Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Artikel fra MS-revy 2/91 - april

Leder: Danmark og den nye verdensorden

Lederen er en udtalelse fra MS' repræsentantskabsmøde om Danmark og den nye verdensorden.

Af MS' repræsentantskab

20. april 1991

GOLF-KRIGEN har kostet u-landene mindst 12 milliarder dollars i tabte indtæg­ter, reduceret bistand og højere oliepriser. Hertil kommer, at investeringer og bistand gennem det sidste år er drejet væk fra u-landene og i retning af Østeuropa. Det, som er blevet kaldt en ny verdensorden, har dermed forelø­big øget uligheden mellem nord og syd.

Golf-krigen viste, hvilke enorme økonomiske ressourcer verden kan sætte ind, hvis de stærkeste magter mener, at den interna­tionale situation kræver det. En lang række internationale hand­lingsplaner imod sult og til redning af klodens miljø har derimod aldrig kunnet gennemføres, fordi der ikke var internatio­nal vilje til det.

EN NY VERDENSORDEN skal ikke være en verdensorden, som kun bygger på stærke magters ret til at fungere som global politibe­tjent. Forsvaret for planeten og kampen mod sulten kræver at alle lande - også de rigeste og stærkeste - respekterer interna­tionale forhandlinger og aftaler. Det kræver en anden økonomisk politik i verden. Det kræver, at rige lande reducerer handelsbarri­erer og landbrugssubsidier, som koster u-landene 30 milliarder dollars om året. Og det kræver, at de rigeste lande lader sig forpligte af miljøaftaler som dem, der vil blive foreslået på FNs konference for miljø og udvikling i Brasilien 1992.

MS mener ikke, at Danmark styrker kampen for en reel ny verdensorden ved at indgå i militære strategier, der sigter på at gøre det muligt for et europæisk militær at blande sig i globale konflikter. Tværtimod. Danmarks rolle må i den ny historiske situation være at kæmpe for at andre vestlige lande i højere grad lever op til deres økonomiske og økologiske fredsforpligtel­se.

DET VIL VÆRE skadeligt for den internationale udvikling, hvis Danmark og andre ligesindede landes selvstændige internatio­nale engagement reduceres til fordel for et mere bindende udenrigspolitisk og militært samarbejde i Europa. Danmark bør både i og udenfor EF arbejde for et langt bredere og mere forpligtende nord-syd-samarbej­de, som indebærer et reduceret militær og en øget indsats i kampen mod klodens virkelige trusler: miljøødelæggelse og fattigdom. I en forpligtende nord-syd-sammen­hæng kan Danmark sammen med andre lande spille en reel rolle.

Danmark bør derfor også fastholde mulighederne for en nordisk inspireret internatio­nal indsats, og Danmark bør sammen med andre ligesindede lande være med til at sætte kravet om en reel ny økonomisk og økologisk verdensorden på den inter­natio­nale dagsorden. Et led heri vil være at søge FN reformeret. Den kolde krigs ophør giver stadigvæk nye muligheder for at skabe et handlekraftigt FN, som kan træfffe beslutninger der forpligter medlemslandene på flere områder end i dag.

En ny verdensorden er ikke at få FN til at acceptere super­magtsbeslutninger, men at få stærke nationer til at respektere FN-beslutninger og andre internationale beslutnin­ger på områder, hvor det er af betydning for kampen mod verdens fattigdom og for klodens overlevelse.

Vedtaget af MS' repræsentantskab den 7. april 1991