Mellemfolkeligt Samvirke spiller unfair volley på Roskilde Festival
Se hvad der sker når WTO holdet bestemmer reglerne for Syd holdet i en volleykamp uden nåde. De festivalgæster, der deltager i spillet og vinder, får en gratis øl for indsatsen.
|
|
Mellemfolkeligt Samvirkes aktivister på Roskilde Festivalen
|
05. juli 2007
Mellemfolkeligt Samvirke er på Roskilde Festival fordi vi arbejder med fair trade, som er festivalens humanitære fokus i år.
Ud over vores bod i Odeon handelsområdet, hvor vi sælger lækkert fair trade tøj fra torsdag d. 5. juli, har vores aktivister allerede indtaget campingområdet, hvor der foregår en masse aktiviteter og events i dagene inden festivalen for alvor går løs.
Vi har således inviteret festivalgæsterne til at afprøve deres evner til volleyball på unfair betingelser. Spilkonceptet er i udgangspunktet lig med almindelig volley med få, men afgørende ændringer, der skal symbolisere den uretfærdige dynamik i fastlæggelsen af handelsregler. Det ene hold repræsenterer den magtelite, der dominerer forhandlingen af de internationale handelsregler og betingelser, som G8, WTO og IMF. Det andet hold repræsenterer det Globale Syd, forstået som de lande, der har svært ved at få afsat deres produkter og råvarer på verdensmarkedet.
Som i almindelig volley er formålet med spillet at vinde over modstanderen. I et almindeligt spil vil begge hold have samme udgangspunkt for at vinde, f.eks. ens regler, en fair dommer og ensartede spilleforhold. I unfair volley illustreres magtforholdet mellem magteliten og det globale Syd ved, at der undervejs – som i den virkelige verden – foregår forhandlinger af spilleregler (læs handelsregler) uden deltagelse af det globale syd. I spillet betyder dette at WTO-holdet kan afbryde spillet for at initiere forhandlinger af spillereglerne på et hvilket som helst tidspunkt de ønsker, og at dommeren stort set altid godtager disse ændringer.
Festivalgæsterne har taget spillet til sig og har været meget kreative med at finde på unfair regler mod Syd-holdene. Syd-holdet har f.eks. skullet lave piruetter hver gang de har rørt bolden, skullet serve med ryggen til, sidde ned indtil bolden kom i spil, hoppe på et ben, har fået forbud mod at blokere oppe ved nettet og er blevet bedt om at bytte om på deres venstre og højre sko. De fleste WTO- hold bestemte også straks at deres bolde aldrig kunne være ude og at WTO selvfølgelig fik dobbelt point, hver gang de scorede.
Trods de unfair betingelser, er det faktisk lykkes for Syd-holdene at vinde nogle enkelte kampe, til stor glæde for det omkringstående publikum, der udviser deres solidaritet med verdens fattige ved konsekvent at heppe på Syd.
Se også festivaldeltageren Peter Bøggilds blog om vores volley event:
http://festivalblog.blogspot.com/2007/07/unfair-volleyball.html



