Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
ZAPP 2/2007

Har du indflydelse? – Ung i Nicaragua, Sudan og Myanmar

I dette ZAPP fortæller unge fra Nicaragua, Sudan og Myanmar (Burma) om deres muligheder for at få medindflydelse på deres liv og deltage i demokratiske processer i deres samfund og land. Mød bl.a. Al Haz fra Sudan som drømmer om en karriere som politiker. Lay fra Myanmar (Burma) lever i en flygtningelejr i nabolandet Thailand og tager sammen med andre unge på hemmelige aktioner til sit hjemland for at kæmpe for et nyt og mere demokratisk Myanmar. Kathi fra Nicaragua respekterer at en idrætstræner har det sidste ord, men nogle gange kan man jo komme til ikke at høre efter…

På ZAPPs debatsider fortæller danske unge om deres syn på ytringsfriheden i Danmark til ZAPPs 16-årige debatbestyrer, Negin Bazrafkan fra Århus.

Om temaet

Hvordan går det med demokratiet og unges muligheder for at få indflydelse rundt om i verden? Et meget stort spørgsmål som ZAPP denne gang forsøger at give nogle bud på. Vi besøger unge fra tre forskellige lande og på tre forskellige kontinenter – nemlig Nicaragua, Sudan og Myanmar (Burma) – for at høre om deres demokrati-erfaringer.

På debatsiderne 34-37 kommenterer ZAPPs debatbestyrer, Negin, temaet ‘ytringsfrihed i Danmark’ og sætter det til diskussion blandt danske unge der svarer på spørgsmålet: “Hvad er ytringsfrihed for dig?” Negin opfordrer til at vi bruger vores ytringsfrihed med respekt for hinanden og skriver: “Vil du ændre noget i vores samfund, skal du også selv komme i gang!” Er fx dine elever enige/uenige i hvad Negin eller nogle af de andre unge mener?

Hvis du vil lade dine elever afprøve deres holdninger om ytringsfrihed, giver demokratispillet Global Island, www.globalisland.dk jer muligheden i spillerunden “Hvad betyder ytringsfrihed for en demokratisk udvikling?” Tid og tilmelding findes på sitet.

 

LAY FRA MYANMAR (BURMA) (som er flygtning i nabolandet Thailand og kæmper for demokrati i sit hjemland, Myanmar):

“Der er ingen ytringsfrihed. Hvis du er involveret i politik eller er kritisk over for styret, ryger du i fængsel. De lader dig sidde i et mørkt hul til hjernen går i stykker. Når de frygter at unge vil demonstrere, lukker de universiteterne så de studerende ikke kan mødes.” (side 30)

Al HAZI FRA SYDSUDAN (drømmer om at blive politiker, så han kan gøre sit land til et bedre sted at leve i):
“Unge i Sydsudan forventes at se stiltiende til og vente til de bliver gamle nok. Vi forventes ikke at deltage aktivt. I min familie er det heldigvis lidt anderledes. Her diskuterer vi meget.” (side 26)

KATHI FRA NICARAGUA (dyrker atletik og ved godt at træneren bestemmer, men alligevel…):
“Der er ikke så meget plads til diskussion. Det giver ikke rigtig nogen mening at diskutere på et idrætshold,” siger Kathi og griner. Hun ved godt at når løbet løbes, så er det hende selv der bestemmer. (side 10)

 

Indhold

4-5 Demokrati = folkestyre
Demokrati betyder folkestyre: altså at folket bestemmer. I Danmark har vi det man kalder et repræsentativt demokrati. Det betyder at alle der er fyldt 18 år, må stemme og være med til at vælge politikere til at træffe beslutninger på vegne af os alle. De folkevalgte politikere repræsenterer vores interesser i bl.a. Folketinget. Ideen med at vælge nogle mennesker til at repræsentere vores holdninger og interesser findes ikke kun i politik, men også i sportsklubber, elevråd, spejderkorps – og alle foreninger hvor man vælger medlemmer til bestyrelser.
TEKST / LOUISE F.J. ALBERS PEDERSEN • louisealbers@stud.ku.dk

6-7 Demokrati = folkestyre – info til dig
I dette ZAPP kan du møde unge fra Nicaragua, Sudan og Myanmar (Burma). Her er fakta om disse tre lande og demokratiets tilstand.
FAKTA / CHRISTIAN KORSGAARD (Nicaragua) • VIBEKE QUAADE OG PERNILLE BÆRENDTSEN (Sudan) • THOMAS AUE SOBOL (Myanmar)

8-9 Fakta om stemmeret
Hvad mener du: Er man gammel nok til at få demokratisk indflydelse som 16-årig?
TEKSTER / LOUISE F.J. ALBERS PEDERSEN OG BETTINA GRAM

10-15 Det er træneren bestemmer – det er o.k.!
Idræt og medbestemmelse hænger ikke sammen. Det mener tre unge fra Nicaragua som synes at træneren bør have det sidste ord. Men nogle gange kommer de til ikke at høre efter…
TEKST OG FOTO / CHRISTIAN KORSGAARD, MS-MELLEMAMERIKA • christian.ms@cam.org.ni

16-17 En dag i Arianas liv: “Jeg kan li’ at gøre noget for andre”
Ariana fra Nicaragua får mere energi når hun hjælper andre. Det har hun også brug for hvis hun skal klare sine lange hverdage.
TEKST OG FOTO / CHRISTIAN KORSGAARD, MS-MELLEMAMERIKA • christian.ms@cam.org.ni

18-21 Demokrati, demokrati, demokrati
Fakta om demokrati eller mangel derpå i Nicaragua, Sudan og Myanmar.
TEKSTER / CHRISTIAN KORSGAARD • PERNILLE BÆRENDTSEN & VIBEKE QUAADE • THOMAS AUE SOBOL • BETTINA GRAM

22-25 Global voxpop
Fire unge fra Sydsudan svarer hver på følgende spørgsmål:
* Hvad tænker du på når du hører ordet demokrati?
* Kan unge i dit land få indflydelse på ting der vedrører deres liv?
* Hvis andre unge bliver behandlet uretfærdigt, har du selv mulighed for at gøre noget ved det?
TEKST OG FOTO GLOBAL VOXPOP / PERNILLE BÆRENDTSEN, MS-UGANDA • www.pernille.typepad.com

26-29 Al Hazi har en plan
Han har masser af selvtillid og store planer for fremtiden: 19-årige Al Hazi vil være politiker – først guvernør og siden præsident! Hans drøm er at gøre sit land, Sudan, til et bedre sted at leve i. Som tingene er lige nu, kan han først blive politiker som 45-årig. Indtil det bliver lavet om, er Al Hazi aktiv i en teatergruppe som får publikum til at tænke over tingene – fx hvad et demokrati er, og hvad der skal til for at skabe et demokrati.
TEKST OG FOTO / PERNILLE BÆRENDTSEN, MS-UGANDA • www.pernille.typepad.com

30-33 Lay Lay er kriger
Lay Eh Blut har levet det meste af sit unge liv i en flygtningelejr i Thailand. I hjemlandet Myanmar bliver hendes folk, det etniske mindretal karenerne, undertrykt og forfulgt. Hun kæmper sammen med andre unge for et nyt og mere demokratisk Myanmar, men er oppe imod et militærstyre, der bruger alle midler på at holde befolkningen nede.
TEKST / THOMAS AUE SOBOL • thomassobol@gmail.com
FOTO / THOMAS AUE SOBOL, SIGNE DUPONT LARSEN OG KYO

34-37 Debat: Har du indflydelse?
Fire siders debatstof af 16-årige Negin Bazrafkan fra Århus. Negin er ZAPPs juniorreporter og går til daglig på Langkær Gymnasium i Tilst.
TEKST OG FOTO NEGINS DEBATSIDER / NEGIN BAZRAFKAN • lapersia@hotmail.com  

34 Negins kommentar: Ytringsfrihed på godt og ondt
Ytringsfrihed. Hvad ligger der bag dette ord, og hvordan gavner lige præcis den slags frihed vores samfund? Ytringsfrihed er et begreb som mange har deres helt egen mening om.

35 Voxpop: Hvad er ytringsfrihed for dig?
ZAPP har stillet spørgsmålet til fem unge fra Århus.

36 Ytringshykleri truer det danske demokrati
Hajar Al-Nakeeb fra Gentofte følger interesseret den offentlige debat, bl.a. når den handler om ytringsfrihed. Hun fortæller ZAPP om sine meninger om ytringsfrihedens tilstand i Danmark.

37 Ytringsfrihed er også retten til at sige noget dumt
Rasmus Maretti fra Århus er politisk aktiv i Konservativ Ungdom i Århus og fortæller ZAPPs debatbestyrer, Negin, om sit syn på ytringsfrihed.

38-39 ZAPPERNE: Next Generation – nu med mere østrogen!
TEGNESERIE AF BRYAN D’EMIL • redalert@get2net.dk