Indtryk fra Vestbredden
En af deltagerne i MS-turen denne sommer til Vestbredden skriver om sine indtryk.
Af Andreas Laursen09. oktober 1990
I JULI SENDTE MS sammen med Palæstina-kampagnen for første gang en gruppe på arbejds- og studieophold på Vestbredden - ti personer med ti forskellige grunde til at tage af sted. Den første del af turen var to uger i Jerusalem med arbejde om formiddagen og ture ud på Vestbredden om eftermiddagen. Arbejdet foregik på Amira Basma-hospitalet for handicappede børn. Vi skulle male et stakit, og det svarer sikkert til andre arbejdslejre, men jeg vil alligevel opfordre til, at man næste år finder et mere engagerende arbejde.
Gaza-striben
Allerede den første weekend besøgte vi Gaza-striben, et område på størrelse med Langeland med 700.000 mennesker. 65 pct. er under 20 år, og hvis fødselstilvæksten fortsætter som i dag, vil der i år 2000 være over én mio. Men 28 pct. af jorden er beslaglagt af israelerne og overgivet til 3500 bosættere - 0,5 pct. af indbyggerne ejer altså 28 pct. af jorden. Vi kørte rundt i flygtningelejre og så de usle forhold, som disse mennesker har boet under i over 40 år. Visse steder er befolkningstætheden som i Hongkong.
Vi besøgte også Ali al Arab-hospitalet, der har haft danskeren Jørgen Rosendahl som administrativ leder. Hospitalet har 75 senge og modtog på "Black Sunday", den 20. maj i år, 166 sårede, heraf 110 med skudskader. De sårede blev udskrevet efter få timer i en seng, fordi den skulle bruges til en anden. Siden Intafada'ens start har hospitalet behandlet 8400, hvoraf 30 pct. er under 15 år.
Jørgen Rosendahl fortalte, at palæstinenserne helst bringer sårede til de private hospitaler, da de israelske soldater ikke holder sig tilbage fra at hente sårede fra de offentlige hospitaler. På Ali al Arab har soldater f.eks. trængt ind og gennembanket sårede i sengene.
Vestbredden
På Vestbredden besøgte vi bl.a. Marie Cumsie i byen Bet Sahour. Hun modtog på byens vegne Fredsfondens pris i Danmark i foråret - for byens ikke-voldelige modstand mod besættelsen. Byen har nægtet at betale skat og haft et meget stærkt sammenhold. Israels svar har været udpantning og udgangsforbud.
I Nablus tog borgmester Basam Sjaka imod os i sin kørestol. Han blev valgt i 76 under de første og sidste frie valg, hvor PLO-tro vandt over hele landet. Han tog sin stilling alvorligt og understregede over for de israelske myndigheder, at han ville tage sig af Nablus' affærer. Myndighederne truede ham bl.a. med deportation, hvorefter samtlige byråd på Vestbredden erklærede, at de ville gå af. Den 2. juli 80 mistede han begge ben, da hans bil blev bombesprængt. Nogen skyldig er aldrig fundet.
En af de uhyggeligste oplevelser var besøget i Alfaraa-lejren. Den har kun 5000 beboere og ligger isoleret ude i ingenting, men over for en stor israelsk militærlejr. Det virkede, som om israelerne følte, de kunne foretage sig hvad som helst, fordi der ikke var andre i nærheden - bl.a. ugentlige raids ind i lejren, hvor næsten alle huse bar mærker af skud. Vinduerne var tilgitrede mod tåregasgranater og jorden i bogstaveligste forstand oversået med gummikugler.
Palæstinensere i Israel
Anden del af turen var en uges privat indkvartering i den palæstinensiske by Um el Fahm - en stor omvæltning fra de besatte områder, hvor der kæmpes fysisk mod besættelsen, og til palæstinensere i Israel, der mener, at kampen for lige rettigheder går gennem det politiske system. 17 pct. af Israels befolkning er palæstinensere og formelt ligeværdige statsborgere, men reelt udsat for diskrimination.
Alle israelske mænd har værnepligt, men palæstinensere indkaldes ikke, og alle israelske love begunstiger folk, der har aftjent deres værnepligt. Um el Fahm er blandt de mindst udviklede byer og modtager kun 25 pct. af, hvad en tilsvarende jødisk by modtager i statsbidrag, og kun 10 pct. i udviklingsbidrag. Også arbejdsløsheden er langt større.
Intifada'en har også åbnet øjnene på den israelske befolkning. Vi mødte repræsentanter fra israelske fredsbevægelser, bl.a. "Women in Black", der demonstrerer hver fredag ved vejkryds, og "Yesh Gvul" - en forening af reservister i hæren, som nægter at forrette tjeneste i de besatte områder og i stedet går i fængsel under den årlige indkaldelse i en måned for reservister.
Som læserne kan forstå, har vi oplevet utroligt meget, og her har der ikke været plads til at fortælle om f.eks. de palæstinensiske flygtninge i Libanon, som ikke må vende tilbage, hvorimod sovjetiske jøder vælter ind, eller at fortælle om husødelæggelser og tortur i fængslerne. Vi har produceret en diasserie om turen, som vi tager ud og viser. Interesserede kan henvende sig gennem MS.
Til slut vil jeg på vegne af gruppen opfordre MS til også næste år at arrangere en sådan tur.


