Forumteater skaber rum for demokratisk debat

Sunil Phokarel leder teatergruppen Aarohan, der bruger forumteater, foto: Peter Bischoff.

Teatergruppen Aarohan bruger ”forumteater” som en form for aktivt demokrati i kampen for social forandring. Forumteater er en del af den folkeoplysningskampagne om demokrati i Nepal, som årets landsindsamling går til.

Det syder af aktivitet det sted i Kathmandu, hvor teatergruppen ”Aarohan” og Nepals første teaterskole ”Gurukul” holder til. En kæmpe planche med den seneste festival dominerer indgangen. Rundt om diskuterer folk i små grupper. Gruppens karismatiske 44-årige leder Sunil Phokarel tager imod.

”Vi var fire-fem unge teaterfolk, der dannede gruppen i 1982 som reaktion på, at nepalesisk teater dengang var stærkt påvirket af Bollywood-film fra Indien. De var underholdende, men viste ikke vores sociale virkelighed, og derfor var vi ikke tilfredse. Vi startede med at spille socialt teater, hvor vi brugte symboler og ord med dobbelt betydning for at omgå den offentlige censur. Fra de sociale budskaber bevægede vi os over mod politisk teater.”

Hvordan kom I ind på ”forumteater”?

”Det startede vi med omkring 2001. Forinden havde vi trænet andre og selv rejst rundt med ”propaganda-teater”, hvor NGO’er hyrede os til at lave stykker om at lære at læse og skrive, om at vaske hænder eller at passe på vores træer. På et tidspunkt erkendte vi, at det stadig var en form for undertrykkelse, fordi man nemt indirekte kom til at give folk skylden: Fæld ikke skoven, plant nogle træer osv. Og der var ofte en modsætning mellem, hvad vi spillede om dagen, og hvad vi selv som skuespillere gjorde om aftenen – f.eks. med ikke at ryge og drikke.

Det var lidt af et tilfælde, at vi herfra kom ind på forumteater. Tim Whyte var dengang udviklingsarbejder for MS-Nepal, og han foreslog os at bruge forumteater. Ingen af os vidste ret meget om det, men det lykkedes at lære det i praksis – ved at lære af vore fejltagelser.”

En lokal forumteatergruppe optræder i Bardiya i det sydvestlige Nepal, foto: Anders Thormann.

Hvad er forumteater?

”Forumteater er ”de undertryktes teater”, udviklet af brasilianeren Augusto Boal, og som jeg ser det, kan det bruges på flere måder. Det mest grundlæggende er at bryde med teatrets envejskommunikation. Skuespil og teater er for publikum forbundet med mystik. Mystik er en form for magt, og hvis du har magt, er der en fare for at misbruge den. I forumteater stopper man op og inddrager folk. Man bryder mysteriet ved at skabe en tovejskommunikation med publikum for sammen at udvikle løsninger og strategier for at komme ud af undertrykkelsen.

Forumteater kan også bruges til konfliktløsning – til at starte en dialog. Hvis vi f.eks. spiller et stykke om kastediskrimination og stopper op for at diskutere, så begynder både de ”urørlige” dalitter og deres modpart, højkaste-brahminerne, at udtrykke sig. Og så starter en dialog. Når det handler om en massiv historisk og kulturelt bestemt undertrykkelse, fortsætter folk ofte ubevidst en kulturel praksis. Men når du åbner for dialog, begynder begge parter at forstå problemet. Endelig kan man bruge forumteater som terapi. Vi har lige nu en situation i Nepal med en masse lidelse og smerte efter mange års konflikt. Her kan det hjælpe at åbne og komme ud med tingene.”

"Vi stopper stykket ved et problem og beder om forslag til, hvad skuespillerne skal gøre."

Kan I få folk til at deltage?

”Vi opfordrer ikke folk til at spille med i starten. Vi stopper stykket ved et problem og beder om forslag til, hvad skuespillerne skal gøre. Så improviserer de ud fra dem og spørger til sidst: Hvorfor prøver du ikke selv? Det er interessant, for folk i Nepal er ikke vant til at tænke selv. De er vant til, at andre kommer med løsninger, projekter og penge. Derfor var vi i starten bekymrede og placerede skuespillere blandt publikum. Men når det først er i gang, har folk en masse på hjerte. Og når én har taget ordet, følger mange efter – men stykket skal rumme relevante problemer.

Vi har også erkendt, at det er bedre at uddanne lokale grupper end at optræde i landsbyerne som en gruppe fra Kathmandu, for Nepal er et land med mange sprog og etniske grupper. Det er billigere at uddanne lokale grupper, og færdighederne bliver derude bagefter. Det er også mere effektivt, for hvis din nabo siger noget, tror du mere på ham end på en vildt fremmed.”

Foto: Anders Thormann.

Har du eksempler på strategier mod undertrykkelse?

”Vi har to grupper, der arbejder med de ”urørlige” i Nepals kastesystem. Skuespillerne er selv dalitter og har lang erfaring med diskrimination. Da de opførte et stykke, kom de ”urørlige” selv med forslag og kunne afprøve, om de virkede. Folk afprøver normalt ikke straks deres ideer, og meget undertrykte mennesker er tit meget forsigtige: Hvis jeg gør sådan, hvad gør han så, og hvilken situation vil jeg så stå i? Teatret er kun et billede, men når de ser skuespillerne udføre deres forslag og oplever reaktionen, så får de nye ideer. Der var et eksempel fra det østlige Nepal, hvor dalitter ikke måtte komme i et tempel. En gruppe uddannede dalitter, der både var skuespillere og sociale aktivister, opførte et stykke foran templet, og til sidst tillod præsten dalitterne at komme i templet.

Det første skridt for at løse et problem er at erkende det. Her i landet har vi en tendens til at ignorere problemer og flygte fra dem. Forumteater er en måde at erkende problemer, og har du først erkendt dem, har du muligheden for at åbne 1000 døre med løsninger.”

Foto: Anders Thormann.

Augusto Boal brugte også ”skulpturteater” og ”usynligt teater”...

”Vi kalder det første for ”billedteater” og bruger det hele tiden. Det går ud på at starte med at skabe et billede, når man skal diskutere et emne. Vi arbejder mange mennesker sammen her på centret, og derfor opstår der mange konflikter. Når det sker, sætter vi os ned og bruger billedteater. Vi udtrykker et billede og diskuterer ud fra det. Hvis du starter diskussionen mere direkte, kan folk blive såret. Det er lettere, når det sker via et billede. Man kan se og kommentere det – man åbner et rum for diskussion.

Vi har også prøvet ”usynligt teater” i busser, supermarkeder og på et arbejdsformidlingskontor. Det er meget virkningsfuldt. Vi overvejede at bruge det under demokratibevægelsen, men det var for risikabelt uden grundig research. Da vi prøvede det på arbejdsformidlingskontoret, fik to skuespillere tæv. Ingen ved jo, at det er et skuespil. Men vi overvejer at prøve det igen.”

Har forumteater en rolle i MS-Nepals arbejde for indflydelse til fattige?

”Det tror jeg, for en demokratisk proces starter med åben diskussion. Ellers er processen ikke demokratisk. Og det starter i familien, ikke i regeringen. I sidste ende har folket magten til at ændre tingene, og for at udøve denne magt er de nødt til at diskutere. Forumteater starter fra dette punkt. Forumteater skaber et rum til at diskutere. Og det tror jeg er vigtigere end at lære folk i små lokalsamfund om vestligt demokrati. Hér kan demokrati være et meget tungt ord,” slutter Sunil Phokarel.