Landsindsamling 2007: Tre cases

To fattige kvinder i Nepals lavland er gået i spidsen for at forbedre deres børns skolegang og adgangen til lægehjælp. En ung mand har startet ungdomsklubber for at give unge indflydelse. Mellemfolkeligt Samvirkes landsindsamling går i år til at støtte Nepals fattige.

Fattigdom og indflydelse hænger sammen. Derfor bekæmper Mellemfolkeligt Samvirke fattigdom ved at styrke fattiges politiske indflydelse – f.eks. ved at udvikle det lokale demokrati og som i disse eksempler at sikre dem indflydelse på skole- og sundhedsvæsen, så de ikke bliver snydt.

Gyana Kohain: Jeg ønsker mig indflydelse

Gyana Kohain fra landsbyen Gaura med et af sine børnebørn, foto: Peter Bischoff.

Sammen med 35 kvinder fra landsbyen tog Gyana Kohain ind til kommunen og forlangte at få bygget en skole. Det skete med støtte fra en lokal organisation.

Det vrimler af børn og voksne og nysgerrige naboer på gårdspladsen. I et hjørne står to køer og gumler. Vi er langt ude på landet i det sydlige Nepal, hvor solen brænder for fuld kraft her i den varmeste årstid. På gårdspladsen tager 55-årige Gyana Kohain hjerteligt imod os med et barnebarn på armen. Hun bor her i landsbyen Gaura med sin mand og sin søns familie og fem børnebørn.

”Tidligere havde vores børn langt til skole, og vejen var besværlig på de smalle diger langs rismarkerne. Under en oversvømmelse omkom et barn i vandmasserne på vej til skole, og så besluttede vi at gøre noget,” fortæller Gyana Kohain. Hun står i dag i spidsen for ”Nava Durga Primary School”.

”Vi begyndte at samle ind blandt kvinderne i landsbyen til at oprette en ny skole, og en gruppe på 35 kvinder tog ind til myndighederne i den nærmeste større by, Taulihawa. Vi forlangte at få en skole tættere på og var hos forskellige instanser, og til sidst lovede de os en skole og skaffede nogle af pengene. Vi fik også økonomisk støtte fra UNICEF og den lokale udviklingsorganisation SSDC.”

Gyana Kohain fortæller, at de gennem hele processen har fået støtte og feedback fra mændene og resten af landsbyen – og især fra Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisation SSDC, Siddartha Social Development Center, der støtter lokal udvikling ved at sende unge vejledere ud til landsbyerne.

”Vi havde hørt om dem og tog kontakt med dem. De lærte os, at vi var nødt til at holde møder og skrive breve. De fortalte om vores rettigheder og gav os en masse nye gode ideer.

I dag er landsbyen som forandret. Fra at være et tilbagestående sted, hvor kvinderne sjældent kom uden for landsbyen, har de i bogstaveligste forstand rejst sig for at se verden i øjnene. En ny skolebygning er opført, der er anlagt en vej ud til landsbyen, og antallet af skolebørn er på fire år vokset fra 25 til over 200.

”Vi har fået meget bedre muligheder for at sende vores børn i skole, og det har forandret vores situation. Skolen går til 4. klasse, men vi vil gerne udvide op til 10. klasse, så vores børn ikke behøver at tage længere væk, og så vore naboers børn også kan uddanne sig her. Vi er meget overbeviste om denne udvikling og klar til at tage næste skridt, men vi har fortsat brug for støtte og indflydelse,” slutter Gyana Kohain.

100.000’er af fattige familier i Nepal står i en lignende situation. Støt landsindsamlingen den 9. januar!

Gyanu Mushahar: Indflydelse gennem lytterklubben

Gyanu Mushahar fra landsbyen Soiya med sin radio. Hun er aktiv i en lytterklub tilknyttet en lokalradio. Foto: Anne Mette Nordfalk.

Et radioprogram om graviditet og sundhed gjorde en landsby af ”urørlige” bevidste om deres ret til lægehjælp.

Når man drejer af fra hovedvejen, der forbinder Nepal fra øst til vest i det flade lavland, og kører stik syd mod Indien, kommer man et stykke ude til landsbyen Soiya, der består af 20 familier, som i bogstaveligste forstand bor i grøftekanten i små jordhuse. De er dalitter, såkaldte lavkastefolk, og endda blandt de laveste af de ”urørlige”, nemlig mushahar, der betyder ”musespiser”.

Folk fra mushahar-kasten hører til de fattigste i Nepal. Dalliter ligger lavt målt på indtægt, skolegang og levealder, og blandt dalitter ligger mushahar allerlavest. Ved den seneste måling kunne kun 2,5 pct. af kvinderne læse og skrive. Beboerne i Soiya er jordløse. De overlever ved at tage dårligt betalt hårdt fysisk arbejde. 29-årige Gyanu Mushahar bor her sammen med sin mand, der er bygningsarbejder, og tre børn på 6, 8 og 13 år.

”For tre år siden konfiskerede maoisterne noget jord fra en rig godsejer og gav den til os. Vi er glade for at bo her og vil meget selv eje jorden. Vi er bange for, at ejeren pludselig gør krav på jorden eller sælger den uden at informere os. Vi kan kun dyrke ris til noget af året, så vi er nødt til at arbejde for andre,” fortæller Gyanu Mushahar.

”Uden for landsbyen har jeg selv oplevet kastediskrimination ved ikke at kunne få serveret ris direkte på min tallerken, fordi den var uren. Det var meget ubehageligt at blive diskrimineret af folk, som jeg arbejdede for – vi er jo alle sammen mennesker!”

Landsbyen mærkede de gamle fordomme mere indirekte, da en sundhedsarbejder fra den nærmeste klinik ikke fortalte dem om deres ret til gratis lægehjælp. Resultatet var, at en gravid kvinde døde.

”Den gravide blev syg i den kolde regntid, men sundhedsarbejderen kom ikke i tide. Hun plejede at tage betaling og må have vidst, at familien ikke havde råd, og at hun alligevel havde pligt til at hjælpe. Men dengang vidste folk ikke, at de har krav på gratis hjælp, hvis de er fattige.”

”Vi har en lytterklub tilknyttet ”Radio Lumbini”. Radioen lavede en udsendelse om klinikken, og der blev arrangeret en stor debat om graviditet og sundhed. Her blev det sagt klart, at de ikke måtte forlange penge, hvis folk var fattige. Det har gjort os bevidst om vores rettigheder, så folk nu bruger klinikken. Vi har lige nu to gravide, som går til regelmæssig kontrol,” fortæller Gyanu. Hun har selv bragt syge til klinikken og talt for, at de fik gratis medicin. Hun er nu vicepræsident i lytterklubben, som hun gik ind i for at lære noget nyt og udvide sin horisont.

”Vi er meget opmærksomme på, hvad der sker omkring vores landsby. F.eks. holder vi øje med et byggeri, hvor nogle fra lyttergruppen er med. Klinikken bekymrer sig nu for os og får folk til at tage deres medicin i tide, så vi har efterhånden fået ret stor indflydelse gennem lyttergruppen,” slutter Gyanu Mushahar.

Læge Ishwori Dhungana fortæller, at folk fra landsbyen nu bruger klinikken meget mere. Foto: Anne Mette Nordfalk.

Ramsing Saoni: Demokrati mod korruption

Ramsing Saoni fra landsbyen Paraspur, foto: Nikolaj Kilsmark.

Som barn af en kasteløs familie måtte han sidde på klasseværelsets gulv i skolen. Nu organiserer han unge i ungdomsklubber.

Ramsing Saoni er kun 22 år, men har allerede nået mere, end de fleste når i et helt liv. Gennem kurser hos den nepalesiske menneskerettighedsorganisation Huron har han fået styrke og viden til at tale de fattiges sag. Som barn af en fattig kasteløs familie måtte han sidde på klasseværelsets gulv, da han gik i skole i landsbyen Paraspur. Nu er han respekteret for sit sociale engagement.

Ramsing har startet ungdomsklubber og hjulpet de unge til at få politisk indflydelse. ”De få rige i landsbyen sidder på magten og tænker kun på sig selv”, fortæller han. Men det nytter at tage kampen op. For et par år siden fik han nys om, at lokale ledere selv havde brugt et større beløb, der var øremærket til en sundhedsklinik. ”Vi holdt massemøder og demonstrerede, og til sidst måtte de aflevere pengene, så nu har vi en sundhedsklinik”, siger han.

Ramsing er ikke i tvivl om, at et nyt demokratisk Nepal kun kan bygges, hvis de unge får indflydelse, og som rollemodel for andre unge er han fuld af mod på opgaven.

Ramsing Saoni med de unge i en ungdomsklub, foto: Nikolaj Kilsmark.