Ajour-spalten
|
|
Trine Pertou Mach
|
Generalforsamling og ny bestyrelse
Mellemfolkeligt Samvirkes generalforsamling den 9. september 2007 valgte Trine Pertou Mach som nyt medlem af bestyrelsen, mens Steen Folke, Berit Asmussen, Nils Brøgger Jakobsen og Dines Justesen blev genvalgt. Blandt de kollektive medlemmer blev Jens Erik Ohrt (LO) nyvalgt og Børge Nommensen (DGI) genvalgt. I forvejen sidder Tim Whyte, Lars Engberg-Pedersen, Nis Vilhelm Benn (DUF) og Lars Iskjær fra medarbejderne i bestyrelsen. Søren Hougaard, der var formand i knap fire år, forlod bestyrelsen pga. udstationering til Afrika, og den nye bestyrelse konstituerede sig med en kvindelig duo i spidsen, nemlig Trine Pertou Mach som forkvinde og Berit Asmussen som næstforkvinde. Generalforsamlingen vedtog at bruge det næste år på at undersøge tilslutning til det internationale "Action Aid" netværk – se andetsteds på denne side. Læs mere på www.ms.dk/sw78384.asp, hvor den skriftlige beretning og andre dokumenter kan downloades.
Skal de fattige betale dobbelt?
Mellemfolkeligt Samvirkes nyvalgte forkvinde Trine Pertou Mach roser i et indlæg den 1. oktober i Information Fogh Rasmussen for at slå til lyd for klare mål i kampen mod klimaforandringerne, men kritiserer samtidig skarpt, at Fogh vil tage pengene fra udviklingsbistanden, altså fra de fattige. Se artiklen her: www.ms.dk/sw83498.asp
Ny foredragsrække i efteråret
I foråret afholdt Mellemfolkeligt Samvirke en succesrig foredragsrække, som nu bliver fulgt op med nye debatter om fair trade og udviklingen i Nepal og i Mellemøsten. Blandt deltagerne er Mette Vibe Utzon, Naser Khader og Trine Pertou Mach. På det første debatmøde den 7. november diskuterer Naser Khader og Trine Pertou Mach Mellemøstens fremtid. Følg med på www.ms.dk/kalender
Ved Betina Dalgas død
Betina Dalgas, der var informationsmedarbejder hos MS-Zambia, døde den 20. september i et tragisk biluheld i det nordlige Zambia. Betina havde taget orlov fra en stilling som journalist i DR, og i Mellemfolkeligt Samvirke blev hun hurtigt kendt som en levende, dynamisk og kompetent medarbejder. Betinas engagement brændte igennem i alle opgaver, og især lå demokrati og marginaliserede gruppers vilkår hende stærkt på sinde. Før begravelsen i Danmark blev der afholdt en mindehøjtidelighed i Zambia, hvor det strømmede ind med kondolence og sympatitilkendegivelser til dette engagerede menneske, der var en inspiration for alle. Betina Dalgas blev 35 år og efterlader sig mand og en to-årig søn.



