Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Magasinet Indflydelse nr. 3/2007

Kendt fjæs samler ind til Nepal

Mette Vibe Utzon, foto: Peter Bischoff.
Mette Vibe Utzon, foto: Peter Bischoff.

”Jeg vil gerne bruge mit kendte fjæs til at skabe noget, og jeg er meget spændt på samarbejdet med Mellemfolkeligt Samvirke”, siger Mette Vibe Utzon, der er ambassadør for året landsindsamling.

Af Jens Jonatan Steen

Den kendte tv- og nyhedsvært Mette Vibe Utzon har sagt ja til at blive ambassadør for årets landsindsamling. Hun skal informere om det udviklingsarbejde i Nepal, som der samles ind, og være med til at styrke vores hvervning af indsamlere.

Det er dog langt fra første gang, Mette Vibe Utzon stiller op som aktivist for Mellemfolkeligt Samvirke. Lige efter gymnasiet tog hun først på workcamp i Frankrig, siden blev hun lejrleder, og til sidst var hun koordinator for hvervning og fordeling af deltagere på de mange lejre.

”Det var fedt at komme ud som ung og møde en masse nye mennesker – det gav mig en langt større forståelse for andre kulturer og andre holdninger. Selv om vores opgave dengang var at bygge offentlige lokummer, så var det utrolig lærerigt,” siger Mette Vibe Utzon.

I slutningen af august valgte Mette Vibe Utzon at sige farvel til tv efter mere end ti år på skærmen som vært for TV2-programmerne Paparazzi, Mediemagasinet, Boomerang og TV2 News og DR-programmerne Kontant, TV-avisen, Nyhedsmagasinet, Deadline, Profilen og Året der gik. For den 42-årige journalist var det på tide at prøve kræfter med nogle nye områder og samtidig forfølge en karriere som forfatter.

”Jeg vil gerne bruge mit kendte fjæs til at skabe noget. Som journalist var jeg altid bundet til mine arbejdspladser, men nu har jeg endelig fået mulighed for at tage stilling og være helt mig selv. Jeg håber derfor, at den journalistiske linje, jeg har stået for, kan skabe opmærksomhed og få flere til at bakke op omkring landsindsamlingen i december. Det hele er meget nyt for mig, og jeg er meget spændt på samarbejdet med Mellemfolkeligt Samvirke”, siger den nye indsamlingsambassadør Mette Vibe Utzon. 

Mette Vibe Utzon skal i første omgang besøge Mellemfolkeligt Samvirkes samarbejdspartnere og projekter i Nepal og blogge hjem for at fortælle danskerne om sine oplevelser. Hun bliver dermed frontfigur i den vigtige landsindsamling.

Indflydelse nr. 3/2007
<a href="sw84507.asp" target=_top>Retur til oversigten</a>