Uenighed om golfkrig og sikkerhedspolitik
Den største uenighed på MS' meget fordragelige repræsentantskabsmøde gjaldt vurderingen af Golf-krigen og den globale og europæiske sikkerhedspolitik.
Af Peter Bischoff12. april 1991
DET BLEV EN ret mat debat på MS' repræsentantskabsmøde den 6.-7. april i medborgerhuset Gimle i København. Positivt udtrykt var stemningen "behagelig og præget af respekt for hinandens synspunkter", som MS' afgående formand John Martinussen opsummerede det. Negativt udtrykt nærmede den sig det kedelige og petitesse-prægede. Mange indlæg gjaldt detaljer og småjusteringer i de nye princip- og arbejdsprogrammer for MS, som mødet vedtog. Kun vurderingen af Golf-krigen og sikkerhedspolitikken - og til dels Sydafrikas præsident de Klerks besøg og MS' medlemsarbejde - rummede større modsætninger.
Golfkrigen
Knud Glønborg hørte til de mange, der roste John Martinussen - her for hans evne til at "udtale sig stærkt på en afdæmpet måde" - men Glønborg advarede mod den "lette kritik" af Golfkrigen for ikke at være nænsom nok. Det ville være en hån mod de soldaters familier, der fik deres sønner hjem i kister. FN tog en beslutning, og USA udførte den.
Jan Woollhead glædede sig derimod over beretningens kritik af Golfkrigen, men kritiserede, at MS ikke havde udtalt sig langt tidligere - en kritik John Martinussen tog på sig.
Flemming Ytzen fandt "mislyde" i beretningens kritik af den euforiske krigsbegejstring - på et tidspunkt, hvor Kuwait brænder og kurderne forbløder:
- Skytset rettes mod de forkerte, kritikken af "en snæver militær løsning" burde rettes mod Hussein, ikke de allierede. I sin forenkling nærmede det sig historieforfalskning, sagde han, man gav jo Hussein et halvt år, hvor Hitler i sin tid kun fik tre dage.
John Martinussen svarede, at Husseins regime ikke aftvinger nogen sympati, men at det var væsentligt at beskæftige sig med Danmarks medansvar som koalitionspartner. Han efterlyste en konsekvensanalyse og mente, at de shia-muslimske og kurdiske oprør havde forhindret et magtskifte i Bagdad. Der var sat en proces i gang, som kostede alt for mange liv, og det kunne MS som humanitær organisation ikke acceptere.
Sikkerhedspolitik
En lignende modsætning viste sig i debatten om principprogrammets sikkerhedspolitiske afsnit og om udtalelserne om en ny verdensorden og om kurderne. Bjarne Bonné, Knud Glønborg og John Martinussen ønskede her mere åbne formuleringer om Europas og FNs sikkerhedspolitiske rolle, mens Jesper Overgaard Nielsen, Knud Vilby og Kjeld Åkjær mere direkte ville understrege FNs rolle heri - med repræsentantskabets tilslutning.
Knud Glønborg ville ikke afskrive et europæisk militært samarbejde, og Bjarne Bonné mente, det måske kunne være at foretrække for andre alternativer, mens Knud Vilby fandt, at sikkerhedssystemet måtte ligge inden for FN.
Præsident de Klerks besøg
Knud Glønborg forstod ikke kritikken af de Klerks besøg. Mandela og de Klerk var de to nøglepersoner i afvikling af apartheid, og Mandela havde ikke haft tid til at besøge Danmark. Hvis MS er passiv her, svigter vi en aktiv medvirken til at afskaffe apartheid, sagde han og kaldte det "farisæisk" først at ville afvente en perfekt ny grundlov.
Kirsten Lund Larsen roste derimod de "velovervejede ord" om de Klerks besøg og fandt det naivt ikke at se, hvad der lå bag besøget. Hun var bange for, at konsekvensen kunne blive det skred i sanktionspolitikken, som udenrigsministeren ønskede, og opfordrede MS til at kontakte de partier, som måske kunne presses til at opgive mere af sanktionspolitikken.
Alternativ udenrigspolitik
Erik Rishøj Jensen genoplivede en gammel debat, da han kritiserede MS for at føre "alternativ udenrigspolitik", hvilket var betænkeligt, når MS fik statsmidler. John Martinussen svarede, at den alternative udenrigspolitik var bevidst - MS skal præsentere principielle alternativer til den realpolitiske udenrigspolitik. Og Bent Christensen fulgte op med, at MS havde ret til at kritisere regeringens udenrigspolitik. MS' statsstøtte må ikke føre til, at MS bliver en "dikkende lammehale" til regeringen.
Medlemarbejde og hvervning
Michael Arbirk havde svært ved at genkende MS i den skriftlige beretning - de frustrationer, som medlemmer og frivillige følte i forhold til sekretariatet, burde være behandlet. Han savnede også den lokale beretning om MS-gruppernes arbejde. Aktivisterne var den bærende kraft, og der burde stå kaffe klar, når de besøgte sekretariatets afdelinger, sagde han. På linje hermed slog Claus Bornemann til lyd for bedre lokaler til aktivisterne.
Elisabeth Huus Pedersen sagde om den kommende medlemskampagne, at kvantitative mål skulle ikke være en ledetråd for medlemsarbejdets udvikling. Det er MS' holdninger, der får folk til at melde sig ind, og succes er ikke lig med mange medlemmer, men med hvad MS opnår af resultater i sit arbejde.
Palle Møldrup slog til lyd for bedre samarbejde mellem sekretariat og medlemsgrupper, og Rikke Schultz kritiserede konkret, at det såkaldte "Kontaktudvalg" var nedlagt. Siden har vi savnet en dialog med styrelsen, sagde hun.
Som et eksempel på lokalt arbejde fremhævede Stine Helles den succesrige udstilling i Ridehuset i Århus og nævnte, at der var udarbejdet en rapport herom til inspiration for andre aktivister.
John Martinussen var enig i meget af kritikken og beklagede både den manglende beretning om MS-grupperne og nedlæggelsen af kontaktudvalget. Han mente ikke, der var principiel uenighed - den nødvendige folkelige forankring gennem flere medlemmer stod ikke i modsætning til de aktive grupper.
Denne imødekommelse slog igennem, da arbejdsprogrammet blev vedtaget med en række ændringer. Hvervningens sammenhæng med resultater af MS' arbejde blev understreget, og MS-grupperne skulle støttes i deres aktiviteter og ikke blot "inddrages" i det centrale arbejde.
Kenya og Botswana
Også MS' programmer i Kenya og Botswana gav anledning til kommentarer. Kirsten Lund Larsen støttede kritikken af Kenya og fandt det vigtigt, at Danida blev holdt fast på at ville afvikle den officielle bistand helt, hvis forholdene blev værre. Kristina Kudsk, Mette Roerup og Lili Nielsen var alle enige i styrelsens holdning til Kenya-programmet, men mente, at MS havde et forståelsesproblem i at kommunikere styrelsens beslutninger ud til de frivillige. MS skulle have tålmodighed og lytte til dem "med fingeren i jorden" - det var let på afstand at have de rigtige holdninger.
Lars Udsholt erkendte, at dialogen ikke havde været tilfredsstillende, men nu var der behov for et udspil fra programkomiteen i Kenya.
Mogens Bedsted kritiserede beslutningen om at afvikle Botswana-programmet og mente, at landets regering havde en fattigdomsorienteret politik. Lars Udsholt svarede, at programkomiteen i Botswana havde bakket beslutningen fuldt op, og at der var forskel på ord og handling i Botswanas regerings politik.
Lesotho-programmet
Repræsentantskabet vedtog énstemmigt anbefalingerne i rapporten om MS' Lesotho-program. Det indebærer, at MS fortsætter programmet, men med en klarere profil med støtte til demokratiske kræfter og folkelige bevægelser.
Mødet understregede, at hvis de demokratiseringsbestræbelser, som Lesothos militærstyret har lagt op til, ikke realiseres, vil MS påny tage programmet op til vurdering med henblik på at nedlægge landekontoret og knytte enkeltplaceringer af frivillige i Lesotho til et regionalt program eller til et andet MS-landekontor i det sydlige Afrika.
Blandt de øvrige emner kan nævnes, at mange kritiserede genoptagelsen af Danmarks bistand til Kina. At mange ønskede sig et mere offensivt pressearbejde for at synliggøre MS' arbejde. Og at rapporten fra sidste års nedsatte mediegruppe vandt tilslutning.
Ved præsentationen af forslagene til princip- og arbejdsprogram - som begge blev vedtaget med justeringer - fremhævede John Martinussen dels, at udvekslingsprogrammets økonomiske problemer må løses, for programmet har en central politisk betydning i MS' arbejde. Dels at der må lægges større vægt på "counterparts" i frivilligprogrammet. Faktisk er det de frivillige, der skal fungere som counterparts - som rådgivere indordnet under lokale mål og prioriteringer, der er i overensstemmelse med MS' egne gennem MS' valg af lokale samarbejdsorganisationer.
Betonbissen
Under debatten om repræsentantskabets arbejde tog MS' generalsekretær Poul Grosen ordet som en af "Betonbisserne fra Borgergade" :
- I to dage har repræsentantskabet vurderet sekretariatet. Derfor er det rimeligt, at vi nu vurderer jer. Vi føler, vi har fået berettigede spark, og vi skal især til at snakke med aktivisterne i København.
Poul Grosen var "rigtig glad" for det vedtagne principprogram og "relativt glad" for arbejdsprogrammet, som han bad styrelsen om hjælp til at prioritere, for der var kun ressourcer til at klare hver anden side i det. Endelig efterlyste han kampvalg til næste års repræsentantskab og takkede for et godt møde.
John Martinussen
INTELLIGENT, hurtig - og ufolkelig! Lidt kedelig, men visionær. Lettere nålestribet, relativt lydhør - og meget ambitiøs. Amatørastronom, mesterkok, familiefar - og Tvind-fan. Professor, socialdemokrat - og konge af MS.
Det var nogle af de ord, som Leif Lønsmann i sin tale knyttede til MS' afgående formand - baseret på en rundspørge blandt MSere.
I besvarelserne hed det også, at han er meget sikker - især på sig selv. At han i begyndelsen var meget selvhøjtidelig, men nu bedre tåler en joke - endog af og til om ham selv. At han kan lide de smarte løsninger - hvis de ikke er farlige. Og at han er blevet "rundere" - også kropsligt.
Besvarelserne var præget af lovord med en grundtone af kærlighed og beundring, og Løns sluttede sin afskedstale - som pladsen desværre ikke tillader os at bringe i sin helhed - med en dybfølt og uforbeholden tak til John for de ni år på formandsposten.
Som det fremgår af billedet, fulgte MS-Fyn Løns' tale op med at forære John en kasse øl - som hurtigt blev sat til livs under styrelsens konstituerende møde bagefter.
MS' ny styrelse
DER SKULLE i år vælges otte medlemmer til MS' styrelse. Blandt de personlige genvalgtes Dina Vanell (valgets topscorer) og Niels Viderø. Nyvalgt blev Elisabeth Huus Pedersen, Poul Engberg-Pedersen og Mette Bonde. Fra de kollektive medlemmer valgtes Lars Udsholt (Dansk Ungdoms Fællesråd), Connie Sørensen (Dansk Beklædnings- og Tekstilarbejderforbund) og Lise Rosenberg (Geografforbundet).
I forvejen sidder Knud Vilby, John Martinussen, Steen Folke, Leif Lønsmann og Jesper Overgaard Nielsen fra de personlige medlemmer, Bent Christensen fra Arbejderbevægelsens Internationale Forum og Peter Bischoff og Jonna Rives fra personalet i styrelsen.
Styrelsen konstituerede sig med Knud Vilby som ny formand og Lars Udsholt som ny næstformand.
Kortsigtet dansk Sydafrika-politik
Den danske regering har inviteret Sydafrikas præsident F.W. de Klerk og udenrigsminister R.F. Botha på arbejdsbesøg onsdag den 24. april. Her skal de møde statsminister Poul Schlütter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.
Ingen vil bestride, at der bl.a. takket være de Klerks indsats er sket positive fremskridt mod afskaffelsen af det forhadte apartheidsystem. Men der er endnu lang vej tilbage, før apartheidsystemet er afskaffet. Der sidder stadig flere tusinde politiske fanger i de sydafrikanske fængsler. De berygtede sikkerhedslove, der strider mod elementære menneskerettigheder, er endnu i kraft. Helt afgørende er det desuden, at det store flertal af befolkningen stadig ikke har politiske rettigheder på grund af deres hudfarve. Der foreligger endnu ikke et udkast til en demokratisk, ikke-racistisk forfatning, og de Klerk afviser princippet om én person én stemme.
Derfor er det ubetænksomt, at regeringen har inviteret de Klerk på besøg. Ikke mindst fordi Danmark derved blev det første EF-land, der modtager de Klerk før Nelson Mandela.
Det er ligeledes uheldigt, at regeringen påtænker at lempe yderligere på sanktionerne overfor Sydafrika nu.
Den danske Sydafrika-politik i 80'erne skabte beundring og anerkendelse blandt alle apartheidmodstanderne. Med regeringens seneste udspil risikerer Danmark at miste sin store good-will i de kredse, der må forventes at blive de ledende i et kommende demokratisk og ikke-racistisk Sydafrika. Regeringens tilnærmelser til de Klerk er derfor udtryk for en kortsynet politik, som på længere sigt kan skade danske interesser i det sydlige Afrika.
MS' repræsentantskab anbefaler derfor regeringen at aflyse det sydafrikanske besøg og indtil videre stå fast på de økonomiske sanktioner.
Den danske regering må kræve, at de Klerk og hans regering endegyldigt opløser apartheidsystemet på linje med de krav, den demokratiske opposition har opstillet:
1) Frigivelse af de politiske fanger.
2) Fri tilbagevenden for alle eksilerede.
3) Ophævelse af sikkerhedslovgivningen.
4) Afholdelse af frie valg til en grundlovgivende forsamling.
5) Dannelse af en demokratisk overgangsregering med repræsentanter for Sydafrikas sorte befolkningsflertal.
Vedtaget af MS' repræsentantskab den 7. april 1991
Hjælp kurderne!
MS fordømmer massakrerne i Irak og opfordrer den danske regering til internationalt at foreslå beskyttelse af Iraks kurdere, i første omgang i form af et internationalt beredskab til at modtage de mennesker, der er låst fast mellem Husseins forfølgelse og nabolandenes lukkede grænser eller overfyldte flygtningelejre. Etablering af et internationalt beredskab vil kræve, at Danmark også modtager sin andel af de kurdiske flygtninge.
De fredsinititiativer, der blev stillet i udsigt efter Golfkrigen, må inddrage kurdernes ret til frihed, selvbestemmelse og beskyttelse mod overgreb.
Kurdere har samme ret til et liv i fred og frihed som kuwaitere, palæstinensere, israelere - og danskere.
Vedtaget af MS' repræsentantskab den 7. april 1991