Olivensten

Oliventræer, Vincent van Gogh, 1889.

Lisa Staugaard deltog i en workcamp i Spanien gennem Mellemfolkeligt Samvirke. Her er hendes indtryk.

Lisa Staugaard vandt en digtkonkurrence i 2005 og har publiceret sine digte på digte.dk og i antologien ”De udvalgte”.

I et landskab kun bestående af olivenmarker glider bussen op og ned ad bjergvejene. Den ender med at gøre en brat opbremsning foran en lille bygning på et hjørne midt i Algarinejo og ingenting. En by isoleret i en ørken af oliven er den perfekte flugt fra virkeligheden, den daglige rutinekørsel til og fra arbejdet. Alt virker fjernt her.

Tunge rygsække og kufferter bliver slæbt ud af bagagerummet, og folk traver snakkende ind og fordeler sig i de to klasseværelser. Pige- og drengeværelset.

”Er det ikke dumt, vi ikke sover alle sammen i samme rum?” spørger en af de spanske piger.

Et par af fyrene giver hende ret, de råber os andre op, som vi ligger dér og flyder ud på sengene. Hvis vi lader sengene stå i ét rum og kun har madrasserne i det andet, vil alle kunne sove i det samme rum.

”Come on people! This is a workcamp!”

I dagene efter bliver vi kørt i minibusser op til en lille lysning mellem nogle bjergskråninger. Vi skal udvide en af gangstierne, lave halvtag over et picnic-bord, grave resterne af en marokkansk mur fri for mudder og bygge en bro over en af de små floder, der skærer sig gennem landskabet på kryds og tværs.

”Cementmaskinen” larmer og sprøjter den grå væske udover tøjet i små dråber. Trillebøre fyldes og trilles, handskehænder stikker deres spartler dybt ned i massen for at få den fyldt i sprækkerne mellem de store sten, som broen belægges med. Fyrre grader mod huden og mange småpauser i skyggen af de store træer.

Carlos er den eneste, der ikke arbejder. ”¡Te quiero muuucho!” udbryder han med en meget nasal stemme, da én forsøger at gøre sig fri fra en af hans talrige pige-omfavnelser.

De fleste går hjem fra arbejde i stedet for at få et lift. Jeg er blandt de første til at bade i vandfaldene på hjemvejen. Folk griner og tjatter til hinanden, jeg læner nakken tilbage og får det tunge vand nedover mig. Vandet lukker alle andre lyde ude, så jeg kun hører den høje brusen.

Efter frokost og en lang siesta, hvor næsten alle sover, bliver vi ledt ned i skolens stueetage med bind for øjnene.

”I skal bare gå tæt efter hinanden inde i det her rum.”

Den altid energiske monitor Parki peger på et af klasseværelserne.

”I må ikke se og ikke snakke sammen.”

Vi har alle bare fødder, det ujævne underlag kilder og stikker i fodsålerne, afslappende musik og røgelse fylder sanserne, så jeg helt glemmer, hvor jeg er. Forsigtige hænder forsøger at lede mig tilbage til underlaget og en andens skuldre, da jeg et øjeblik slipper, kommer væk. Hviskende stemmer og hud mod stof.

Bagefter får vi lov at se rummet rigtigt. Majs, græs og byg ligger i fint afpassede firkanter efter hinanden som små fliser i et fortov.

Vi er tit i swimmingpoolen om eftermiddagen før aftenens aktiviteter. På vejen derop udbryder Alix en dag: ”Oh, look, what a beautiful house…”

Vi kigger, så får hun øje på den store porcelænshund, der er placeret mellem de fine havemøbler.

”Except the dog!” tilføjer hun.

Hunden passerer vi dagligt til og fra svømmeturene. ”Hello ugly dog!” siger vi, men jeg glemmer den hurtigt igen. Det gør Alix ikke.

En tirsdag aften efter en flamenco-workshop blander vi sangria: litervis af billig vin, vodka og frugtstykker i en kæmpe spand, der bæres ud i gården, hvor vi holder fest. Barbecue tag-selv-bord under åben himmel, flamenco spillet af en lokal sigøjnergruppe med en danser i midten af den spisende rundkreds af unge. Han trækker pigerne op en efter en, maven gynger i den åbentstående skjorte, der flagrer, når han strækker armen op over hovedet. Lyden af grin og stanken af røg. Ind i mellem kører en politibil ind på stationen overfor.

Halvdelen af os bliver oppe, længe efter sigøjnerne er taget hjem. Vi lægger os i gården på vores madrasser og begynder at snakke, da Alix pludselig forsvinder med to af de andre franskmænd. ”De er fulde,” udbryder Kirsi, men de kommer snart tilbage. Alle tre.

Før arbejdet dagen efter hænger folk med meget trætte hoveder over maden. ”Vi fik en klage fra politiet i går,” udbryder den smilende Parki. ”De sagde I skulle være mere stille i gården, eller kun fortsætte festerne indenfor.”

”Hvorfor gik I pludselig i går?” spørger jeg, henvendt til Alix.

”Vi befriede hunden. Nu står den inde hos naboen.”

En eftermiddag skal vi male nogle store bannere til den sidste dag, for at de lokale kan blive oplyst om vores arbejde. Felix bøjer sig koncentreret over den hvide flade. De nedbidte negle på hans blidt tøvende hænder, når han blander farverne og fører penslen henover plastikpapiret, så hans ene skulder strejfer min.

Under én af turene i den udendørs svømmehal får fyrene et flip med at smide alle i vandet. De udser sig deres ofre et efter et, fire mand om at smide én i. De fleste affinder sig, da de først er i luften mellem fire par stærke arme.

Jeg sparker til højre og venstre hele vejen hen til kanten. Det lykkes mig at ramme to i skridtet, før jeg kyles ud i vandet, der med et plask bedøver alle lydene, de glade barnestemmer og fyrenes venlige grin. Jeg svømmer hen til stigen, kommer op igen. Fyrene der kylede mig i er nu i gang med nogle andre, kun Felix ligger i solen. Jeg går derhen, mærker fliserne brænde mod min våde hud, der pletter dem med fodspor.

Den sidste arbejdsdag vil vi have taget fællesbillede på den nu færdige bro. Alle smiler, nogle poserer, Jose Luis står med tretten kameraer på sin fotograf-arm og knipser det ene billede efter det andet. Solen brænder som altid, det føles både rart og vemodigt aldrig mere at skulle blive snavset af jord og cement netop hér.

Måske er det netop derfor alle ender med at gøre alt det, man måske ellers aldrig gør. En nat isoleret af olivenmarker og fremmede huse, hvor vi drikker sangria direkte fra beholderen, smider madrasserne fra værelset ud i gården, falder i søvn to og to. Der dufter af mørke og en tæt lugt af cigaretter i tøjet, da jeg mærker den andens krop tættere på. Natten er mellem mine fingre som stoffet i hans trøje.

Algarinejo ligger som en olivensten midt i den brændende sol, en lillebitte by næsten ingen kender, men som jeg allerede savner, før bussen kører os derfra.