Artikel fra MS-revy 6/90

Binga: Kunsthåndværk fra verdens ende

Hvis det er muligt, bør den frivillige være rådgiver og ikke leder, siger Jørgen Kristensen, der selv er frivillig i Zimbabwe.

Af Peter Bischoff

03. december 1990

I DEN YDERSTE AFKROG af Zimbabwe, ved kanten af Kariba­sø­en, lever tonga-folket. Da Kariba-dæmningen blev bygget, blev tongaerne tvunget til at flytte til højereliggende områder. En del bosatte sig på tørre jorde i Binga-distriktet. Først efter uafhæn­gighe­den kom der så småt gang i udviklingen.

- Da de boede nede ved floden, havde de haft tradition for at fremstille en masse ting, som de brugte i deres dagligdag, f.eks. kurve, stole, trommer, spyd og redskaber, som var unik­ke - lidt ligesom masaier­nes, fortæller Jørgen Kristensen, der er udsendt som MS-frivillig i Binga.

Denne tradition er blevet holdt i live. I slutningen af 80erne oprettede repræsentanter for producenterne sammen med MS-frivillige, Binga kommune og FAO et center, som nu står for markedsføring af Tonga-håndværk, kurser mm. MS har hjulpet projektet i gang, men det er de kvindelige producenter, der er den egentlige drivkraft.

I 1986 begyndte en kvindelig frivillig at undersøge mulighe­derne for en mere organiseret craft-industri. Hun rejste rundt i samtli­ge landsbyer og forhørte sig om producenternes proble­mer, og hvordan de lokale mente, at f.eks. donor­organisationer kunne hjælpe. De pegede på, at det ville være en hjælp at få opbygget en salgsorganisation. Derfor anbefalede hun at oprette et Craft Centre, der dels skulle stå for markedsføring, dels for uddannelse­ med løbende work­shops for at forbedre kvaliteten og komme med nye ideer til designs osv.

Eksportordrer

Jørgen fortæller, at to bygninger af i alt otte nu står færdi­ge, og at antallet af producenter stiger eksplosivt. For fem år siden var der registreret ti kvinder, der lavede kurve til salg. Nu er der ca. 1000.

- Det har skabt en stor omsætning, og vi har været heldige at få gode eksport­ordrer. I øjeblikket eksporterer vi 80 pct. af vores produktion, primært til Australien, Japan, England og USA. Det sker via "Mini­stry of Community Development", som har startet et nationalt handicraft center, som også er en han­delsor­ganisa­tion primært baseret på eksportmarkedet.

Jørgen forklarer, at centrets formelle ledelse er en bestyrelse med det lokale medlem af parlamentet, dis­triktsadmi­nistratoren, byrådsforman­den, to tradi­tionelle høvdinge fra områ­det og to repræsentanter for de kvindelige producenter. Desu­den findes en rådgiv­ningskomi­te, som kvartalsvi­s drøfter cen­trets gang - også  med repræsentanter for producen­terne, relevan­te mini­sterier osv.

Manager eller rådgiver

- Og så har man ansat en manager, foreløbigt er det mig, indtil en "counterpart" er blevet uddannet. Jeg har den daglige ledelse af centret og er ansvarlig for at få omsæt­ningen til at hænge sammen med vores budget. Det har været nemt. Vi ender i år med et resultatet to-tre gange så højt. Men Binga er også et lille sted, hvor der ikke sker ret meget, så når centret blomstrer op, og en masse penge ruller igen­nem det, bliver presset udefra og inter­esserne i centret øget vold­somt. Der er pludselig en masse lokalin­teresser og familie­venner, som jeg skal finde en balan­ce mellem.

Der er vel også en fare for, at MS kommer til at "eje" projektet?

- Ja, og derfor skal min counterpart tage over, så snart det er forsvarligt. Så skal den frivilliges rolle være rådgiver og ikke mana­ger. Det sidste år har jeg haft en counterpart.

Kunne man have startet med en struktur, hvor den frivillige var rådgiver?

- Hvis man kan finde en counterpart med den nødvendige eks­pertise­, så skal man starte med det, ja. Men det er svært i Binga, hvor uddannelsesniveauet generelt er meget lavt. Det var ikke muligt i vores situa­tion, men man skal tilstræbe at gøre det - holde den frivillige væk fra rollen som leder.

Miljø-indsats og salg gennem Brugsen

Jørgen fortæller, at centrets succes har haft sin pris, specielt hvad angår kurvene. Man bruger skud­dene fra ilala-palmen som råvarer, og da antallet af producenter er steget voldsomt, kniber det efterhånden med råmaterialer. Distriktet er begyndt at impor­tere ilala fra andre områder, og centret arbejder derfor med planer om genplanting af ilala for at redde palmen og dermed på langt sigt sikre projektets bære­dygtig­hed.

Den store internationale interesse for tongaernes kunst­hånd­værk viser sig nu også ved, at danskerne får mulighed for erhverve sig tonga-kurve som et særligt tilbud op til jul. Kurvene er med­lemstilbud til bladet Samvirkes læsere i decem­ber-numme­ret.

- Ideen bag det hænger sammen med anden del af mål­sætningen med MS' frivilligprogram - nemlig at informere hjem­over om, hvad der foregår, fortæller Jørgen.

- Jeg syntes, at dette projekt var oplagt, fordi man har nogle produkter, der er visuelle. Min ide var at skrive til "Sam­virke", fordi ideolo­gien dér var i orden i forhold til det, vi laver, og fordi bladet havde en bred berøringsflade og ikke bare når ud til rygklap­perne. Det blev så til en artikel, der forklarer om tongaer­ne og de kvindelige kurvefletteres dagligdag, og som præsente­rer centret som et MS-støttet projekt i Afrika.

Og for at gøre det endnu mere konkret er kurvene så læser­nes julegavetil­bud. De skal dels betale pro­duktions­prisen, dels et ekstra støttebidrag, som bliver brugt til at genplantnings-pro­grammet af ilala. Kurvene skal sendes ud fra MS' lager i Borger­gade, hvor der bliver vedlagt en lille folder om projektet.

Brugsen-salget er en éngangs-forestilling, men fremover kunne MS-huset fungere som en slags agent mellem produkter fra MS-støttede projekter og en forhand­lerkæde. Her tænker jeg ikke bare MS-butikker, det kunne også være Paustian, der sælger kurvene for 600 kr. stykket. De importerer dem ikke direkte fra os, men ad mærkelige kanaler. Gennem Samvirke bliver prisen meget lavere. Dér vil man i forhold til Paustian kunne købe tre kurve for én kurvs pris, selv om der er smækket et støttebeløb til projektet oven i prisen, slutter Jørgen.