Lena Bjørn Rejsebreve fra 2007

Lena Bjørn

03. oktober 2007

Hjemkomst
Eller

Da farverne forsvandt

Niels Hausgård har en sang der handler om hvordan han kan vide at han er kommet hjem til sin hjemegn, det er noget i retning af: Når træerne er blæst skæve, når folk hilser på en med et vrantent nik, så ved jeg, så er jeg hjemme.

Jeg har lavet min egen lille version, af hvordan jeg nu ved at jeg er i Danmark og ikke i Uganda.

Når jeg selv må slæbe mine tonstunge kufferter op i toget uden at en eneste sjæl siger "no no madam much too heavey for you" - så ved jeg, at jeg er tilbage i Danmark

Når alle i toget og på perronen er klædt i sort, brunt, mørkeblåt eller gråt, og jeg ikke kan få øje på en eneste klar farve- så ved jeg, at jeg er tilbage i Danmark

Når små børn skriger hysterisk og stamper i gulvet af arrigskab over at de ikke må få mere slik - så ved jeg....

Når reklamerne handler om forkælelse - "Der er altid en grund til at købe en ny fladskærm - hvad er din", og tøjmærket hedder "Musthave" -så ved jeg....

Når husene er nymalede og gaderne rene og pæne så ved jeg, at jeg er tilbage i Danmark

Når krummerne på mit køkkenbord stadig ligger der næste morgen og ikke er blevet overfaldt af en hærskare af bittesmå myrer -så ved jeg....

Når vejene er velasfalterede og velafstribede, og der ikke er det mindste hul i ikke engang så en mus kunne bo der - så ved jeg....

Når alle blinklysene virker -så ved jeg.... Fra Venstre til Højre (det handler ikke om Karen Jespersen, men om bilkørsel) Det tager ikke mange dage,men det er en virkelig speciel oplevelse når venstre hånd flagrer forstyrret efter gearstangen, som ikke er der, når vinduesviskerne går i gang i stedet for blinklyset, og når man låser op i det man tror er førersiden og opdager at rattet er væk.

Det er dejligt at komme hjem igen, jeg føler jeg har været lang tid borte selv om det kun er 4 1/2 måned.

Jeg har spist de første 3 velkomstmiddage, læst de 465 mails der var tikket ind på min arbejdsmail. Det er dejligt at komme på Dacapo Teatret igen, som er i fuld vigør med masser (for meget siger nogen) at lave. Jeg glæder mig til at komme i gang.

Jeg tyvstarter faktisk allerede med et kundemøde på Danfoss i morgen tidlig. Jeg skal hjemmefra kl.5.45 - så er man lissom med i ræset igen.

Slut for denne gang

Roger over and out fra Lahnsgade Odense

*********************

Rejsebrev nr. 9

Det er nok meget godt at jeg snart skal hjem

For

Jeg er begyndt at overhale indenom, naar jeg bliver utaalmodig.

Nogen gange overhaler jeg osse op af bakke – lissom alle de andre – men sig det ikke til nogen

Jeg er begyndt at vente med at ta’ hjemmefra hvis det regner selv om jeg har en aftale, for regn er undskyldningen over alle undskyldninger hernede.

Og fordi

Jeg er begyndt at sige 'Is it' i stedet for 'Really' naar jeg vil udtrykke min forbavselse. Rigtig uganda engelsk.
Og fordi mit engelsk – som ellers er udemerket – stort set ligger i ruiner, fordi jeg aldrig hoerer nogen snakke ’ordentlig engelsk’.

Hullerne i vejen hen til min lejlighed nu er saa dybe at der et sted burde vaere aergeoverfart, og et andet sted er hullet saa dybt at et mellemstort vortesvin med familie magelig kunne ha’ deres bolig dernede.

Men ogsa fordi

Jeg pludselig kan blive edderspendt-rasende paa min syerske som har lovet en kjole ferdig, slet ikke er begyndt paa den, og jeg planlegger at holde et foredrag om kundepleje for hende, men det ender nok som det plejer med at Anita (som hun hedder)

med den store flotte roev og stramme bukser faar mig til at grine af mig selv og mine ’hvide vaner’ ....og fordi jeg saadan set elsker at bo i Kampala og det er ved at blive en vane.....
Chogm - et topmoede jeg ikke kommer til at opleve Jeg havde ikke vaeret her ret lenge foer jeg lagde merke til et underligt ord, der dukkede op igen og igen: CHOGM

Jeg fandt ud af at det er en forkortelse for Commonwealth Head Of Government Meeting

Dette moede finder sted i begyndelsen af november og vaere soelle tre dage.

57 statsoverhoveder med deres foelge samt ca. 1500 journalister invaderer Kampala, og de skal jo alle sammen ha’ et hotelvaerelse af international standard at sove i. Det betyder at der i loebet af det sidste aarstid er skudt nye hoteller op i Kampala, og at mange hoteller har faaet udvidet deres kapacitet. Man kan ved selvsyn se, at her knap to maaneder er det ikke det hele som er ferdig til indflytning. Det siges at haandverkede afbryder deres arbejde og flytter et andet sted hen, hvis de faar et bedre tilbud.

Det sidste nye rygte er at et af de mest mondaene hoteller – Speeke Resort Munyono ikke bliver faerdig med deres udvidelse, og det var dem de skulle levere en stor del af praesidentsuiterne. Det betyder at en del af top top folkene skal bo i Nairobi og flyves frem og tilbage til moederne i Kampala.. Aaj hvor flovt for Uganda. Udover hotel byggeri er der vejarbejde til den store guldmedalje, dog kun i det centrale Kampala og hvor man forventer gaesterne (min vej er der i hvert fald ikke gjort noget ved) Information til jer der har boet i Kampala: vi;l i tenke jer – den store rundkoersel Jinja road/Yduf Lule er blevet lavet til et lysreguleret kryds, med opmarchbaase med hvide striber – aldrig set foer i Kampala. Der staar dog stadig en betjent og vifter med armene og floejter energisk for at faa folk til at rette sig efter de roede og det groenne lys. Men han skal nok blive fjernet inden CHOGM.

Jeg var ude og gaa med en af mine skuespillere en dag i hans hjemkvarter – Kibuli et slumagtigt omraade midt i byen – og en bekendt raabte Stone an. Jeg genkendte ordene CHOGM og Mzungu (hvid) bemaerkningen loed ’ Naa Stone du er nok ude og ta’

forskud paa CHOGM’.

Forventningen er – hos mange – at naar byen bliver oversvoemmet af 4000 primaert hvide mennesker, saa falder der lidt af til alle i form af boom i handel, restaurantbesoeg og de prostituerede har efter sigende indkaldt reserverne. Selv om topmoedet kun var i tre dage er der store forventninger til at mange af deltagerne vil udvide deres ophold til flere uger.

Det bliver postset billioner af uganda shillings i at shine byen op, og folk spoerger sig selv, hvor kommer alle de penge fra pludselig, naar der ikke normalt er penge til det mest fundamentale serviceniveau for almindelige mennesker.

Overalt i byen er der store skilte med billeder af lokale beroemtheder: I’m ready for CHOGM -are you?

Men det bliver mere og mere tydeligt som ugerne gaar, at der er temmelig meget som ikke naar at blive ’Ready for Chogum’

Mit arbejde

Mit arbejde hernede har vaeret delt i to hovedopgaver: Gennemfoere ’ Saebeoperaen’ – altsa teaterprojektet om de kviksoelvsholdige cremer. Traene teatergruppen til at at kunne traene andre i forumteater, samt at kunne bruge forumteatret til at gaa ud og arbejde med organisationer – a la det vi goer i Dacapo Teatret Saebeoperaen har veret en rimelig stor succes, vi har faaet en del omtale. Et lille meget konkret resultat er, at to ud af vores 5 skuespillerinder som selv brugte blegemidler, er holdt op. Fred siger at hans kone (nr. 1) osse modstraebende er holdt op, efter at han gentagende gange har smidt hendes cremer i latrinen. Saadan!

Jeg har de sidste 4-5 uger arbejdet paa det sidste punkt, og jeg er glad for at kunne sige, at jeg synes jeg/vi er naaet frem: Jeg har brugt hvad jeg havde af kontakter at trekke i , og det er lykkedes os at faa et job for Morotcare som er et dansk ejet bilfirma i Kampala. Gruppen skal arbejde med personalet paa en ’Corporate day’, og skal lave det vi i Dacapo Teatret kalder play back, det betyder at deltagerne forteller historier under et givet tema, som kuespillerne saa improviserer frem.
Det er en rimelig kraevende disciplin, men jeg har trenet med gruppen i nesten to uger, og jeg synes de klarer det rimelig godt.
I gaar havde vi moede med kunden og det var meget Dacapo agtigt, bare med ugandiske skuespillere.

Desvaerre ligger selve jobbet efter at jeg er taget hjem – det er maaske meget godt jeg ville sikkert vaere besvimelsesnaer af nervoesitet.
Men jeg er meget stolt af at det er lykkedes mig/os at komme saa langt.Hvis det job gaar godt vil der aabne sig nogle doere i andre danske virksomheder hernede og derfra – ja hvem ved...
Vi har osse et andet vigtigt job i denne uge.Vi/de skal arbejde med en ugandisk NGO (UPA – til dem der kender lidt til MS Uganda – Mai...)
Vi kommer ind paa et intern seminar og skal aabne ballet – igen med play back – og her vil der virkelig vaere noget rive i for UPA har netop smidt deres gamle bestyrelse paa porten og det er foerste gang den nye bestyrelse skal moede personalet og... og ...og.
Sa de faar kam til deres sorte kort haar goer de!(mine skuespillere mener jeg)

NGO’er, der er saa talrige som fluer paa en kolort her i landet, kan blive en vigtig kundegruppe for mine folk, for de holder en masse kedelige seminarer og har en masse interessante og spektakulaere konflikter.

Alt i alt synes jeg faktisk jeg har gjort mit arbejde meget godt, men der er selvfoelgelig mange faldgruber for gruppen og deres ledelse, som jeg ikke er herre over, men jeg synes jeg efterlader dem et godt sted.

Nu skal jeg til at slutte skal jeg, paa alle maader, for om 4 dage flyver jeg nordpaa, og de neste dage er travlt besat, dels med arbejde, dels med to farvel-parties- et paa MS paa fredag, og et paa loerdag hjemme hos mig selv for min teatergruppe.

Der er saa smaat begyndt at komme mails hjemmefra om Dacapo jobs, jeg bedes tage stilling, og det er saadan set meget beroligende at der stadig er brug for mig. Jeg foeler det som om jeg har vaeret vek meget lenge.

Jeg gleder mig til at komme hjem, men jeg skal jo herned igen allerede igen i december – og det gleder jeg mig osse til.... Tak til min store laeserskare, tak for alle mail’sene. Der er sjovt at man ved at tage langt vek faktisk kan komme tet paa....

Mange varme hilsner

Roger over and out fra Bugolobi Flats Kampala

Lena

PS. Jeg afleverer min laante computer fredag eller loerdag, saa hvis I skal I kontakt med mig efter det, er i noedt til at ringe  +256 773149023

*********************

Rejsebrev nr 7

Naermest lykkelig.

I forrige uge var jeg med gruppen ude og spille I tre dage.Vi var denne gang laengere ude paa landet end vi foer har vaeret med denne forestilling, I nogle smaa ‘trading centre’ – nummeret foer landsby.

Jeg ved ikke om det er fordi jeg er vokset op paa landet at jeg foeler mig hjemme her, selv om det selvfoelgelig er meget fremmed. Vi koerer fra landevejen mellem Kampala og Jinja og ud I sukkerroersmarkerne (altsaa sugarcane) som taarner sig op paa begge sider af vejen. Jeg koerer efter bussen I min dejlige hoejbenede Toyota Hilux.

Den roede jordvej bugter sig som Kong Volmers Roev, og indimellem er der en grim dyb rende mellem de to spor. Jeg klarer mig fint , er mere bekymret for bussen, som er lav.

Naar jeg koerer her, gennem de smaa landsbyer med lerklinede straatekte hytter, med booernene der hujer :’Bye Bye Muzungu’ naar de ser mig, forbi en stor busk med de smukkeste lilla blomster, forbi hoeje hoeje traer med flotte kroner, gennem et landskab saa groent saa groent, ja saa er jeg naermest lykkelig. Jeg tenker, saadan maa paradisets have ha’ set ud.

Naar jeg ikke har set hvide mennesker I flere dage og stort set kun hoert luganda , naar jeg sidder I de smaa ydmyge ‘lestaulants’ (uganderne har lidt problemer med at skelne mellem l og r) og mine teaterfolk morer sig og laver fis og ballade, og jeg synes jeg forstaar alt hvad de siger, selv om jeg I bund og grund ikke forstaar ret meget, ja saa er jeg naermest lykkelig. Naar jeg sidder paa en stol, venligst udlaant af kommunekontoret som vi spiller udenfor, og tre smaa drenge paa 3, 5 og 7 aar hver med sin gule vanddunk (i boernestoerrelse) kommer hen og kneeler for mig, ser alvorlige og benovede ud og bare siger et ord Mzungu (hvid), ja saa smelter mit hjerte.

Naar forestillingen er forbi og musikken spiller videre og isaer boerne men ogsaa voksne indtager scenen og danser til musikken, naar jeg ser selv smaa boern paa 4-5 aar danse gudsbenaadet rytmisk paa en made som vi aldrig kommer til om vi saa gaar til salsa og afrodans I 100 aar. Naar jeg lader mit traekke ind paa ‘dansegulvet’ og vrikker lidt og hele pladsen griner begejstret, ja saa er jeg naermest lykkelig.

Men der er slanger I dette paradis, nogle store grimme nogen som sluger det gode liv som mennesker kunne ha’ haft I dette fantastisk frugtbare land. Slangen hedder korrupte og uduelige ledere. Jeg skal tilbage til Kampala torsdag morgen, men gruppen skal spille to forestillinger mere I omraadet, saa jeg skal alene af sted.

Jeg er en smule bekymret for om jeg kan finde vejen – der er ikke et eneste vejskilt paa disse smaa veje og kortet er ikke til nogen hjaelp – men Harriet som er bogholder paa

kommunekontoret har lovet at foelge mig til Mukono – naermeste stoerre by – og det er jeg meget taknemmelig for. Kan du godt forsoemme dit arbejde , spoerger jeg. Ah, siger hun, jeg sidder alligevel det meste af dagen og har ikke noget at lave. Min chef er der aldrig, saa vi ved ikke hvad vi skal lave. Jeg er saadan en, som hellere vil ha’ travlt end at lave ingenting. Jeg ved jeg er dygtig til mine ting, men jeg faar aldrig en chance for at vise hvad jeg duur til.

Hun forteller en lang historie om livet som offentlig ansat I Uganda, hvor loennen er elendig, hvor lederne af administrationen stryger alle de ansattes loentillaeg I deres egne lommer, hvor chefen en gang imellem kommer og siger’Harriet du skal lave et regnskab for 5 mill’ (svarende til ca. 15.000 kr) og Harriet svarer hvordan skal jeg goere det naar jeg ikke ved hvad pengene er brugt til og jeg ikke har nogen bilag, og chefen svarer, ‘ du finder nok paa noget ‘. Jeg bliver oproert over at hoere det, selv om jeg godt ved det I forvejen, og spoerger om hun ikke kan gaa til IGG (en korruptionsbekaempende instans uner regeringen). Det er alt for lille en sag , siger hun, og saadan er det overalt.

Hun vil gerne ha’ et andet job, og det forstaar jeg rigtig godt, men indtil hun findr noget andet, er hun noedt til at goere som hun bliver bed tom. Hun har 4 boeern I alderen 5 – 13 aar, og hendes mand har forladt hende og er rejst til Dubai og hun faar ingenting fra hamHendes maanedsloen er 170.000 sh. (ca 600 kr)

So much for Paradise !

I Harriets by Nkokonjehru bort vi paa et meget paent hotel og conference center, som hedder Elly’s motel – og gaet hvem Elly er ! Det er saamaend borgmesteren. Da vi kommer til Mukono er der osse et Ellys Motel der. Det kan selvfoelgelig godt vaere at borgmesteren er kommet aerligt til sine penge, men man faar da sine anelser, som Harriet

osse bekraefter. What can you do, siger hun og ryster laenge paa hovedet.

Paa besoer hos en legende ’Dominique is quite a legend around here’, siger Alex med umiskendelig tysk accent, og ser betydningsfuld ud. Vi sidder i den fiskerbaad som har hentet mig ved faergen i Kalanga, og som skal ta’ mig til den lille oe Banda som ligger i Victoriasoen, og er denne Dominiques private ejendom.I sidste uge var jeg til middag hos Petra (one of the white ladies i spend my Sundays with) Hun har besoeg af Dominique som er en hvid kenyaner foedt og opvokset i Afrika, omkring de 50 aar. Jeg fortaeller om mit indbrud og at jeg skal til at skrive hele min rapport om.

’Tag en tur til Banda og set dig ned og skriv der, saa faar du maden serveret og der er fred og ro’, siger Petra Det synes jeg er en storartet ide, og teatergruppen skal alligevel ud pa de sidste dages turne, saa jeg forsoemmer ikke noget. Jeg har lenge haft planer om at ville ud paa oerne Jeg tager en faerge fra Entebbe til en af de store oer, og der bliver jeg hentet af Alex, der praesenterer sig som Dominiques manager (med et meget fladt tysk a)

Turen med den store ferge tager 3 timer og derefter 1 time med fiskerbaaden. Victoriesoen er jo stort som et hav.Jeg forsoegte at bilde min bror ind at den er lissa stor som Frankrig, det er den dog ikke, den er ca paa storrelse med 2xJylland Vejret er fint, solen skinner og det er ren soendagssejlads. Vi ankommer til Banda ved 6 tiden soendag aften. Da vi naerner os den groenne oe, peger Alex og siger ’Det er Dominique’s castle’. En stor borg-lignende bygning rejser sig i den ene ende af oen. Der staar 5-6 mennesker oppe paa taget og vinker.

Jeg bliver installeret i en lille hytte faa meter fra soen, hytten er ikke luxusrioes, men den har seng med myggenet, bord og stol – alt hvad jeg behoever. Dominique koerer stedet som et slags hotel, men han annoncerer aldrig , her kommer kun folk som har hoert om det fra andre Jeg bliver vist rundt. Det hele er temmelig rustikt, der er lidt Robinson Crusoe oe over det. Et sted staar der et kaempestort skib, som ligner noget der er lavet til en teaterforestilling om soeroevere. Jeg spoerger Dominique hvad det er, og han siger henkastet ’Aah – det er det skib jeg kom hertil i for 15 aar siden – jeg har selv bygget det’ Han taler dette lidt sofistikerede koloni engelsk.

I loebet af de neste dage og aftner faar jeg langsomt (noget af ) historien om legenden Dominique:

Han er oprindelig mineingenioer, og har arbejdet i miner i mange afrikanske lande, i kulminer, guld – diamant-og uranminer. Han startede med at arbejde under jorden men kom efterhaanden oven jorden og blev mere raadgivende. Han har tjent saa mange penge at han har kunnet pensionere sig selv da han var omkrinfg de 40’ Jeg har en fornemmelse af at han maaske osse har vaeret raadgivende paa andre maader.

Han er ved at faa lavet et bord af mahogni bord som er 20 meter langt, og han fortaeller – igen henkastet – at han har faat traet for en vennetjeneste for regeringen .’Jeg hjaelper dem med at stjaele Congo’s diamanter, og saa faar jeg loennen i Mahognie, de bryder sig ikke om at ha’ mig paa lonningslisten, Ud over Dominique og Alex teller husstanden 6-8 afrikanere, 10 hunde (6 af dem hvalpe), en del hoens og katte. Man kunne tenke at det maa vaere en lykkelig tilvarelse, men i betragtning af det kvantum

alkohol manden indtager hver aften, har jeg mine tvivl. Dominique drikker banansnaps, som ham og Alex selv laver 70%. Han blander det med Cola og begynder at drikke til aftensmaden og der gaar ikke lenge foer han er meget beruset, og holder lange monologer om verdens tilstand og isaer Afrikas.

Det er som en film – den desillutionerede hvide mand, der skaelder ud over sine uduelige indfoedte ansatte. Somme tider, siger han maa jeg hen og ta’ deres puls for at se om de overhovedet lever, saa dovne er de. Jeg synes det er ubehageligt at hoere paa..

Det er moerket og vi sidder ved et stort baal og kigger ud over soen.Ude paa soen er der en hel masse lys, det er fiskerne der fisker ved hjelp af lys (og det er forbudt ifgl.

Nogle fiskerikonventioner) Det ser ret romantisk ud, men det er det ikke forsikrer Dominique mig. De 20.000 fiskere der holder til herude har alle som en en kriminel

fortid i Uganda,Tanzania eller Kenya. De kommer herud for at slippe for politi, myndigheder og regler.De kommer for at leve livet og de kommer for at doe. Paa den oe derude, siger han og peger paa den naermeste nabo oe, er der ca.1000 kvinder og de er prostituerede alle som en og 95% af dem har AIDS. Naar ’ the bleeding hearts’ – det

kalder han konsekvent alle former for hjaelpearbejdere – kommer ud til oen med kondomer, ved du saa hvad de goer? De blaeser dem op og bruger dem som balloner og holder en fest. De er kommet for at ha’ det sjovt og for at doe.

Jeg kigger ud paa de 100 vis af vuggende lys og synes pludselig her er lidt uhyggeligt. Det er nu onsdag formiddag og jeg har faaet skrevet det meste af min rapport – der er

heller ikke meget andet at foretage sig paa dette sted –man kunne selvfoelgelig slappe af, men det er ikke rigtig det gear jeg er i for tiden Jeg kunne godt blive en dag mere, men jeg har faaet nok af lake flies (en sarlig flue som findes i millionvis her – om aftenen staar de i luften i tykke soejler som ligner tornadoer) jeg har faaet nok af haermyrer som bider mig i taerne og andre vaerre steder, og jeg har osse faaet nok at den fordrukne vaert, som hver aften minder mig om, hvor meget konflikt og foragt der lurer under overfladen i dette kontinent. Har I lagt merke til at man i Brugsen og sikkert osse andre steder kan koebe en dybfrosset fisk som gaar under navnet Victoriafisk. Det er en Tilapia fra Lake Victoria, og bliver blandt fanget af de ovennevnte fiskere. Fisken landes i en havn taet paa Entebbe, saa bliver de i frosset tilstand lastet i KLM fly og floejet til Europa.

Fiskerne tjener gode penge, regeringen tjener gode penge, KLM tjener gode penge alle er glade, maaske paanaer dem der bor rundt om soen, for fisken er blevet saa kostbar at de ikke mere selv har raad til at spise den, det hele eksporteres til Europa. Et andet og endnu vaerre problem er at med den fart der er paa fiskeriet, saa vil soen vaere tom for fisk om 2-3 aar, og saa er der ingen der er glade.

Nu er jeg tilbage i Kampala. Jeg havde en fin hjemtur, direkte med en fiskerbaad helt til fastlandet lidt nord for Entebbe. Jeg var igen heldig, det var hoejt solskin og vandet var roligt. Det mest bemaerkelsesverdige ved turen var et man blev baaret i land, fordi baaden ikke kan gaa helt op paa land. En lille sej mand bar mig som var jeg hans brud op paa stranden, og jeg blev kun ganske lidt vaad. Nu maa jeg se at faa sluttet. Jeg synes jeg oplever rigtig meget hele tiden i oejeblikket, Jeg har det godt og er glad og tilfreds med livet syd for Sahara. I morgen skal jeg til Jinja og se teatergruppens sidste ’saebeforestilling’. Fra paa mandag skal jeg til at koeere workshop med gruppen igen.

Mange varme hilsner

Lena

********************

Rejsebrev nr. 6

Det er laenge siden I har hoert fra mig og det har sin forklaring:

Indbrud

Sidste soendag aften brugte jeg paa at skrive et 5 siders langt rejsebrev om mine mange oplevelser I den forloebne maaned. Desvaerre var jeg loebet toer for ‘taletid’ paa mit netkort og kunne derfor ikke sende det. Tirsdag morgen koerte jeg tidligt hjemmefra for at ordne forskellige ting I byen.

Da jeg kom hjem ved 12 tiden stod min doer aaben:Der havde vaeret indbrud mens jeg var vaek. Hele lejligheden var endevendt, alt af vaerdi var vaek: min computer, mit lille musikanlaeg, mit kamera, samt forskellige andre ting en regnjakke et par sandaler et par laesebriller og to flasker parfume

Fanden staa idet – jeg skulle den selvsamme dag ha’ sendt min rapport om kviksoelvsprojektet af sted, og jeg havde ingen back up paa den. Det var ca. 8 dages arbejde. Dertil kommer omkring 500 billeder jeg har taget, hvoraf jeg kun har ca 50 af dem paa et USB stik.

Jeg tog aldrig computeren med ud af lejligheden , som jeg til gengaeld ansaa for helt sikker. Det viste sig at min haengelaas ikke var dirkefri – det ville jeg gerne ha vidst lidt for.

Jeg ringede til MS, en smule rystet, og de sendte straks Drake og Frank ud, som gik med mig paa den stedlige politistation.

Bugolobi Polistation er en saakaldt Uni-pot – det er en rund hytte (a la ‘negerhytte’) men lavet af blik/ jern. De skulle vaere ulideligt varme naar det er varmt og ubehageligt klamme naar det regner og er koligt. De findes mange steder og der bor osse mennesker I dem.

Men denne var en politistation. Indeni er der jordgulv, en enkelt lille skrivebord, samt et ubeskriveligt rod. Et underligt jernstavaer saa ud til at vaere til at fastgoere folk I haandjern. En politimand beder mig tage plads og forklare hvad der er sket og hvad der er blevet stjaalet. Han starter med at folde to stykker papir saa der bliver en margen og saa skriver han – langsomt ned hvad jeg fortaeller.

Da han spoerger hvilken stamme (tribe) jeg tilhoerer kan jeg konstatere at jeg trods omstaendighederne ikke helt har mistet min humoristiske sans.

Jeg skal selvfoelgelig ha’ en kopi af rapporten til mit forsikringsselskab, men det er ikke bare lige saadan.: Politimanden I blikhytten skal koere den faerdigt skrevne rapport ind til Jinja Road politistation, hvor den vist nok skal udstyres med et sagsnummer Derefter skal jeg saa koere ind og faa sagsnummeret for saa at koere ind paa CPS (Central Police Station) for at faa en General Receipt.

Det er efterhaanden blevet onsdag – jeg har jo osse et arbejde jeg skal passe - og efter at vaere gaaet forgaeves et par gange (sit down and wait madam , he is coming just now - det ved jeg af erfaring betyder mindst en times ventetid) kommer jeg endelig ind til the Divisional Police Commander. Han er hoejt paa straa kan jeg se paa stoerrelsen af skrivebordet – som saa ioevrigt er daekket af en falmet voksdug – en flot mand I sin bedste alder, som flirter diskret med mig, og bekymrer sig over at jeg bor alene I Bugolibi flats. Naa, jeg faar min general reciet formedelst 60.000 sh – ca.230 kr, og den skal jeg saa koere tilbage til Jinja Police station med. Spoerg mig ikke om logikken. Nu tror jeg saa at jeg kan faa den med, men naeh nej, den skal foerst skrives paa maskinen. Den unge politimand tilbyder mig at han kan goere det hurtigt hvis jeg betaler 2000 sh (6.50 kr) men jeg er fast besluttet paa at komme gennem dette uden at ha’ bestukket nogen, saa jeg siger, at jeg vil komme tilbage og hente den dagen efter. Jeg skal dog lige laese korrektur paa rapporten. Det eneste jeg falder over er, at han har skrevet ‘en ulden regnfrakke’.

Naeste formiddag - nu er det blevet torsdag – er rapporten stadig ikke blevet skrevet da sekretaeren var kommet for sent p.g.a. regnvejr. Regnvejr er fuld-gyldig grund for udeblivelse her I landet. Paa mandag regner jeg med at den er faerdig…

Dette indbrud har en lille sidehistorie, som jeg osse lige maa underholde jer med:

Som sagt betyder tabet af computeren en masse ekstra arbejde samt det med alle billederne og jeg er ret knust over det.

Alle jeg snakker med siger, tyvene er lokale, som har holdt oeje med hvornar jeg er vaek, Min nabokone siger at vagterne, som holder vagt om natten, sidste aar var involveret I et indbrud laengere henne I blokken. Man skal aabenbart ikke stole paa nogen.

Da jeg er ude og gaa en tur og passerer knallert drengene, faar jeg en ide. Jeg beder Devin, som jeg er paa hils og smil med om at foelge med mig. Jeg fortaeller ham om indbruddet, ser ham dybt ind I oejnene og sporger om han ved, hvem der har stjaalet mine ting. Han nikker, det ved han godt. Jeg gentager for at vaere sikker paa at han har forstaet sporgsmaalet, og han gentager at det ved han godt. Jeg spoerger om han kan saette mig I forbindelse med tyvene, for jeg har brug for at faa nogle ting fra min computer kopieret. Jeg er klar over at dette ikke er helt efter groenspaettebogen, men jeg har dog ikke taenkt betale dem noget eller koebe tingene tilbage – bare jeg kan faa min rapport.Vi aftaler at han skal foelge mig ned til stedet I morgen tidlig. Jeg ringer til Fred min kollega og sporger om det er uklogt, han siger det er OK. Jeg ringer til Moses en af mine skuespillere, som en ung og staerk og sporger om han vil gaa med mig.Det vil han godt

Devin koerer forrest , Moses og mig bagefter I bilen. Jeg er lidt bange og meget spaendt og har det som om jeg er med I en film.

Devin holder nede overfor markedet. Vi gaar ind en en nydelig bygning og op paa anden sal. Det ligner ikke nogen roeverrede.Devin viser os ind I et rum, som naermest er en net café, men tilsyneladende handler de osse med computere.

Moses gaar direkte til bidet , fortaeller at min computer er blevet stjaalet og vi har faaet at vide at vi maaske kan finde den her. Manden og kvinden, som er I lokalet ser maaloese ud og begynder saa at at spoerge hvem der har sagt det og hva vi bilder os ind. Kvinden siger hun vil ringe til politiet, og Moses er traadt I karakter som cool og haardkogt og siger ‘Jamen goer bare det – ring ‘. Jeg bliver mere og mere overbevist om at det hele er en misforstaelse der skyldes (det saedvanlige )– at Devin har sagt han forstod hvad jeg sagde, men det eneste han har forstaet er COMPUTER og HVOR, og har derfor taget os med ned I en computerbutik. Jeg hiver Moses I aermet og siger vi hellere maa gaa og det goer vi saa. Vel ude af lokalet beder jeg Moses om at forhoere Devin om hvad han har forstaaet at jeg ville.De tager saa en snak paa luganda. Devin se lidt skraemt ud – han troede bare jeg ville koebe en computer. Jeg foreslaar Moses at jeg gaar tilbage og giver dem en undskyldning, men Moses siger:’ Nej – lad vaere – jeg er sikker paa at de solgte stjaalne computere – og jeg tror osse Devin forstod hvad du spurgte om, det toer han bare ikke sige nu..

Ja – min rapport den faar jeg nok aldrig, og jeg finder nok heller aldrig ud af om de virkelige solgte tyvegodt eller om de var helt uskyldige.

Klokken er 11 soendag formiddag. Gotfried min security mand har lige ringet: Madam, siger han, vi har fundet tyven som stjal dine ting, kom ned til Bugolobi Police station – now now. Jeg skynder mig at koere og fantaserer paa vejen derned om at de har fundet min computer og at jeg ikke behoever at arbejde en uge ekstta for at genskabe rapporten.

Da jeg kommer derned moeder jeg Gotfried og en anden sikkerhedsvagt. De fortaeller mig at de tidligt I morges har paagrebet en I min opgang og at det er ham der ha stjaalet mine ting. Har han indroemmet, spoerger jeg, Nej siger de, politiet har ‘torturet’ ham – det betyder nok I denne sammenhaeng givet ham et lag taersk - men han naegter.

Hva er det I vil ha’ mig til, spoerger jeg Gotfried. Du skal sige til politiet, at vi har gjort det rigtige, og at de skal tage tyven til Jinja Road , so that they can torture him, and take him to Luzira prison, so that you can get your things. Men vi skal ha’ penge til transporten.

Jeg forsoeger mig med et mindre retspolitisk foredrag om sigtedes rettighder, men det preller af, jeg tror slet ikke de forstaar hvad jeg snakker om. Jeg vil ikke staa og forhandle med vagtmaendene, som jeg ikke stoler paa, men jeg siger at jeg saetter pris paa at de har passet deres arbejde og paagrebet uvedkommende I min opgang

Vi gaar indenfor I jernhytten og jeg hilser paa ham der tog min rapport I tirsdags.Der sidder 4-5 unge maend paa gulvet, nogen af dem laenket med haandjern til jernstaevaeret. Jeg ved heldigvis ikke hvem af dem de har paagrebet I min opgang og jeg synes det er ubehageligt at vaere der.

Jeg forklarer at vagtmaendene har bedt om penge til transporten og spoerger om det kan vaere rigtigt, om de ikke har en politibil.

Politimanden smiler og siger at alle biler er rude og koere,og vi vil jo gerne videre med sagen ikke.

Mod mine principper giver jeg dem 10.000 kr til transporten (32kr.) I virkeligheden mest for at komme derfra.

Pyha - jeg haaber sandelig mine to nye haengelaase er sikre!

Det er soendag middag , jeg er lige kommet tilbage fra politistationen. Samtidig med at det er lidt underholdende, er det nu ikke saa rart.

Her kommer lidt som jeg havde skrevet foer jeg tog derned.

De sidste to uger har jeg arbejdet med to andre Kampala teatergrupper om aftenen, fordi det er mennnesker som har arbejde eller er studerende I dagtimerne. Jeg havde lavet en udfoerlig beskrivelse I det tabte rejsebrev, som det vil foere for vidt at skrive igen, lad mig noejes med at sige at de steder jeg paa den made faar at se af Kampala er yderst ‘eksotiske’ og steder hvor jeg tvivler paa at nogen ‘hvid mand’ nogensinde har sat sin fod.

Jeg synes I oejeblikket at jeg oplever meget hele tiden, og har sanserne staaende pa vid gab. Jeg faar osse mange snakke med specielt en af mine skuespillere - Moses Mutesa - som er meget politisk engageret, og kritisk overfor den udvikling der er I Uganda I oejeblikket.Moses er ioevrigt ud af den kongelige familie, og Baganda kongen spiller en stor rolle I det politiske liv og udfordrer paa forskellig made Museveni (praesidenten) Mange siger at Museveni er ved at udvikle sig til en Mugabe (og det er ikke venligt ment)

Jeg – et nemt offer

En dag jeg er oppe paa MS (hvor der normalt ikke er folk der tigger) kommer en hoej mand maalbevidst hen til mig. Han ligner en menneskelig ruin – hans toej er snavset ,han har ar I ansigtet og et blik fyldt med lidelse.

Madam, siger han, jeg tillader mig at henvende mig til dig, for jeg ved ikke hvor jeg skal gaa hen. Jeg har levet I en IDP camp (lejr for internt fordrevne) I tre aar, men nu har jeg forladt den for at skaffe et andet liv til min familie, som stadig er deroppe. Derefter opremser han mange lidelser, som jeg ikke helt forstaar, men de indbefatter I hvert fald prygl af ham selv og voldtaegt af hans kone. Lissom for at understrege sin tale, slutter han med at vende sig om, krenger skjorten a fog viser mig et modbydeligt betaendt saar paa ryggen – Madam I need treatment.

Jeg er meget paavirket af talen, men maaske mere af hele hans fremtoning, og haler 20.000 sh. op af pungen (ca 65 kr – mange penge).

Et par dage efter er jeg ude I et fattigt kvarter ved navn Mbuya og supevisere en workshop som to af mine skuespillere laver med kirken der. For et par aar siden var der en artikelserie I Politikken om Ester en Hiv smittet kvinde , hun boede I Mnuya.

Kvinderne er I gang med workshoppen, da en fuld mand kommer ind og forstyrrer arbjedet. Til min store forundring ser jeg at det er den mand fra IDP campen, som jeg gav penge forleden. Han styrer direkte hen mod mig, Rose forsoeger at jage ham vaek, men han siger at han kender mig. Rose ser vantro paa mig, og jeg forklarer at jeg har moedt ham foer og at han er fra en IDP camp. Ham der, siger Rose, han er aldeles ikke fra nogen IDP camp, han er en drukkenbolt fra Mbuya.!

Ja hvad ved jeg – den lidelse der stroemmede ud af ham, var I hvert fald aegte nok.

Jeg synes det er eksotisk…

naar jeg om aftenen ved 7 tiden koerer gennem det nedslidte industrikvarter og en roed sol gloeder bag de stoevede palmer

naar Borgehre hillser mig velkommen I sit muslimske fredags outfit – hellang hvid skjorte og en fin hvid brodert hat – med et Salam Mleikum Madam Rena

naar jeg ser en minibus fyldt med fyldt med sammenbundne levende hoens paa taget (nok mindre eksotisk for hoensene)

naar der pludselig begynder at loebe vand gennem vores oevelokale – som har jordgulv – og forklaringen er at det er naboen, som bor I huset ovenover vores, der vasker

naar stroemmen – og dermed den enlige 40 watspaere - gaar I oevelokalet og vi arbejder I skaeret fra 3 sma stearinlys smeltet fast paa gulvet

naar jeg om aftenen arbejder I skolegarden I Kibuli I skaeret af en (anden)40wats paere med smaa flagermus flagrende hidsigt om oerene paa mig

Smaa billeder

Jeg koerer sent loerdag eftermiddag inde I Kampala. Der er traffic jam, vi kommer naesten ikke ud af stedet. Paa midterrabattens kantsten sidder en pige paa 8-10 aar med en spaedbarn I favnen. Hun holder barnet op og viser det til bilisterne, ryster det som var det en legetoejsbamse, vinker med barnets lille hand.Barnet er hoesjst 3-4 maaneder og ser naesten bevidstloes ud.

Hun sidder der selvfoelgelig for at tigge penge af bilisterne og I det oejeblik hun ser jeg kigger paa hende – lyser hendes oejne op og hun vinker til mig med spaedbarnets lille hand. Det er grotesk og hjertegribende – men der er ikke noget ynkeligt over pigen.

En anden dag jeg sidder I trafikken, hvor en dreng paa 4-5 aar I en ufattelig beskidt T-shirt aar kommer hen og banker paa min bilrude og raekker haanden frem, ser bestemt paa mig og siger: Give me money madam. Min pung staar ikke saa aben denne dag, og trafikken er I bevaegelse. Jeg siger til ham at jeg ikke kan naa det. Jo madam, det kan du sagtens, jeg loeber med.

Der er noget over den usentimentale maade han passer sit arbejde – nemlig at tigge – som aftvinger mig beundring, og mens jeg koerer fremad raekker jeg 1000 sh. ud af vinduet til ham. Der kan du se, smiler han, du kunne sagtens naa det.

Det lange rejsebrev jeg skrev til jer sidste soendag gik jo tabt sammen med computeren.Det indeholdt en beretning om den safari jeg var paa sammen med Palle og Eva, min bror og svigerinde.Det var en meget vellykket tur.Lad mig bare lige komme med et enkelt highlight:

Vi har en enkelt overnatning paa min yndlings lodge: Nile Safari Camp.Der bor man I telte bygget paa en traeplatform, og det foeles som om man bor I traekronerne, der haenger ud over Nilen.

Klokken naermer sig 7 – solnedgang.Det er graavejr, men pludselig glider solen frem nedenunder skydaekket – stor og roed. Paa den modsatte Nilbred staar en flok elefanter netop der hvor den roede sol synker ned og laver roede spejlinger I Nilens vande.

Samtidig laver 3-4 aber aftengymnastik I det trae jeg ‘bor’ i.

Saa kan det ikke blive meget bedre.

Jeg vil slutte for denne gang – jeg skal ind og hente min politirapport betjenten har lige ringet at den er faerdig – jeg troede ikke han arbejdede ppaa en soendag. Nu bliver det spaendende om jeg skal betale for at faa den. Farvebaand til skrivemaskinen – madam – det er dyrt.

Selv om det maaske lyder lidt dramatisk skal I ikke vaere bekymrede. Jeg bilder mig ind jeg har et meget godt radar for hvornaar der er fare paa faerde og hvis der er det, ringer jeg omgaaende til MS.

Ha’ det godt.

Mange varme hilsner Lena

PS: Jeg har laant en computer af MS, som jeg omhyggelig soerger for ingen faar at se, at jeg har.

********************

Rejsebrev nr. 5

Om billedsult, lægebesøg og en forkølet VIP forestilling

Efter det forrige rejsebrev fik jeg skrivekløe, så nu kommer der et brev mere med ugens oplevelser og optegnelser.

I morgen kommer min bror og svigerinde på besøg i knap 3 uger, og da de skal “håndholdes” rundt i landet får jeg nok ikke skrevet så meget. Jeg tager en uges ferie mens de er her, det glæder jeg mig til.

Det er fredag aften, solen har skinnet velsignet hele dagen efter det skrækkelige regnvejr, som jeg beretter om senere i brevet. Jeg har nydt den luksus at sidde hjemme nogle dage i denne uge og skrevet på rapporten til nordisk ministerråd, som jo har betalt ”blege – projektet”

Hilseritualer

Uganderne er meget grundige hilsere. På landet især kan hilseritualet tage flere minutter. Ikke bare skal man høre til hvordan den anden har det, men også hvordan konen og børnene og hønsene og geden og marken har det. I byen er det selvfølgelig minimeret, men minimum er: Olyota seppo/ Nyabu Goddag hvordan har du det hr/fru. Bulungi ,svarer man så, det betyder godt og det siger man også selv om man egentlig har det elendigt, og så siger den første Kale, som betyder noget i retning af OK eller det var da godt.

På vores breddegrader er vi jo vant til at gå mere lige på, og det kan hænde at jeg glemmer først at spørge How are you eller den ugandiske udgave som jeg også mestrer efterhånden. Det kan resultere i nogle sjove ordvekslinger. F.eks. når jeg henter min bil på Toyota og indleder med: Goddag er min bil færdig, hvortil den unge mand svarer Tak jeg har det fint, dels fordi han ikke er helt stiv til engelsk og dels fordi han forventer at det er det jeg spørger om, så bliver jeg jo flov og skynder mig at spørge hvordan han har det, og så går der jo helt kuk i det , for det har han jo lige svaret på….

Vagtmanden her i blokken hedder Godfried. Han ser ikke ud til at være meget over 20,men han har fortalt mig at han har 5 uforsørgede børn (can you get me sponsership madam), så han er måske nok lidt ældre.

Godfried og jeg er på god fod, men hans engelsk er ikke så udviklet. Han har to hilsner:

1) How was the nigth? Det spørger han om når jeg kommer ned om morgenen, og det er jo et udmærket spørgsmål. ”Godt” svarer jeg som regel og siger måske noget om vejret.

2) How is there, spørger han når jeg kommer hjem. Og det betyder jo – hvordan er det der hvor du har været – på arbejde som regel. Når jeg har gæster – andre hvide mennesker f.eks. - betyder det hvordan er det der hvor du kommer fra.

Hvis svaret er ret langt, flakker hans blik lidt og jeg kan se at han ikke helt forstår.

Men jeg er glad for at Godfried er her. Det er rart at ha’ nogen og hilse på om morgenen Han vasker også min bil mod den formidable sum af 7,50 kr.

Dr. Stockley

Jeg vågner op mandag morgen og kan stort set ikke høre på min venstre øre. Jeg bliver lidt forskrækket, men det fortager sig op af dagen. Næste dag er det der igen, så jeg beslutter at gå til læge. Selv om jeg er lidt bekymret for min hørelse er det dog ikke mere end at jeg er spændt på om det denne gang skal lykkes mig at møde den legendariske Dr. Stockley. Stockley har boet i Uganda i mange år er specialist i tropesygdomme ,og er så britisk som nogen. Han er aktiv i det stedlige engelske amatørteater – british drama society – eller noget i den retning. Jeg så deres juleforestilling sidst jeg var her – yderst engelsk.

Jeg er heldig at komme ind til ”ham selv” en høj nydelig slank mand på min alder. Øreproblemet er af inferiør karakter – voks såmænd – og kan klares med en rask skylning – og da Dr. Stockley spørger hvad jeg laver fortæller jeg ham om teaterprojektet, som skal advare mod de barske blegemidler. Det havde han aldrig hørt om – anede ikke at kvinder bleger sig i Afrika. Underligt, for selv om han godt nok har mange hvide patienter (hele MS f.eks.) så har han dog også en del sorte kan jeg se i venteværelset.

Nå- grunden til at jeg fortæller denne episode ligger i Dr. Stockleys afskedsreplik:

”Det er da rart at der er nogen der laver noget spændende - alle dem jeg spørger, de siger – jeg arbejder med AIDS orphans (forældreløse p.g.a. AIDS) – der må være flere af dem der arbejder med dem, end der er AIDS orphans i hele Uganda ”

Han smiler ironisk og meget britisk og viser mig venligt ud. Jeg forsøger at invitere ham til en forestilling, men så langt rækker hans interesse vist ikke. Han skal videre til næste patient

Billedsult

Jeg har et fjernsyn, som ikke virker, jeg har en radio som kun taler luganda.

Hvis jeg var ude i naturen tror jeg ikke jeg ville savne levende billeder, men jeg bor i en grim lejlighed og jeg kan kun se på marabustorkene indtil det store lys bliver slukket kl 19 , så aftenerne kan være lange. Jeg læser selvfølgelig og det er dejligt at ha’ tid til, men det gør det ikke ud for levende billeder.

Jeg har været så sulten efter levende billeder at når jeg en sjælden gang vinder en 7-Kabale, så sidder jeg og ser på hele ”vinderpræmien” hvor kortene hopper over skærmen - alle 52- ja det kan blive småt for enhver.

Man kan godt leje film hernede – udelukkende piratkopier, men jeg har aldrig rigtig brugt min computer til at se film på. Efterhånden er jeg dog så billedsulten at jeg er beredt til at prøve noget nyt, så jeg begynder at kigge efter film, men ak det meste er - for mig ukendte - actionfilm, med et sort hvidt kopieret cover og der er knap nok en eneste skuespiller jeg genkender, og der er ikke mange ”damefilm”

Men så i aftes, jeg var en tur nede på Bugolobi marked og købe lidt ind , og gik og kiggede lidt i de små butikker rundt om markedet og jeg gik ind i videobutikken for at kigge.

Mit blik spotter straks at der er noget som ikke er en actionfilm – coveret er i farver og der er kvinder på. Det er afgjort en damefilm! Jeg går åndeløst nærmere – hvad er det … det er…The complete first season of DESPERATE HOUSEWIWES. Wauw – hvor heldig kan man være.

Jeg iler hjem – er på gå ben - lidt motion skal jeg jo ha’ en gang imellem. Halvvejs hjemme passer en boda boda mig op og spørger om han skal køre mig hjem. Jeg ser at det er en af ”mine” boda-boys, der holder udenfor min blok hver morgen, og som jeg er på smilende hils med når jeg kører til arbejde. Du skal ikke være bange, jeg skal nok køre forsigtigt, siger han som om han kan læse mine tanker. Inde i byen gør jeg det ikke – de kører som sindssygt, men her på min egen vej er det OK. Heldigvis har jeg lange bukser på så jeg kan sidde overskrævs. De ugandiske kvinder sidder i sidelæns fuldstændig afslappede.

Nå hjem kommer jeg, tænder computeren, lægger med rystende hænder skiven i, og frem på skærmen toner levende billeder i farver og mennesker der taler amerikansk (tænk at man kan blive glad for det) Det må være en kopi af en piratkopi – og derhjemme ville jeg nok ikke gide at se på noget i den kvalitet, men det føles himmelsk – som at komme hjem, og jeg ser tre afsnit i træk, hvorefter jeg går lykkelig i seng og føler mig som et normalt menneske.

De følgende to aftner ser jeg også 3 afsnit, men nu er jeg også ved at være billedmæt, så jeg kan vende tilbage til Carstens Jensens – i øvrigt vidunderlige – ”Vi de druknede”

VIP-Forestilling

Som jeg har nævnt har det regnet en del mens jeg har været her, men heldagsregn er sjældent. Af alle dage blev d.4. juli udset til heldagsregn. Udover at det er Rebild dag, så er det den dag hvor vi skal ha vores VIP forestilling med 4 ambassadører 2 ministre og presse.

Det regner fra morgenstunden, men det gør det tit – det kan sagtens nå at klare op. Ved middagstid regner det stadigvæk – det kan sagtens nå at klare op, siger jeg til mig selv, dog mindre sikker for himlen er bare blygrå.

Jeg kører ved halv to tiden sammen med John vores administrator, og er fremme på spillestedet ved to tiden. Vi skal spille udenfor Sct. Joseph Community center . Det regner. Der er bestilt et telt, så ambassadørerne og de andre VIP’s kan sidde i skygge (haha). Teltet er ikke kommet. Det er som om alle er gået i stå og bare venter på at regnen skal holde op. Om mindre end en time står vi med 4 ambassadører, jeg ved at de vil komme til tiden.

Mirakuløst nok er der faktisk et stort lokale i dette community center som vi sagtens kan være i. Jeg spørger Fred om han har undersøgt om vi kan være inden døre – det har ham ikke. Klokken er 14.20. Jamen så gør det dog. Han spørger en pedelmand, som siger at der skal være et møde, og så går Fred i stå igen og kigger op på den blygrå himmel. Klokken er 14.25. Mariam og Sarah to af skuespillerne siger de lige skal ud og finde noget at drikke – jeg siger de skal komme tilbage med det samme, ja ja siger de og forsvinder. Moses og Stone kører ud for at finde teltet. Jeg tager selv affære med pedellen og forklarer ham, at det er meget vigtigt det vi skal og han siger det er OK vi kan godt få salen. Klokken er 14.35.

Dem der skal stille bagtæppet er ude og lede efter teltet, de bliver kaldt tilbage pr. telefon. Rasende går jeg selv i gang med at bære jernstængerne, som er våde og mudrede, ind i salen. Jeg har hvid kjole på og små sko. Stone og Moses kommer tilbage, og går straks i gang med bagtæppet. China går i gang med at pakke kostumerne ud, Sarah og Mariam er stadig ikke kommet tilbage. Klokken er 14.45. Jeg ringer til Mariam. Hvor fanden bliver I af? Vi er på vej, siger hun.

Musikanlægget er nu køreklart og musikken, der normalt lokker publikum til, begynder. Men ak – der er ikke meget publikum at lokke med. Ingen ugander med respekt for sig selv går ud i regnvejr, hvis han ikke er absolut tvunget til det. Klokken 14.52 kommer Sarah og Mariam tilbage, bagtæppet er oppe og stå, plastikstolene på plads.

Klokken 15.02 kører den danske ambassadørs bil med splitflag i spidsen ind på pladsen efterfulgt af den svenske, den islandske og den norske ambassades biler. Jeg står parat til at tage imod, i min hvide kjole og et rødt sjal – lidt patriotisk har man vel lov a tvære på en dag som denne

Vi har på nuværende tidspunkt ca. 10 tilskuere. Ambassadørernes chauffører fylder dog lidt op på rækkerne.

Ambassadørerne bliver bænket på forreste række, jeg fortæller dem lidt om projektet, det er ikke dem alle sammen der har fået læst på lektien.

Det er lidt uklart, for mig i hvert fald, om de to ministre kommer. De har givet tilsagn, men den ene har åbenbart meldt fra igen. Men ”gender” ministeren skulle komme. Jeg går hen til den danske ambassadør og siger jeg er lidt i tvivl om etiketten, skal vi gå i gang, så de ikke skal vente unødigt længe, eller skal vi vente. Han siger vi skal vente. Jeg er lidt beklemt, jeg synes ikke stedet er særlig VIP agtig. Her er halvkoldt og halvmørkt p.g.a. regnen, og alt jeg kan byde på er en sodavand, som ambassadørerne høfligt afslår.

Klokken er nu 15.30. Og jeg ser pludselig Rita en af skuespillerne komme ind , drivvåd, jeg havde slet ikke opdaget at hun ikke var kommet. De siger nu at ”gender” ministeren ikke kommer, det er state minister Sulejman Madada der kommer, og han er lige på trapperne.

Der er efterhånden 30 – 40 publikummer så det kan lige skralde af. Lokalet har bliktag og regnen larmer meget og der er en meget svær lyd i rummet

15.45 går forestillingen i gang, og det går for så vidt OK, og forumarbejdet kører også rimeligt. Ambassadørerne ser ud til at være optaget af det de ser, men det har de måske lært på ”ambassadørskolen”. Den danske ambassadør holder en flot tale, han har faktisk virkelig læst på lektien og sat sig ind i emnet

Der er ikke meget after party – alle har travlt med at komme hjem – og det kan jeg ikke fortænke dem i

Jeg er bare skidesur på regnvejret, for jeg havde ønsket at disse VIP’s skulle opleve hvordan forestillingen fungerer ude i det fri med 2-300 mennesker.

I dag havde vi evalueringsmøde og Fred gav en generalskideballe til hele flokken (det tog næsten en hel time) Selv om jeg sådan set var enig med ham bryder jeg mig ikke meget om den slags udskældning, grænsende til nedgøring

De fortalte at de havde gjort hvad de kunne for at jeg ikke skulle finde ud af at Rita, den sidste skuespiller, ikke var kommet, for de vidste godt at jeg ville blive skidetosset, og så ville jeg jo ikke kunne snakke med ambassadørerne, som de forklarede.

Det var noget af hvad jeg har oplevet i denne uge. Jeg hører at i er ved at drukne i regnvejr derhjemme – jeg har rigtig ondt af jer.

Ha’ det godt alligevel.

Mange kærlige hilsner Lena

*********************

Rejsebrev nr. 4.

Om Korruption og hvordan de hvide damer tilbringer deres sønda

Kære alle

Når man har sat sig selv den opgave at skrive rejsebreve - tilladt sig næsten at love en lind strøm af underholdende læsning til en ret stor læserskare (ca.70), så føles det som en forpligtelse at yde sit bedste. Det er lidt ligesom altid at ha' et kamera i tasken: Neej - det der burde jeg ta' et billede af.

Flere gange daglig tænker jeg - det her ville være sjovt at skrive om - men så glemmer jeg det, eller hvad værre er, jeg kommer i tvivl om hvad der egentlig er interessant for jer at læse om. Jeg vil gerne være underholdende og helst lidt sjov - det er jo ligesom mit varemærke - men jeg vil jo også gerne bibringe jer noget relevant viden om det land jeg befinder mig i. Og vil de vinkler som jeg selv finder sjove ha' tendens til at fremstille Uganda som et håbløst hula bula land i det mørke kontinent? Jeg ved det ikke, men jeg kan jo kun skrive om det som jeg selv findes sjovt eller interessant.

Apropos - hvilke nyheder der er interessante, så har jeg i aften gjort noget for første gang (fordi min netadgang er dyr og langsom): Jeg gik ind på Politikken Weekly. Jeg har været totalt nyheds-løs siden jeg kom herned. Der var så mange ting jeg skulle købe i begyndelsen, så jeg var for fedtet til at købe en ordentlig radio. Efter nogle uger gik jeg så ind og købte en billig Tyson radio (ca. 70 kr.)

Det var ovre i Kasese, men den rare forhandler lovede højt og hellig at den godt kunne tage BBC når jeg kom til Kampala . Det kunne den ikke. Det var en "3 band-radio". Senere byttede jeg den til en 4 band - men også den nægter at fremkomme med noget som helst på engelsk. Et enkelt program på fransk kan det blive til. Nu har Moses fra min teatergruppe lovet at fikse den, så den kan komme til at snakke engelsk. Nå - altså forventningsfuld, nyhedssulten - med min aftensmad ved siden af computeren, gik jeg ind på politikken weekly - og helt ærligt, så tog det mig et stykke tid at finde noget jeg synes var relevant at læse på 8000km's afstand. Her er nogle af de overskrifter jeg ikke gik ind på :

"Prinsessen bliver ikke en Margrete" (øh - hvilken prinsesse)

"Don Ø forlader 3 bestyrelser" (virkelig!)

"Belgiske kannibaler ville spise ung kvinde" (HVAD!)

"8 nye lotto millionærer" (ja,og...)

Nå endelig fandt jeg noget om DR sidste fyringsrunde, samt om plejepersonalets strejke, som jeg syntes var læseværdigt.

Jeg tror de er en anden årsag til min "skrivekrise", og til at jeg synes det er sværere end sidst. Sidst (altså første gang, hvor jeg boede i Uganda i 6 måneder) var jeg jo helt novice i Afrika, alt var nyt og min forundringstærskel meget lav. Jeg kunne gå udenfor min dør i en time og komme tilbage og skrive 3 sider om det. Nu er det 4 gang jeg er i Afrika, og så blive forundringstærsklen langsomt højere. Jeg glæder mig til at få min bror og svigerinde herned - de kommer om en uge - så kan jeg nok igen se med "novice-øjne"

Nå nok snik snak.

Lad mig fortælle jer lidt om hvordan jeg har det, og hvad jeg oplever. Jeg har det godt, jeg synes jeg har fundet en levemåde hernede som er OK, og selv om jeg er en del alene, er jeg holdt op med at føle mig ensom. Jeg ville gerne gå lidt mere ud om aftenen, men har svært ved at finde nogen at følges med, så det arbejder jeg lidt på.

Det har været sjovt at være med ude på turne, men jeg synes efter de første 12 forestillinger at min arbejdskraft kan bruges bedre, og den nyoplærte joker er ved at være godt kørende. I næste uge har vi en VIP forestilling med de 4 nordiske ambassadører, 2 ministre og nogle flere important people. Vi aflagde den danske ambassadør et besøg inden Peter Appel (min danske projektleder) tog hjem og ambassadøren har været behjælpelig med at få dette op at stå. Peter håber så at de 4 ambassader vil spytte penge i at lave et radio-drama-projekt om samme tema efter teaterprojektet. De fleste mennesker i Uganda hører meget radio - selv ude i landsbyerne har de små skrattende transistorradioer.

I denne uge, hvor vi holder turne fri, er jeg så begyndt på min træning af "The core-team" Jeg skal træne dem til at kunne gå ud og lave workshops med grupper hvor de får folk til at lave små forumspil med det formål at diskutere f.eks.Demokrati i skolen, good governance in local community og andet. The coreteam er udover de to mænd Fred og Geresom, som allerede er fuldbefarne jokere og facilitatorer , 8 skuespillere - 5 kvinder og 3 mænd. Selv om de har lavet noget forumteater, så er det virkelig fast arbejde at bibringe dem en forståelse af en pædagogisk struktur, som det kræver når de skal ud og undervise og arbejde med andre. Jeg må virkelig strække mit pædagogiske talent (og min tålmodighed) til det yderste. Arbejdet er til tider sejt, men også meget tilfredsstillende.

De sidste to dage har vi været på seminar med sammen med gruppens program officer i MS. Formålet var at evaluere de sidste 3 års arbejde og kigge fremad. IATM (International - Anti -Corruption-Theatrical - Movement) som min organisation hedder, har fået støtte fra MS gennem 10 år, og står for så vidt til at blive udfaset, men MS arbejder i øjeblikket på at fokusere deres arbejde og dermed deres valg af partnere (organisationer de støtter) og deres nye hovedfokus er demokratiudvikling. IATM passer som fod i hose ind i dette, fordi forumteatret er så meget demokratitræning som noget. Konklusionen på evalueringen var, at MS er rigtig godt tilfredse med det arbejde der er lavet - det blev karakteriseret som over forventning. Jeg synes selv jeg kan tage lidt af æren og ikke mindst glæden, for det er takket være forumteatret, den metode jeg har lært dem, at de har rykket så meget, og er begyndt at få en hel del indtægtsgivende projekter.

Nu har jeg fået så mange myggestik at jeg vil fortrække ind under mit myggenet, jeg er løbet tør for det jeg sprøjter med når det bliver for meget. Jeg vender tilbage i morgen søndag

Søndag kl. 18

Dorrit forærede mig en forlængerledning mens hun var her, en rigtig god gave som betyder at jeg kan sidde på min altan og arbejde på computeren. Jeg kan også arbejde på batteri, men eftersom jeg aldrig ved hvornår der igen kommer to dages strømafbrydelse, så tærer jeg aldrig unødigt på batteriet. Solen skinner på blokkens tag overfor og der sidder udsædvanligt mange marabustorke. Nu ved jeg ikke meget om storkens præferencer, men det ser grangiveligt ud som om de nyder solen.

Når man er på sådan et seminar og snakker om hvad IATM skal lave fremover, kan det godt blive smeget "buzzword-agtig" - vi skal træne demokrati, bevidstgøre, uddanne, lave kapacitets opbygning, og hvad det ellers hedder på NGO sprog. Men når man hører nogle af de konkrete historier går det op for én (mig) at det virkelig er nødvendigt og at det virkelig kan hjælpe. Hør f.eks. denne historie:

Natte -handel

En mand - lad os kalde ham Mukasa - har ansvaret for skolens vedligeholdelse. Folk i landsbyen ser hvordan der flere gange om året ankommer store mængder byggematerialer, cement, mursten m.m. til Mukasas lagerbygning. De ser også at der sent om aftenen kommer boda bodaer (knallerter) til denne bygning og kører væk med cement sække. Det sker ikke e, tre eller fem gange, det sker hele tiden. Og de ser hvordan skolens bygninger forfalder mere og mere, og en dag blæser en væg ind, fordi der er sparet for meget på cementen, og to børn bliver slået ihjel. Alle ved hvad der foregår, men ingen bryder sig om at være den der siger det til Mukasa. Det som disse mennesker i disse samfund skal ha' hjælp til er at vide hvor de kan gå hen - der findes trods alt nogle hæderlige antikorruptions institutioner, og at de kan få disse nogen til at gå til Mukassa og sige: Vi ved, og alle i landsbyen ved hvad der foregår og nu skal du holde op med det.

Eller denne

Hvor dum kan man være? Alex, en ugander som arbejder i demokrati-teamet på MS's landekontoret, fortæller mig om sit tidligere job (som han forlod fordi systemet er så korrupt) Han var Chairman LC5 i Arua District i det nordlige Uganda , det svarer nok ca. til kommunaldirektør. Han havde selvfølgelig en tjenestebil at køre i. Da han sagde sit job op, havde han ikke råd til en bil og han begyndte at cykle. Når han mødte folk på gaden på sin cykel, sagde de: Men Chairman - hvorfor cykler du - du gør dig selv til grin. Hvorfor, spørger Alex. Du skulle da ha sørget for at skaffe dig en bil mens du havde din store stilling, siger folk. For jeres penge, spørger Alex. Nåh ja, svarer folk, det gør jo alle, ellers er man da for dum.

Dyre kugler

Line en anden MS'er som kom samtidig mig og nu sidder oppe i Apac, havde medvirket i et ugentligt radioprogram, hvor folk kunne ringe ind og spørge om ting der foregik i lokalsamfundet. Der kom følgende spørgsmål:

Vi har en politibetjent i vores område, som når han kommer ud for at arrestere nogen altid skyder 4 gange op i luften. Han forlanger at den der bliver arresteret, skal betale for kuglerne, og han siger de koster 15.000 ug.sh. (ca. 50 kr.) pr. kugle - kan det være rigtigt. Det mente den der besvarede spørgsmålene ikke at det kunne, men flere kunne ringe ind og bekræfte at det havde de også været ude for.

Historiefortælleren

Jeg har mødt en ugandisk historiefortæller - Daniel. Historiefortælling er ved at komme på mode i Uganda . De slås selvfølgelig med de samme fordomme, som vi gjorde da vi startede. Er det ikke kun sådan noget for børn og kan det være seriøst. Daniel og jeg planlægger at lave en aften med ugandiske og danske /nordiske fortællinger, for venner og bekendte og andre interesserede. Daniel fortalte mig om en oplevelse, som gav mig nogle billeder af, hvor mørkt livet i Uganda kan være. Han havde fået til opgave at skrive noget musik (han er også sangskriver) til en dokumentarfilm om en bestemt populær sportsmand, som kom fra Lira - i det nordlige Uganda . Han var taget af sted på research for at musikken skulle være inspireret af den lokale musik i området, men hvor han kom frem var der ingen musik og ingen energi. Menneskene der var for kort tid siden kommet tilbage fra de såkaldte IDP-camps -lejre for internt fordrevne - mennesker som var flygtet/fordrevet fra deres hjem p.g.a. rebellerne i nord, og disse mennesker som nu altså var tilbage i deres hjemegn var fuldstændig forstenede, initiativløse, traumatiserede og sad bare og kiggede ud i luften, og kunne i hvert fald ikke hjælpe Daniel med "at finde melodien"

Nå nu gik strømmen - det var godt jeg sparede på batteriet.

Mandag aften.

Det var et af de mindre strømsvigt denne gang - allerede i morges 12 timer senere var der strøm. Lad mig inden jeg slutter fortælle jer om min søndag.

How white ladies spend their Sundays in Africa

Jeg har af Mai, som jeg kender fra sidst jeg var hernede (Tak Mai), fået kontakt til en herlig hollandsk kvinde ved navn Petra, som er fastboende i Kampala. I går søndag mødtes jeg med Petra samt en islandsk og en italiensk kvinde. De har alle boet i Kampala i 6-8 år og jeg var inviteret med på en af deres søndagsfornøjelser, at gå på Owino marked. Det siges at være det største marked i Afrika - stort er det i hvert fald - et par dboldbaner vil jeg tro. Man kan få alt, men de hvide damer går især efter sko og tøj - mestendels europæisk genbrugstøj.

Netop som vi ankommer til Owino begynder det at regne og, så er Owino ikke rigtig sjovt, bl.a. fordi det meget hurtigt bliver meget mudret, og hvide damer bryder sig ikke om at få mudder op af benene. Hvad skal de hvide damer nu gøre - gå på Serena hotel og drikke cappuccino og spise lemon cheesecake selvfølgelig. Serena hotel er et nyopført luksushotel midt i byen, og det er superlækkert indrettet, god smag, mosaikker, natursten og vandskulpturer. Det kan de hvide damer godt li. Og mens vi sidder der med vores cappuccino og vores cheesecake og snakker og livet og verden (disse damer er voksne selverhvervende kvinder og ikke kedelige) så minsandten om ikke det klarer op, så vi kører tilbage til Owino og kaster os ud i det frådende afrikanske handelsliv. Især kaster vi os som sagt over bunkerne med genbrugstøj, for der er mange gode fund at gøre. Hvis prisen kommer op på 5000 sh (ca.17 kr.) så himler vi op - det er jo næsten lisså meget som en cappuccino på Serena - hvad har han egentlig forestillet sig! Vi slår os ned i en bunke hvor det hele koster 1000 sh - (3.25 kr.) Vi endevender det hele og gør alle sammen flere gode fund.

Tilfredse og udmattede skilles vi ved to tiden - jeg for at tage hjem til en svømmepøl i mit nabolag, og tilbringe resten af eftermiddagen der. Jo det kan til tider være et hårdt liv at være "expat"

Nu er det mandag aften. Jeg har arbejdet hjemme i dag og det har været rigtig rart. Jeg er begyndt at skrive min rapport om kviksølvsprojektet. Ved 3 tiden kom Daniel, min storyteller ven og vi har siddet på altanen hele eftermiddagen og fortalt historier, og det var bare så hyggeligt. Nu må jeg vist hellere slutte - ellers ender det med i ikke gider læse det hele

Mange varme hilsner Lena

*********************

18 juni

Kaere venner

Jeg sidder og skriver i computerrummet paa Jinja Nile Resort et dejligt hotel med udsigt over Nielen, hvor dorrit og jeg har tilbragt week enden. Jeg har haft gaester i en laengere periode - Peter "projektejeren" har vaeret her i knap to uger og Dorrit min veninde har vaeret her snart i 4 uger og rejser hjem paa fredag. - Derfor har i ikke hoert saa meget fra mig.

en anden aarsag er, at jeg ikke helt er blevet gode venner med Hot mailen endnu - den vil ikke altid som jeg vil, og spiser mine breve og naegter at rette i mine adresselister , som jeg beder den om.Nu haaber jeg det lykkes at faa denne epistel afsted.

Efter i lang tid at ha haft saa meget regnvejr at det ikke rigtig indboed til swimming pool liv besluttede vi at satse haardt paa godt vejr i denne week end, og det lykkedes stort set. Udover at ha ligget ved poolen, har vi gjort de obligatoriske turist ting her i jinja, og det er at se Source of the Nile - altsaa Nielens udspring - som hvide opdagelsesrejsende ledte efter i mange aar - men som der skrevet staar De lokale havde jo altid vidst at en stor flod tog sin begyndelse der.

Den anden sevaerdighed er Bujagali Falls som ligger ca 10 km fra udspringet - det er nogle smaa vandfald som man rafter ned af: Hvide (mestendels) maend - der maaske savner udfordring i hverdagen - ifoerer sig styrthjelm og gummibaad og styrter ned af faldene under skrig og skraal og appplaus fra Niellbredden.

Men bortset fra alt det, saa er det smukt og fredsyldt at sidde og kigge ud over Nielen fra teraseen i vores lille hus. Ved 6 tiden bliver stilheden brudt - nu er det abernes showtime. Jeg ved ikke hvor de er eller hvad de laver hele tagen , men ret praecist omkring klokken 6 kommer de frem og der er mange og de er fraekke.De knaekker de flotte raoede blomster og guffer de saftige stilke i sig, de hopper rundt og fanger insekter - lidt som hvis i taenker paa en kattekilling med en sommerfugl - megetunderholdende.De gaaar hjemmevant rundt paa trapperne der foerer op til husene og jeg er sikker paa at naar vi vender ryggen til, saetter de sig osse i vores stole. Lidt foer moerket falder paa kl 7, er de vaek igen, og naar moerket saenker sig, tager cikaderne over og holder koncert hele natten.Dejligt.

Nu maa jeg slutte - dette brev er skrevet af flere omgange - derfor fremstaar det maaske en anelse rodet. Jeg haaber i kan finde rundt i det. Tak for alle mailene og tilgiv mig at jeg ikke har faet svaret paa dem alle - jeg er meget glad for at faa mails hjemmefra, men mit system er saa langsomt at jeg ikke altid faar svaret.

Da det jo er en slags foeljeton, maa jeg hellere lige starte med at berolige eventuelle bekymrede laesere: Den ulykkelige servetrice ringede til mig et par dage senere og havde altsaa ikke gjort alvor af at tage sit eget liv. Hun undskyldte og ville gerne ha' mig til at betale oskars regning. Det afslog jeg venlig men bestemt, og hun har ikke ringet siden. Og Oscar? han er som sunket i Karamoja's roede jord.

2 juni

Dorrit, Peter og jeg kører lørdag morgen vestpå. Vi skal besøge en nationalpark som ligger i nærheden af den by hvor vores turne begynder på mandag. Som sædvanlig underdriver turistvejledningen hvor mange timer det tager. Der står 6 timer, men det tager næsten 9 timer med mig som chauffør. Jeg er også en kylling til at overhale og det meste af turen består at lange bakker op og ned, og i modsætning til uganderne, så overhaler jeg ikke når jeg ikke kan se om der kommer nogen modkørende. Det resulterer i at jeg på lange stræk ligger bag ved tunge kæmpestore lastbiler som kravler op af bakkerne så langsomt at de næsten står stille.

På vej ned af bakkerne får de til gengæld så meget fart på at de kører fra mig og jeg når ikke at komme om ved dem før vi igen er på vej op. Nå pyt nu med det.

Vi tilbringer week-enden på en ufattelig smukt beliggende lodge, den ligger højt oppe med udsigt over Lake Edward . Nedenfor skrænten kan vi høre flodhestene grynte, en hyggelig lyd. Grænsen til Congo går ned gennem søen Vi joker lidt med om vi skal eskorteres over til vores værelser, men det siger de ikke er nødvendig, løverne kommer ikke så tæt på. Næste morgen går et vortesvin ( I ved Hakuna matata fra løvernes konge) lige forbi vores terrasse, og morgenen efter får vi at vide at to flodheste har været oppe ved hovedbygningen lige før vi stod op. (Flodheste er det dyr i Afrika, som dræber flest mennesker by the way) Vi har en fin morgen tur (i bil altså) hvor vi ser elefanter, hyæner, en masse bøfler og impalaer af forskellig slags, men desværre ingen løver.

Mandag kører vi Kasese hvor vi skal spille kl 10. Vi har betalet et beloeb til the town clark (kommunen) for at maatte spille paa markedspladsen, men formanden for de handlende paa markedet siger, at vi ikke faar lov til at spille foer middag for vi oedelaegger handlen, og han er ligeglad med hvad the town clark spiller. i ventetiden gaar en meget hoejt gearet praedikant rundt og spoerger om vi har talt med Jesus i dag - for saa vil Jesus goere alt for os. det lyder betryggende.

Vi kommer til at spille ved 12 tiden, og der er sort af mennesker (ha ha) paa markedspladsen og forestillingen falder i god jord. I loebet af ugen spiller de 5 forestillinger og Peter, dorrit og jeg overvaerer dem alle. Mit arbejde er at give jokeren og skuespillerne feedback paa deres arbejde.Vi er ved at traene en ny joker og hun skal hele tiden ha' at vide hvordan det hun goer, despoergsmaal hun stiller, fungerer. Men det hele foregaer pa luganda og selv om jeg har et godt sprogoere er det altsaa ikke nok. Saa hver dag maa jeg finde en som ser ud til at kunne snakke et rimeligt engelsk for at simultantolke for mig hvad folk siger, og hvad jokeren spoerger om. som oftest staar vi op og det goer det lidt svaert at tage noter, men jeg forsoeger at skrive paa min lille blok o den nogen gange stegende sol. en dag blev jeg lettere forbraendt i kavalergangen og paa taerne , for solen staar lige over hovederne paa os.

Paa ugens femte forestilling -i byen Mityana en times koersel vest for Kampala - var jeg saa heldig at faa en stol og sidde paaa og ha fred (min naerneste samarbejdspartner) ved min side til at oversaette. Det giver saa meget overskud at jeg saetter mig til at skrive lidt til et rejsebrev under forestillingen som jeg jo har set mange gange efterhaanden:

6 juni

vi spiller paa taxi park i Mityana. Byen ser fra landevejen ikke ud til at rumme mere end et par gader, men viser sig at vaere temmelig stor. Det er sidst paa eftermiddagen .vi har spillet en forestilling om formiddagen i Mubende.

Dorrit, Peter og jeg har vaeret ud og faa lidt mad. Vi var saa heldige at finde et sted hvor vi kunne faa Nes cafe, saa er dagen reddet - isaer for peter som helst skal ha sine 8-10 kopper kaffe!.

Da vi kommer tilbage er forestillingen lige gaet i gang og der er rigtig mange mennesker, de staar i en cirkel rundt om spillepladsen. Turnebussen danner baggrund, for stativerne til bagtaepperne er gaet i stykker (paa turneens 3. dag) og jeg maa bide mig i tungen for ikke at sige "det kunne jeg da godt ha' fortalt jer" for det var en nogen tvivlsom konstruktion. Jeg sidder lidt overe i den ene side i naesten skygge og er saa heldig at ha' faet en stol.Fedt sted taenker jeg indtil jeg opdager at jeg sidder op af en "biograf". Paa huset staar der : 'Soccer and Nigerian film" (nigeriansk film er stor i afrika. Fred er ikke imponeret over deres kvalitet. Det meste er bare daarlig teater filmet med et kamara - og jeg aner et "det ville vi kunne goere mindst lissa godt" bagved) Paa lydsiden kan jeg hoere at det maa vaere en haardtpunpet actionfilm. Laeg dertil at heojtalerne er skrattende og forvranger lyden.

Nu kommer vi til det sted i teaterforestillingen hvor den foerste popsagn gaer i gang og folk bryder ud i jubel - for en stund kan vi konkurrere med den nigerianske lydside. En ung kvinde foran mig knaekker sammen af grin flere gange i traek. Det koerer godt med forestillingen.

Jeg vil tro der er omkring 300 mennesker. boernene har - som altid - sneget si helt ind paa scenen, men nu kommer vores myndige joker Rose i sin fine violette spadseredragt og jager boernene vaek fra scenen. I Uganda ser man ikke saa mange der gaer med toerklaede, men inde midt i er der tre piger paa ca 10 ar med roedternede toerklaeder til deres brune skoleuniformer. spillet glider godt, folk er lattermilde og meget medlevende. tre helt smaa boerne pa 4-5 aar, har generobret pladsen foran bussen. De danser og leget tagfat og aenser ikke spillet. Den nigerianske lydside er gaaet i selvsving og er meget generende - for mig altsaa - uganderne generer det ikke. Nu kommer aegtemanden ind paa scenen og den nigerianske film er osse naaet til et skaebnesvangert sted i deres beretning, og i ca. 20 lykkelige sekunder passer de to spor sammen. En kat har sat sig midt i vores frisoersalon. Paa " Ave Maria Take Away" som ligger lidt haevet over spillepladsen har folk samlet sig og kigger paa forestillingen bagfra.

Forestillingen og det efterfoelgende arbejde med publikum tager godt og vel to timer, og da vi er faerdige er klokken henad 6. Gruppen koerere til Kampala , men vi bliver og overnatter i Mityana, for jeg koerer ikke paa landevejen - ret langt - naar det er moerkt.

Vi finder et dejligt hotel et roligt sted. Ugen har budt paa diverse provelser hvad hoteller angaar. Blandt andet var Dorrit ved at blive naftalinforgiftet paa et en nat. Vi er osse i den billige ende 50 - 60 kr pr nat. (her maa jeg saa lige korrigere mig selv - for uganderne som vi foelges med er det ikke billigt - men saadan middel)

Ruth fra MTM med en bøn nede under skrivebordet

Kvinden med charcoal på min græsplæne

Er min bil færdig - I'm fine den ulykkelige servetrice

*********************

Rejsebrev nr. 2

Oscar, den ulykkelige servitrice og en sæbeopera

Når man kommer til en anden kultur er noget af det der svært at finde ud af, hvad det er for en slags relationer man har/kan få/skal holde sig fra med folk.

Lad mig fortælle om Oscar.

Jeg kendte Oscar en smule da jeg var her sidst, jeg har ikke arbejdet med ham, men han kom på MS og jeg husker i hvert fald han var med til mit afskedsparty. Sidste lørdag da jeg var ude og købe ind er der pludselig en der råber efter mig på parkeringspladsen: "Hej Lena - jeg kunne med det samme se, at det var dig" en høj mand kommer gående mod mig. Kender vi hinanden, spørger jeg. "Det er mig Oscar", siger Oscar og smiler stort og nu kan jeg godt kende ham, så jeg siger hej og vi snakker lidt. Umiddelbart kan jeg godt li' ham, men hvad er det lige vi har at snakke om.

Her er det at vi - han - derhjemme ville fornemme denne tøven og sige. "Nå men det var hyggeligt at se dig igen, jeg skal også se at komme videre". Det siger Oscar ikke, han bliver. Jeg tænger til kaffe (og er faktisk i et indkøbscenter hvor der er en god cafe) så jeg inviterer han på en kop kaffe, og vi snakker videre. Han fortæller at han har fået bevilliget noget uddannelse i Sverige til efteråret, og han er ved at få sit pas, men nu har han ikke penge til at få det indløst. Nåh, tænker jeg, den relation kender jeg godt: Du har penge, jeg har ingen penge, du giver mig nogle penge. Som sagt, kan jeg meget godt lide ham så jeg giver ham 100kr, det er halvdelen af det han skal bruge. Vi skilles og udveksler telefonnumre, og i ugens løb ringer han nogle gange. I går fik jeg så en sms: Will you please come tu my birthdayparty - opposit Shell - Bugolobi. Det er kun et par kilometer fra hvor jeg bor, så det er ikke noget problem i at finde det, men vil jeg det? Jeg har ikke nogen skrupler i forhold til hvad folk mon vil tænke, jeg forsøger bare at forestille mig om det mon er hyggeligt, og om jeg er "på sikker grund". Jeg bestemmer mig for at lade være, men så ringer Oscar, og så tænker jeg at jeg jo sådan set har opsendt en del bønner de seneste uger om Vorherre godt vil sende mig lidt selskab, og det kunne jo være at Oscar var svaret på det, så jeg siger - jeg kommer.

Overfor Shell tanken bag et højt hegn er der en såkaldt pork-joint, det er en slags restaurant hvor man kan få svinekød, det får man nemlig ikke i standard Uganda mad. Under et lille festtelt ved et bord sidder 5-6 unge mænd. Med runde hoveder og store lysende smil i mørket. Jeg hilser på dem alle: Julius fra Karamoja, Thomas fra Karamoja, Patric fra Karamoja. Oscar er selv fra Karamoja,som er en region i det nordøstlige. Karomojongerne er et kvægfolk ligesom Masai'erne i Kenya . De har historisk tradition for at røve hinandens kvæg, men hvor det i gamle dage foregik med bue og pil foregår det i dag med AK47 rifler, og det har skabt et meget voldeligt samfund. Men det er ikke så slemt mere, siger de, da jeg spørger til det. Der er to slags karomojonger, forklarer Thomas: Dem der har uddannelse - som os - og dem der ikke har - og de ved ingenting om verden. Thomas selv går på et Management Institute her i Kampala og tager en 9 måneders uddannelse i offentlig ledelse. Senere kommer der flere til bl.a. direktøren for Africa Leadership institute, så det er nogle veluddannede Karomojonger jeg er kommet i selskab.

Det er sjovt og hyggeligt og jeg er glad for at jeg valgte af tage af sted, og jeg bliver i rigtig godt humør af bare at sidde og grine og pjatte med denne lille Karomojong klan som Oscar har samlet på sin 33 års fødselsdag. Der bliver serveret øl og sodavand og mad til dem der vil ha' det, og jeg tænker lidt over hvor mon Oscar har penge fra.

Vi snakker om steder at gå i byen i Kampala , og de er rystede over så lidt jeg ved, og tilbyder at vi skal tage videre på the Irish Pub hvor der fredag aften er fyldt med muzungoer (hvide). Det afslår jeg dog, men slår til Da Oscar tilbyder at vi kan tage på Speke hotel lørdag aften, der kommer både hvide og sorte og indere og der er god dansemusik. Sidst jeg var hernede gik jeg aldrig ud - eller meget lidt i hvert fald - og det har jeg besluttet at råde bod på denne gang. Jeg kørte hjem ved 12 tiden, og havde ikke på nogen måde følt mig utryg eller i gang med en forkert relation.

Her til morgen ringede en kvinde jeg ikke kendte, det viste sig at være servitricen oppe fra pork jointen. Hun havde mit nummer fordi Oscar havde ringet til mig fra hendes telefon. Hun ville spørge om jeg vidste hvor Oscar var, for han havde ikke betalt regningen! Så nu er jeg spændt på om Oscar ringer - så vil jeg nok sige Oscar jeg går ikke ud med mænd som ikke kan betale deres regninger!

*****

Nu er det søndag.

Jeg blev inviteret til en fest hos nogle MS'ere i aftes og valgte det i stedet for Oscar. Servitricen har ringet til mig flere gange, nu her for et øjeblik siden - om noget helt andet - grådkvalt: Hun havde problemer med sin boyfriend, hun var ulykkelig, der var ingen der kunne li' hende og nu ville hun ta' sit eget liv, ville jeg ikke nok komme og snakke med hende. Det var ret ubehageligt, jeg forsøgte at snakke hende lidt til ro og sagde at hun skulle finde nogen i nærheden og snakke med, for det her siger alle mine alarmklokker mig er i hvert fald ikke en relation jeg skal gå ind i Man skal være meget påpasselig med hvem man giver sit telefonnummer!

Nå - mens den ulykkelige servitrice rumler i mit baghoved så lad mig prøve at fortælle lidt om mit arbejde.

For længe siden fik jeg en henvendelse fra Peter Appel geolog på GEUS - geologiske undersøgelser. Han forskede i kviksølvsforurening og var stødt på det fænomen at kvinder i Afrika bruger sæber og cremer med kviksølv i for at blege deres hud, og det er selvsagt meget usundt for ikke at sige farligt. Han ville gerne lave en oplysningskampagne og ville gerne bruge teater - kunne jeg hjælpe ham med det. Det kunne jeg godt - "min" ugandiske teatergruppe påtog sig projektet, som har fået 300.000 kr i støtte fra Nordisk Ministerråd, og MS - Mellemfolkeligt Samvirke betaler min løn og ophold.

Teatergruppen har så lavet en grundig research og har skrevet et stykke inden jeg kom, og de første uger er gået med at sætte stykket op. Det bliver spillet på lokalsproget luganda og derfor er det svært for mig at instruere. Formålet med det hele er altså at fortælle publikum at det er usundt/farligt at bruge disse produkter. En ting er, at de selv kan få alvorlige hudskader og hudkræft, men hvad værre er, er at kviksølvet - hvis kvinden er gravid - bliver opkoncentreret i fostret så de kan få hjerneskader.

Det er kvinder i langt overvejende grad, der bruger produkterne, så det er dem vi skal ha' fat i. Stykket er en "sæbeopera" - en soap - måske en afrikansk udgave af Desperate Housewiwes.

Kort fortalt:

Patience - en gift kvinde- har fundet ud af at hendes mand har en anden og hun konfronterer ham med det, og desuden skal hun bruge penge til leje af salonen (hun har en lille frisørsalon sammen med en anden). Han siger at hun selv må betale - det var aftalen og hvad han ellers foretager sig skal hun blande sig uden om.

Patience beder sine to veninder om råd- hvad skal hun gøre for at få sin mand tilbage. Veninderne er ikke længe om at finde på noget. Prossy, som elskerinden hedder, er "brown" - altså i modsætning til sort - hun bleger sin hud, det ved de, og det skal du også begynde på, så kan du få ham tilbage.

Enkel logik!

Så kører intrigen - elskerinden kommer hen i salonen og der er en fight på popsange. Elskerinden får sangen "Spare Tyre" (du er det tredje hjul) og konen får en om at han søger noget du ikke har - som jeg har. Tiden skrues to måneder frem, Patience's hud er begyndt at blive lysere, men hun har også fået et underligt sår på kinden. Desuden er hun nu gravid.

Den lokale læge er en dag i salonen og han overhører diskussionen om cremer og sæber og holder et foredrag om de skadelige effekter - men kvinderne vender bare det hvide ud af øjnene og spørger om de måske har taget skade. Det udvikler sig til en diskussion om "Hvem er smuk", som titlen på stykket hedder.

Da Patience hører om at hendes ufødte barn måske kan tage skade, bliver hun dog noget påvirket, men hendes veninder falder over hende: Hvis du stopper nu , så bliver du endnu mere sort end du var i forvejen - få nu først manden tilbage. Her stopper stykket og forumarbejdet begynder . Hvad skal Patience gøre!

Man lærer ufattelig meget om relationen mellem mænd og kvinder ved at lave teater hernede og jeg kan bare sige at jeg er lykkelig for at det blev mig til del at være kvinde i vores del af verden.

I sidste uge var jeg med ham som planlægger vores turne helt ovre i det vestlige Uganda nær grænsen til Congo . I Congo er der rigtig mange der bleger sig og det smitter af ind over grænsen. Her kommer en lille rapport fra turen:

Vi kører til Kasese, turen går uden problemer- omkring 6½ time. Geresom går til de lokale myndigheder for at skaffe tilladelse og spillested til vores forestilling. Den lokale myndighed er i dette tilfælde en lad, lidt mistænksom mand, der siger at vi skal gå til the town clerk, og det - siger Geresom- betyder at de vil ha' penge. Det viser sig at det vil de faktisk mange steder. Det er ikke sådan at de synes at vores gratis teaterforestilling er en guds gave til deres lokalsamfundt, næh vi skal betale for at måtte spille .

Mens Geresom kæmper med myndighederne falder jeg i snak med en kvinde fra Micro Finance kontoret ved siden af vores hotel. Hun følger mig ned på markedet og vi går ind i forskellige små cosmetic butikker. De sælger alle de kviksølv eller hydroquinin holdige sæber og cremer I nummer to butik vi er inde i sidder en kvinde med sorte bumser i hele ansigtet, dem har hun fået af at bruger cremerne, fortæller hun, og det er nu 5 år siden, men de vil ikke gå væk.

Jeg fortæller hende om vores projekt. Hun spørger om der findes en kur, så hun kan få sin gamle hud tilbage. Der er jo ikke meget ved det, hvis jeg ikke kan blive kureret, siger hun. Jeg argumenterer for at hun netop kan være med til at advare andre. Jeg vil gerne fotografere hende, men det kan jeg ikke få lov til - måske næste gang, siger hun"

Jeg synes det var spændende at være ude og selv snakke med kvinderne om det her. Vi snakkede med to unge piger, der nærmet var lisså lyse som mig, men de blegede sig osse hele tiden - hver dag sagde de. Og så sagde de at de drak vaseline. Jeg spurgte hvordan det kunne lade sig gøre, de fnisede bare og sagde at det var lissom at drikke vand, og så fik jeg ikke mere svar på det. Nogen på står at der er nogen der drikker klor - men det tror jeg nu ikke kan lade sig gøre, men de bruger klor til blegning, hvis de ikke har råd til cremerne. De blander det med OMO. gnider sig ind i det og beholder det på i tre dage!

Den ulykkelige servetricer har nu sendt flere sms er til mig. Den sidste lyder "please call my boyfriend for me - og så nummeret - I'm holding a knife in my hand"

Denne kvinde har altså lavet sig en relation til mig - der har været gæst i 1½ time på det sted hun serverer - som indbefatter at jeg skal redde hendes parforhold og sørge for at hun ikke begår selvmord Det er absurd men også en anelse ubehageligt. Jeg er dog fast besluttet på at jeg ikke skal gå med på den relation under nogen omstændigheder.

Nu er det mandag aften Jeg hentede Dorrit i Entebbe i aftes, og jeg skal hilse alle, der kender hende. Det bliver rart med nogen at gå ud og spise med, og i det hele taget hyggeligt at ha' nogen at vise det hele til.

Jeg har ikke hørt mere til den ulykkelige servetrice. Jeg fortalte Fred historien og han var ved at dø af grin. "Spurgte du hende ikke om kniven nu var ordentlig skarp", var hans kommentar. Ugandere har nogen gange en lidt brutal humor.

Over and out fra Bugolobi - Kampala - Uganda

Varme hilsner Lena

********************

Kampala mandag d. 14. maj

Kære venner

Det er 10 dage siden jeg ankom, og jeg er blevet installeret i en 4 værelses lejlighed i "The Bogulobi Flats".

Det er ca. 30 karry gule/brune 3 etagers blokke, som er bygget i Amin tiden til offentlige ansatte. Området er noget slidt men dog nogenlunde renholdt,og at dømme på bilerne der holder ved siden af min, må det være ugandisk middelklasse der bor her. Dem der bor inde ved siden af har både tjenestepige og chauffør.

Kan man bo der, spørger andre MS'ere forundret. Boligstandarden for MS development workere er hus og have. Men det kan man sådan set godt - selvfølgelig ville det være skønt med en have - men til gengæld føler jeg mig ikke så isoleret som jeg var sidst jeg var hernede, hvor jeg boede i et hus bag en kæmpe stort port, der altid var lukket. Her bor jeg midt mellem ugandere, jeg har ikke set andre hvide i blokkene.

Jeg har udsigt over Victoria søen og det er så også det bedste man kan sige om lejligheden- charmerende er den ikke. På den anden side når man ser og ved hvordan mange ugandere bor , så skulle man jo være et skarn om man ikke kunne være tilfreds med en stor 4 værelseslejlighed med altan (med gitter for) og møbler så store som rundetårn. Det er en ugandisk specialitet at skal det være flotte møbler, så skal de være store, så jeg har en kæmpestor polstret sofa og to ditto lænestole.

Udover at jeg har udsigt til Victoria søen, har jeg også udsigt til de Marabustorke der sidder - ikke på bondens tag - men på blokkens tag overfor. Hvis ikke I kender den kan jeg fortælle at det er en stor sort-grå ret grim storkefugl. Nogen af dem - måske hannerne - har et testikellignende langt vedhæng på halsen - og det gør dem ikke kønnere. De er Ugandas rotter. De er overalt hvor der er affald, og går på deres lange ben rundt og rydder op. Jeg synes faktisk de er lidt hyggelige.

Hvis ikke lejligheden helt lever op til mine romantiske forestillinger om hvordan man som hvid skal leve i Kampala , så synes jeg til gengæld mit kvarter er ret skønt. Det tager mig 10 minutter at gå ned til Bogulobi centrum hvor der er et marked og en masse små butikker med daglige fornødenheder og brugt tøj. Der er også et rigtigt supermarked med importerede varer såsom olivenolie, nescafe og meget mere. På markedet er der frugt og grøntsager i store mængder, og jeg siger jer ananas og mango det er noget helt andet hernede - uhm saftige og søde.

Man kan også købe friskbagte chapati brød - runde fedtede pandekagebrød som er rigtig lækre.

På markedet kan man også købe sig et måltid mad, der er kvinder der hele dagen er i gang med at lave mad over deres små charcoal fyrede komfurer. Det har jeg dog endnu ikke haft mod til at prøve. Der er også 3-4 restauranter med indisk og europæisk mad. De restauranter er 8-10 gange så dyre, som dem med den lokale mad, men jeg må indrømme at jeg ikke gider spise kogfte grønne bananer kasawa og sejt kød, hvis jeg ikke af høflighedshensyn er nødt til det. Endelig har mit kvarter to steder med en svømmepøl.

Jeg begyndte at arbejde i mandags, dog sådan lidt i tilbagetrukket position indtil videre, for stykket - "sæbeoperaen" skal spilles på luganda det lokale sprog, og det betyder et det er Fred der instruerer forestillingen, og jeg kommer så først rigtig på banen når vi skal til at konstruere forumarbejdet.

Af samme grund tager jeg i denne uge 3 dage med turneplanlæggeren ud til Kasese området helt ovre ved grænsen til Congo hvor vi skal spille den første uge. Så er han fri for at skrumple rundt i Matatuer (små taxabusser) og jeg kommer lidt ud af byen.

Bits and pjeces

Mord?

En højtstående militær person Noble Mayombo døde den dag vi ankom og landethar været lidt på den anden ende. Han var meget tæt på præsidenten og meget loyal, men også meget respekteret af oppositionen. Man siger at hvis nogen overhovedet skulle kunne lave et kup og vælte Musseveni, så var det ham, og derfor er der alle mulige konspirations teorier om at ham er blevet myrdet, han var kun 42.

Som Milton (receptionisten på MS landekontoret) siger, så mener afrikanerne at sådan noget som et naturligt dødsfald, det findes ikke. Der er altid en årsag - nogen der har ønsket det - kastet onde øjne.

****

Kørsel i Kampala

Jeg blev med det samme kastet ud i at køre, og det er nok også det bedste, og den eneste måde at overkomme skrækken, Jeg genkender fra sidst fornemmelsen af skulle i gang med en køretur som indbefatter indtil flere kaotiske rundkørsler og at skulle krydse Jinja road hvor trafikken kører i 5-6 spor - problemet er bare at de aldrig holder sporene: Nå men i hvert

fald - aldrig oplever jeg så rent fornemmelsen af at ta' mig sammen, stramme balderne og samtidig slappe af og ta' det meter for meter og så bare se frem ad.

Tilsvarende stor er sejrsrusen når jeg er kommet sikkert i havn og er nået frem til mit bestemmelsessted - jeg vil tro den er på størrelse med følelsen af at ha sprunget bungy jump - og det er flere gange om dagen. Det aftager dog hen af vejen.

****

Indere Nogle uger inden jeg kom, har der været en stor demonstration mod at præsidenten vil sælge et stykke af en regnskov, der ligger mellem Kampala og Jinja. Det er jo positivt på flere måder, det vidner om miljøbevidsthed og et vist demokratisk sindelag at man protesterer mod noget præsidenten har besluttet. Men der er flere lag i historien. Præsidenten sælger nemlig skoven til en inder og det rammer ind i det spændte forhold der er mellem inderne og afrikanerne i Uganda. Ved demonstrationen blev faktisk en inder dræbt af "folkemængden", og det er ret uhyggeligt. Da Amin havde været ved magten i få år, smed han alle asiatere ud - han ville at Afrika skulle være for afrikanere (minder det os om noget?). De fik 3 måneder til at afhænde deres ejendom - deres liv og så var det ud af klappen. Siden er mange af inderne kommet tilbage, og det er dem der driver handel i mange afrikanske lande. Det er de meget dygtigere til end afrikanerne til, og det skaber selvfølgelig spændinger. Man kan se det ved selvsyn i de fleste butikker: Ejeren /manageren sidder på en stol og holder øje med det hele, og dirigerer rundt med det afrikanske personale, og taler ofte ikke særlig pænt til dem

****

Tyve tæskes

Da jeg ankommer til arbejde - vi øver i et lokale på National Theatre (det lyder mere fint end det er) er der opløb udenfor vores lokale. Nogle af vores skuespillere står yderst i kredsen og jeg spørger hvad der sker. Det er en tyv, der får tæsk, siger Christina og griner og ryster lidt på hovedet. I det samme ser jeg en ung mand løbe af sted og efter ham en anden med en spanskrørlignende ting i hånden. Det er almindelig praksis her.

****

Tropisk regnskyl 1.

Første nat i lejligheden vågner jeg ved at alle døre og vinduer pludselig begynder at klapre. Jeg bliver noget forskrækket og vil tænde lyset, men der er ingen strøm og jeg har endnu ikke fået forberedt mig med lommelygter på strategiske steder. Jeg får lukket vinduerne og fundet frem til en lygte (tak for mac-lygterne til Colette og Rie) og så begynder det at lyne og tordne. Jeg var meget bange i tordenvejr som barn og jeg må indrømme at jeg ikke var helt stolt ved situationen den nat i Bugolobi Flats. Regnen kom og stod ned i tove i over en time og det blev ud på morgenen inden jeg faldt i søvn igen. Dagen efter køber jeg stearinlys og tændstikker og placerer i alle rum samt ligger lommelygterne så jeg præcis ved hvor de er. Og der er strømafbrydelse med jævne mellemrum.

****

Tropisk regnskyl 2

Vores øvelokale har vinduer som sidder højt oppe i begge sider. Pludselig kommer disse voldsomme vindstød som varsler tordenvejr og øjeblikket stå regnen nærmest vandret ind gennem rummet og der går lidt tid inden nogen får kravlet op og lukket vinduerne. Så begynder det til gengæld at regne ned gennem taget. Senere kommer der et hyl fra Stone - hans sko har stået lige under dryppet og er helt fyldte med vand. Som den dejlige klov han er, griner han bare og opfører en regndans rundt om skoene. Arbejdet kan fortsætte.

Jeg vil slutte her for denne gang.

Det er søndag aften og jeg har tilbragt en week-end uden aftaler med nogen og har fra tid til andet følt mig noget ensom og spurgt mig selv, hvad jeg egentlig laver her .Jeg håber de kommende uger vil bringe svaret på det spørgsmål.

Hvis I kender nogen som også har meldt sig som "abonnement" på mine breve,så send det endelig videre og lad mig det vide, for jeg har ikke fuldstændig styr på mine hotmail adresser

Varme hilsner Lena

Jeg har fået et lokalt tlf. nummer som hedder: 00256 773 149 023