Afrika flytter ind i ghettoen
|
|
Gellerupdrengenes aktivitetsniveau kom flere gange bag på de frivillige, som overvejende var piger. Mange måtte lægge flinkeskolen på hylden og lære at give en gedigen skideballe. Foto: Noah Chipeta.
|
MS-Århus inviterede skolebørn til at opleve afrikansk kultur på en uges sommerlejr i Gellerup.
Af Julie Myhre og Sofie PedersenHvordan forvandler man en gammel coladåse til en moderne racerbil? Det og meget andet lærte 70 århusianske børn, da de tog på afrikansk sommerlejr i Gellerups kulturhus ”Globus 1”.
Gennem en uge fik børnene indblik i, hvordan hverdagen ser ud for et afrikansk barn. De spiste couscous, solgte afgrøder på markedet, hentede vand i floden og svingede kroppen til rytmerne fra conga-trommer. Projektgruppens 18 frivillige havde nok at se til med at holde styr på ungerne i alderen 6 til10 år, hvoraf mange var tosprogede. Men selv om især drengene havde svært ved at sidde stille, var de overraskende gode til at fordybe sig i at lave legetøjsbiler af genbrugsmaterialer.
|
|
I den kenyanske landsbykulisse kunne børnene lege med traditionelle redskaber og leve sig ind i en afrikansk hverdag. Foto: Noah Chipeta.
|
”Det var en meget sammensat gruppe af børn fra både Gellerup og andre områder af Århus. Nogle af børnene var vanskelige at nå ind til, men det var dejligt at opleve, at vi alligevel kunne fastholde deres interesse,” siger Anja Aagaard Christensen, der var tovholder på projektet.
Integration i øjenhøjde
Der var to mål med projektet. Dels at give børnene en fornemmelse af, at der også eksisterer en verden ud over mærkevaretøj, legoklodser og samlekort. Dels at gøre noget aktivt for integrationen.
|
|
Børnene var imponerede over at se legetøj, som afrikanske børn havde lavet af genbrugsmaterialer. Især drengene var gode til at trylle gamle dåser om til smarte biler. Foto: Noah Chipeta.
|
For nogle børn og frivillige var det første gang, de befandt sig i Gellerup. Derfor var mulighederne for overraskelser store. F.eks. blev en hjælper irettesat, da hun under frokosten greb en skolemælk og sagde ”skål” til børnene. Der blev helt stille omkring bordet, indtil en arabisk dreng tog ordet og forfærdet sagde: ”Skål er haram” (forbudt red.).
”Hold op, det er bare mælk!” svarede den frivillige forbløffet. Under resten af måltidet fik drengen og den frivillige en livlig debat om, hvad udtrykket ”skål” betyder.
Ved ugens slutning lavede børnene en opvisning med afrikanske danse for forældrene. Der blev sagt tak for denne gang, og flere lokale drenge fik udleveret slangebøsser, som var blevet konfiskeret i løbet af ugen.
Forberedelserne til næste års sommerlejr er allerede skudt i gang hos MS-Århus’ projektgruppe.
|
|
Når børnene mistede koncentrationen, kom de ud på legepladsen for at brænde krudt af. Foto: Noah Chipeta.
|





