Naboen kommer når vandet går

Selvom hver 16. kvinde dør af graviditet og fødsel i Afrika syd for Sahara, er Adong Janet ikke bange for at få veer. Hun regner med hjælp fra nabokoner, når først vandet går - og som den 24-årige siger: Det er helt normalt.

Af Sanne Nyland Christensen , Amuru, Uganda

24. september 2007

Adong Janet går. Så hurtigt hun kan.

Efter en lang arbejdsdag i marken forsøger den højgravide kvinde nemlig at at nå hjem til sin hytte, inden solen forsvinder og efterlader Amuru-provinsen i det mørke, mange beboere forbinder med voldtægt, bortførelser og mord.

For selvom den 20 år lange borgerkrig i det nordlige Uganda er slut, så er frygten intakt – og derfor kæmper den 24-årige kvinde sig frem over Afrikas røde jord med bare tæer og en mave, der er næsten lige så stor som den tunge bylt, hun bærer på sit hoved.

»Det gør ondt,« siger Adong Janet.

Ikke bange for at føde
Hun er godt ni måneder henne i sin fjerde graviditet og kæmper dagligt med smertefulde plukveer. For arbejdet på familiens lille jordstykke er hårdt – men de efterfølgende syv kilometer hjem til lejren for internt fordrevne er endnu værre, fordi rodfrugterne på en god dag vejer op imod 25 kilo.

»Vi har ikke nogen penge - og har derfor brug for alle de rodfrugter, jeg kan finde og bære hjem,« lyder det sagte fra Adong Janet.

Hun er ikke bange for at føde. Siger hun. For selvom hver 16. graviditet i området ender med at slå den vordende mor ihjel, så har hun kun hørt om kvinder, der er gået til af komplikationer under graviditet eller fødsel.

»Jeg håber på at få hjælp af de ældre kvinder i området, når vandet går. For selvom det er gratis at føde på lægeklinikken, så skal man selv have bleer og sæbe med til den lille. Det har jeg ikke penge til,« siger Adong Janet.

Sidste gang hun havde veer, stod hun i en kø sammen med hundredvis af andre kvinder og ventede på den månedlige uddeling af nødrationer fra World Food Programme.

»Jeg kunne ikke forlade min plads. Mine børn var sultne – og derfor klemte jeg sammen,« forklarer Adong Janet, som lige akkurat nåede at stille madolie og majs fra sig i den mørke hytte, inden hun med en nabokones hjælp fødte sit tredje barn på det kolde gulv af stampet jord. En velskabt pige, som traditionen tro betød, at moderen fik lov til at nyde en barselsorlov, som var betragtelig længere end den, et drengebarn automatisk berettiger til.

Fire dage uden arbejde
»Fire hele dage uden arbejde. Hverken i marken eller hjemmet, hvor jeg skulle blive, mens andre kvinder gjorde rent for mig og kom med mad. Havde jeg fået en dreng, skulle jeg tilbage til marken efter tre dage,« siger Adong Janet.

Hun forsøger at skjule sit bryst. Forgæves. For hullerne i det, der engang var en hel genbrugsskjorte, er for store – og derfor lægger den højgravide Adong i stedet en ru hånd under sit ufødte barn og siger:

»Jeg er ikke bange. Det her er helt normalt. Selvfølgelig vil jeg helst på klinikken, men selvom jeg havde penge til sæbe og bleer, så ville jeg alligevel ikke turde gå derover efter mørkets frembrud.«