem kiks. For dem er det noget særligt, det er de ikke vant til. Alligevel kommer de hver gang og byder os. Det er virkelig rørende,” fortæller Charlie Sønder Buchardt.

Svagt ikke at slås

Selv om han har været overrasket over børnenes gavmildhed, er det alligevel en anden og mere barsk oplevelse, som har givet ham det største kulturchok. Han fortæller om en episode, som udspandt sig, da en af fodboldene fra centret punkterede mod de skarpe sten.

“Jeg tog sammen med en af drengene hen til en skomager for at få bolden repareret. Skomageren tog den gummibold ud, som er inden i læderbolden, og sagde, at vi kunne komme tilbage og hente det hele to timer senere. Drengen, jeg var sammen med, sagde, at han ville have sin bold tilbage med det samme og beskyldte skomageren for at være en tyv. Der var andre, som stod omkring, som blandede sig og begyndte at råbe ad ham, og folk hidsede sig op. I mellemtiden var drengen løbet hjem efter de andre drenge. Da de kom, begyndte de at slå på skomageren. De blev ved, indtil han lå ned,” fortæller Charlie Sønder Buchardt og tilføjer, at oplevelsen ikke kun var et chok for ham. Det var tydeligt, at drengene også undrede sig. Ikke over begivenheden, men over ham:

“Hele vejen hjem gik de og rystede på hovedet af mig, fordi jeg ikke havde deltaget i slåskampen. Da vi kom hjem og snakkede med en afrikansk kvinde, der er tilknyttet lejren, var holdningen den samme. Det er et tegn på svaghed, hvis en mand ikke slås.”

Håber at gøre en forskel

Det kan være svært at dømme andres handlinger, når man selv er opdraget med et helt andet kulturelt regelsæt, men Charlie Sønder Buchardt håber alligevel, at han og de øvrige fire danskere har kunnet være en form for ikke-voldelige rollemodeller for børnene hos Pepo La Tumaini.

Han håber også, at han og de øvrige fire unge danskere med deres indsats har været med til at forbedre nogle af organisationens arbejdsprocesser. De har blandt andet foreslået, at man skal føre lister over medicinbeholdningen, så man ikke løber tør, og så man ikke risikerer at skulle smide store mængder forældet medicin ud.

At han selv har fået udbytte af opholdet i Kenya, tvivler han til gengæld ikke på. Af samme grund svarer han prompte, at han meget gerne vil ud i verden og arbejde med lignende opgaver, hvis chancen byder sig.

“Det har været meget anderledes og meget spændende. Og jeg tror, det vil virke som en endnu større oplevelse, når jeg kommer hjem end nu, hvor jeg er midt I det.”