Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Fair Trade indtager Danmark

Mellemfolkeligt Samvirke inviterer til FAIR Fælled – Danmarks største Fair Trade Festival. Fair Trade - fordi en retfærdig verden, kræver retfærdig handel!

08. august 2007

Den 25-26. august står Mellemfolkeligt Samvirke bag FAIR Fælled, hvormed Mellemfolkeligt Samvirke nu for alvor bringer "Fair Trade" ud til danskerne og serverer et tidssvarende bud på, hvordan vi alle sammen kan leve mere fair og sikre verdens fattigste større indflydelse på klodens fremtid.

FAIR Fælled bliver på samme tid en musikalsk anlagt storbyfestival og et moderne, trendy fairtrade-marked med lækker mad og drikke, designertøj og accessories - produceret retfærdigt og bæredygtigt. I den sidste sommerweekend i august indtager danske bands og dj's indenfor jazz, dub/reggae, pop og rock, filmskabere, debattører, eventmagere, restauranter, bryghus, cocktailbar og butikker de flotte rammer i Fælledparken - og serverer fair oplevelser i overflod.

"Fair Trade er mere end bare et minuts gode gerninger i Irma, det er de bevidste forbrugeres mulighed for at give verdens fattigste indflydelse ved at kræve ordentlige arbejdsforhold og rimelige priser. Fair Trade er således win-win for alle, idet forbrugerne får kvalitetsprodukter til en fair pris og samtidig tager et vigtigt skridt mod en mere retfærdig verden, hvor verdens fattigste får indflydelse" udtaler Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Frans Mikael Jansen.

Den politiske dimension i Fair Trade består i, at producenterne i ulandene gennem deres egne organisationer opnår indflydelse på beslutninger om de nationale og internationale aftaler, love og regler, som regulerer produktion og handel. Tilsvarende får danskerne – ved bevidst at være ’politiske forbrugere’ – mulighed for at påvirke erhvervslivets udbud af varer og tjenesteydelser for derved at påvirke landets beslutninger om handels- og udviklingssamarbejde.

"Fair Trade er også et opråb til EU og USA, som hvert år fastholder millioner i fattigdom på baggrund af unfair og forvridende handelspolitik. De har gjort det nærmest umuligt for afrikanere og latinamerikanere at komme ind på deres markeder, og holder dem samtidig udenfor indflydelse, når der forhandles i organer som WTO. Med disse unfair globale handelsforhold forsøger vesten at opretholde en verden delt i A- og et B-Hold" udtaler Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Frans Mikael Jansen.

FAIR Fælled Festival bliver en unik event med musik, film, events, spil, shopping og mad med et skarpt fokus på, hvordan vi skaber retfærdig og bæredygtig verdenshandel, der giver plads og indflydelse til verdens fattigste. Arrangementet er åbent for alle og et eventuelt overskud går til Mellemfolkeligt Samvirkes Fair Trade projekter i Mellemamerika. Se det foreløbige program nedenfor.

Tid: Lørdag den 25. august kl. 10-22 og søndag den 26. august kl. 10-20
Sted: Fælledparken, København
www.ms.dk/fair
www.myspace.com/globaldemocracy  

For uddybning og kontakt:
Generalsekretær Frans Mikael Jansen: 2028 0844
Projektleder Jeppe Bo Pedersen: 7731 0047 / jeppe@ms.dk
Pressemedarbejder Jens Jonatan Steen: 2944 6023 / jjs@ms.dk  

PROGRAM:

FAIR MUSIK
The Blue Van (rock/soul)
Junkyard Productions (dub/reggae)
Patchanka (ska/latino)
Carlas (folk/pop)
Alice Sings the Petterson Songbook (jazz/pop)
Julie Maria (pop/rock)

Fair Song Contest – stem vinderne på scenen
DJ’S i loungen: Dubpiraten, DJ Thykier, Rasmus Møbius, Dubtractor
FAIR MAD & DRIKKE
Lækker brunch og mad med et ekstra fair drys
Fair trade øl, drinks, smoothies og kaffe

FAIR FILM & DEBAT
Prisnominerede film om fair trade bl.a. Black Gold + aktuel debat om fair trade tekstiler og fødevarer med besøg fra Uganda

FAIR SHOPPING
Nyt dansk design: fair trade tøj og accessories til krop og hjem

UNFAIR PLAY
Volleyball, quiz og leg

Programmet opdateres løbende på www.ms.dk/fair

FAIR Camp
Tredive internationale frivillige arbejder netop nu med at gøre FAIR Fælled til en succes og få skabt interesse om festivalen rundt omkring i byen. Følg deres oplevelser:
faircamp.wordpress.com