MS-partner får international fredspris
UNESCO Prize for Peace Education 2001 går til Biskop Nelson Onono-Onweng fra Diocese of Northern Uganda
Af Karsten Peier12. september 2001
Fredag den 7. september var en glædens dag i det ydmyge hovedkvarter for Diocese of Northern Uganda, DNU - en af MS´ samarbejdspartnere. Fra Paris nåede nyheden frem til den lille by Gulu i det nordlige Uganda, at stiftets biskop Nelson Onono-Onweng to dage før var tildelt UNESCO Prize for Peace Education.
Biskoppen modtager prisen for sit mange årige arbejde med at skabe fred og forsoning i Uganda - specielt i den nordlige del af landet og Gulu District. Her har befolkningen de sidste godt 15 år været gidsler og ofre i striden mellem hæren og Lords Resistance Army, der bekriger den siddende regering.
Drab, lemlæstelser og voldtægter har hørt til dagens orden for befolkningen i området, hvoraf de fleste tilhører Acholi-folket. Drenge- og pigebørn er blevet bortført i tusindvis. Drengene bliver tvunget til at være børnesoldater og bekrige deres eget folk og egne familier. Pigerne gives væk til rebellernes befalingsmænd som husslaver og sexobjekter.
Under påskud af at beskytte befolkningen har regeringen tvunget op mod to tredjedele af Acholi-folket væk fra deres landsbyer og samlet dem i store lejre. Ifølge Røde Kors' skøn drejer det sig om cirka 450.000 mennesker. I lejrene har befolkningen ikke adgang til at dyrke jord, til uddannelse og ordentlige sundhedsfaciliteter. Resultatet er, at befolkningen er fuldstændig pacifiseret og afhængig af nødhjælp. Al udvikling er gået i stå. Sygdom, mismod og alkoholisme vinder indpas i lejrene, og Acholi-folkets kultur og identitet er i opløsning.
Befolkningen kan oven i købet ikke føle sig sikre i de såkaldt "beskyttede" lejre. Rebellernes har angrebet dem utallige gange og brændt hytter af, dræbt og bortført mænd, kvinder og børn. Så sent som den 13. juli i år angreb rebellerne Pabbo-lejren lidt nord for Gulu og efterlod en dræbt. Og sidst i august blev ni dræbt af formodede rebeller på vejene nord for Gulu.
Midt i denne krigshærgede region, som også er præget af urolighederne i Sydsudan og det østlige Congo, og midt i denne svært gennemskuelige konflikt har biskop Onono-Onweng arbejdet utrætteligt for at få de stridende parter til at tale sammen og løse konflikten med fredelige midler.
Han har også taget initiativ til flere projekter, som har til formål at skabe udvikling og dermed bedre forhold for befolkningen i det nordlige Uganda - f.eks. afvikling af lejrene og rehabilitering af tidligere rebeller og af børnesoldater, der er flygtet eller befriet fra Lords Resistance Armys lejre i bushen.
MS har gennem flere år støttet biskoppen og de organisationer, han har været med til at etablere. Det gælder JYAK - en NGO der arbejder for fred og forsoning i hele Uganda - og GVCS, som er en teknisk skole i Gulu, hvor unge lærer at læse og skrive og bliver uddannet i f.eks. jordbrug og tømrervirksomhed.
MS støtter også Diocese of Northern Uganda. Tidligere har udviklingsarbejder Frede Hansen arbejdet for stiftet i ni måneder med at etablere en informationsafdeling, og den 1. august begyndte udviklingsarbejder Karsten Peier arbejdet med at konsolidere og videreudvikle samme afdeling. Hans kontrakt løber over de kommende to år.
I et brev til MS og andre samarbejdspartnere takker biskoppen for den støtte og hjælp, der har gjort ham i stand til at udføre arbejdet for fred og forsoning.
"Det er den største pris, jeg nogensinde har modtaget, og jeg tager den som en udfordring til at arbejde endnu hårdere for fred i Uganda, Afrika og Verden. Lad os dele glæden over fredsprisen!".
Biskop Onono-Onweng modtager UNESCO Prize for Peace Education i Paris den 14. december. Sidste år blev han tildelt Uganda Peace Price.



